Vores tur gik i retning af Paihia, som er udgangspunkt for ture ud på "Bay of Islands" Vi fandt en campingplads i silende regnvejr og humøret var lidt i retning kulkælder. Den eneste grund til, at vi var kommet her var, at vi ville ud og sejle på bugten og så silede det ned. Heldigvis startede torsdagen fra sin smukkeste side. Solen skinnede og vi skyndte os ned til havnen og fandt båden.

I højt solskin red vi ud over bølgerne og vi fik travlt med at smøre os ind i sololie. Overalt i New Zealand ser man skilte med, hvor høj UV strålingen er og i dag var den meget høj. Efter en halv times sejlads standsede båden. Vi var med et omringet af en flok legesyge delfiner. Alle fandt kameraerne frem og der blev skudt fra alle vinkler. Vi sejlede videre mod mere åbent farvand og gik ud og stillede os i stævnen. Det var bedre end ruchebanen i Tivoli. Vi slutte af med at sejle igennem "Hole in the rock", det var en meget speciel oplevelse. Vandet har med tiden "gnavet" hul gennem klippen og hullet var lige præcist stort nok til, at båden kunne passere. Da vi kom i land, fejrede vi sejlturen med en velfortjent isvaffel fra Mövenpick. Efterfølgende satte vi os i camperen og kørte af snoede veje til Karikari halvøen, som stikker ud i Stillehavet i det aller nordligst New Zealand. Vi kørte i 2½ time og jo længere tid vi kørte jo mere øde og menneskeforladt blev det. Der blev længere mellem husene og vi mødte næsten ingen biler på vejene. Endelig var vi fremme og vi fandt en plads ned til stranden og sluttede dagen af med at lave en lettere mislykket omelet.

Fredag var der dømt stranddag. Vi kørte et lille stykke til et sted kaldet Rangiputa. Vi havde læst, at det blev kaldt New Zealands svar på Fiji, med kridhvide strande og krystalklart vand. Det holdt stik og vi badede nærmest i et postkort. Da vi sad ved camperen og spiste frokost, kaldte en fremmed mand pludselig på os. Vi var først i tvivl om han mente os, men vi gik over til ham. Han pegede ned på stranden og lige, hvor vi havde svømmet 10 minutter tidligere, svømmede en kæmpe rokke. Det så nærmest uhyggeligt ud, som den majestætisk drev gennem vandet. Et fantastisk syn. Om aftenen efter at børnene var lagt i seng, fandt vi sammen med vores naboer, Jan og Margeret fra England. De boede i det nordligste England, hvor han levede af at arrangere jagter i det skotske højland. Blandt andet for danskere. Vi tilbragte et par hyggelige timer sammen. Det er altid rart at få støvet sit engelske af. Vi mødte ligeledes et ægtepar midt i halvtredserne fra Himmelland som havde boet på N.Z. siden primo november. Manden havde arbejdet som læge og i løbet af en uge skulle de hjem til DK igen. Det er rart at møde nogle mennesker hjemmefra. Når man er så lang tid væk får man pludselig et tættere forhold til mennesker man ikke kender. Men blot det, at de kommer fra DK gør, at man føler en samhørighed.