Profile
Blog
Photos
Videos
Vi startede vores tur ned langs Sydøens vestkyst med at køre til byen Westport. Her kunne man besøge en sælkoloni og se pelssæler. Vi ankom til den forrevne kyst sidst på dagen og vi havde store forventninger til dette møde med de mange sæler i deres eget naturlige element. Desværre kan det være svært at imponere en esbjergenser, som er opvokset med et fiskerimuseum. I hvert fald er det nok lidt af en overdrivelse, når man kalder 4-5 dovne sæler for en koloni. Vi spiste en is og faldt i snak med to ældre par fra Danmark, som også rejste rundt i autocamper. Næste dag kørte vi videre mod Punakaiki, hvor vi skulle se de fascinerende Pancake Rocks. Der er tale om lagdelte kalkstensklipper, som er skabt på havets bund fra skaldyr millioner af år siden. Klipperne lå lag på lag, og man forstod straks, hvordan de har fået deres navn. Samme sted kan man også opleve blowholes. Det er et fænomen, som kan opleves ved højvande, når vandet bliver presset ind gennem smalle klippeskakter. Desværre kræver det ud over højvande også lidt vind til at presse havet ind og på vores besøgsdag viste vejret sig fra sin bedste side. Vi kunne dog stadig fornemme, hvilke enorme kræfter havet havde på dette sted. Som skrevet i Lonely Planet "See it on a windy and wild day and be reminded that Mother Nature really is the boss". Efter dette besøg handlede vi ind og tog selvfølgelig hjem og fik hjemmelavede pandekager med is til. Vi overnattede på en campingplads i byen Hokitika. Om aftenen gik vi en aftentur til en slags hule, hvor man kunne se Glowworms. Inde i den kulsorte hule blev klippevæggen oplyst af sankthansormenes bagkrop. Det så ud som om, at man så på en funklende stjernehimmel. Et meget specielt syn.
Onsdag gik turen videre om de enorme gletsjere, som smyger sig ned ad New Zealands højeste bjerg Mount Cook. Det specielle er, at det er det eneste sted i verden, hvor gletsjere rammer direkte ned i et regnskovsområde, så tæt på kysten. Vi kørte først til Frans Josef gletsjeren. Vi parkerede camperen og gik en lille times tid inden vi nåede frem til kanten af den enorme is. På hele vandreturen kunne man se spektakulære vandfald og brusende floder. De voksne var meget imponerede, mens de yngre havde mere travlt med at samle sten. Vi drak en kop kaffe på en fortovscafe i byen Frans Josef. En meget hyggelig lille by med alpin skisportsstemning. Vi kørte tilbage til campingpladsen og tilbragte en halv time i spapoolen og oplevede den smukkeste solnedgang over de sneklædte bjergtinder. Efterfølgende skulle vi lave aftensmad og Sofia spurgte, om vi skulle lege restaurant. Så ville hun dække bord med servietter og levende lys, imens vi lavede maden i køkkenet på pladsen. Vi kom retur og Sofia kunne stolt fremvise et smukt bord. Desværre stivnede smilene hurtigt. Midt på bordet stod en flaske hvidvin, der var skænket op i glassene. En hvidvin som vi havde investeret i og som skulle være drukket til fødselsdagen den 19. marts. En "Cloudy Bay", Sauvignon Blanc 2011 til 200 kr. Nu stod den så halvlunken og klar til at blive serveret til karrykylling med ris. Vi kunne ikke nænne at sige noget til Sofia og roste selvfølgelig det meget fint dækkede bord. Men vi har nok set lidt indebrændte ud under middagen, da vi skålede og sagde tillykke med "fødselsdagen".
Dagen efter gik turen videre mod områdets anden store gletsjer, Fox. Igen en smuk naturoplevelse og denne gang kom vi endnu tættere på isen. Vejen til gletsjeren var hele tiden markeret med advarsler om, at man ikke måtte stå stille på grund af faren for klippe- og sneskred. Lidt skræmmende, men vi slap dog helskindet ud af dalen igen. Vi kørte videre mod byen Haast. Her overnattede vi på et noget underligt sted, som på mange måder mindede om en blanding af en nedlagt maskinstation og Bates Motel. Stedet var ligeledes fyldt med de nederdrægtige sandflies, som virkelig er en plage. De er bittesmå fluer, som bider, så man bander. Derefter kløer det i flere dage og man risikerer store røde mærker. Heidi fører pt. med 32 bid. Pludselig savner man de gode gamle danske sommermyg. Vi havde oveni købet været på apoteket for at købe det stærkeste insect repellent på markedet. Det kan bare desværre ikke imponere en new zealandsk sandflue. Vi kørte straks videre næste morgen mod Wanaka. Her brugte vi nogle timer på at besøge "Puzzle World", som er et sted fyldt med ting, som udfordrer din hjerne. Her prøvede vi også at fare vild i en 3 meter høj trælabyrint, hvor vi endte med at tage nødudgangen, da pigerne til sidst ikke fandt udfordringen så spændende mere. Vi fik senere handlet ind. Det var fredag, så snolder til Disney om aftenen skulle igen indkøbes. Om aftenen grillede vi lam, som vi for alvor er kommet til at holde rigtig meget af efter vi er kommet til New Zealand.
Lørdag gik turen mod Queenstown. Vi kørte gennem smukke bjerge og fossende floder. Undervejs gjorde vi stop ved det verdensberømte AJ Hackett bungy jump. Det var ved denne træbro, at det hele startede tilbage i 80`erne. Vi så mange modige mennesker kaste sig mod floden. Vi overværede en vovehals fra Wales, som fik hele overkroppen under vand. Det så noget vildt ud. Vi ville gerne have prøvet, men vi havde "desværre" ikke tid. Vi fandt byen og campingpladsen. Den til sene frokost blev indtaget i byen. Vi besøgte den verdensberømte burgerjoint "Ferg burger" De var kæmpestore, men vi spiste hver en krumme. De var virkelig i verdensklasse. Vi prøvede at komme os over dagens gourmet oplevelse ved en gåtur i byen. Queenstown er en hyggelig by, som bærer præg af at være et sted, hvor man søger diverse udfordringer som Bungy Jump, Jetboat, Skydiving eller Paragliding. Mulighederne er uendelige og her er masser af udbydere, som vil sælge dig adrenalin ture. Her er mange unge backpackere og nu er vi vist nærmest at betragte som et retired couple.
- comments
Frida Oxbøll Kære alle 4. Jeg håber at I har en rigtig god tur og får en masse oplevelser som I kan fortælle om, når I kommer hjem. Pas rigtig godt på hinanden. Kærlig hilsen mor
Clint Eastwood Ja ja, du skal da også drikke rødvin på din fødselsdag, så det var et pænt træk af Sofia at få den gamle hvidvin tømt ;-) Lyder super spændende og med nogle fede billeder.
Bende møller Eriksen Det er utrolig spændende at følge med i Jeres rejse.. Må være herligt at opleve alt dette med familien. Glæder mig til at læse mer!!!! Masse knus ogklem Bende