Fredag den 17. marts gik turen mod Dunedin. Vi forlod Invergargill efter morgenmaden og kørte langs sydkysten. Vi valgte at køre langs den lidt langsommere "Scenic route", men det var bestemt den ekstra tid værd. Vi nåede frem til Curio Bay, hvor vi spiste vores frokost med udsigt over bugten. Efter kort tid fik vi øje på en flok delfiner, som legede i bølgerne helt inde ved land. Langs sydkysten afløser det ene scenarie med forrevne klipper og bølgesprøjt det andet. Vores sidste stop på dagen var ved Nugget Point, hvor man kunne gå en smuk tur ud til fyret. Vi var så heldige og se en enkelt sæl lege i bølgerne. Dagen var ved at gå på hæld og vi indså, at vi ikke kunne nå Dunedin denne dag. Vi endte i en lille flække ved navn Blaclutha. Vi fik indkøbt det meget vigtige fredagsslik og endte på en lille lokal plads, hvor vi blev taget i mod af en stor tyk rødhåret campingfatter, som vist havde fået en del indenbords i løbet af dagen. Vi lavede indisk kylling i fælleskøkkenet og faldt i snak med et par brødre fra Lichtenstein.

Næste dag gik turen så mod Dunedin. Vi indlogerede os på Top 10 Holiday Park, hvor vi ankom til middag. Vi fik vasket lidt og det blev til en svømmetur i poolen. Resten af dagen tilbragte vi i centrum. Byen fejrede St. Patricks day og rigtigt mange mennesker var klædt i grønne farver. Vi var ikke klar over, at der var SÅ mange irere i denne by. Alle var udstyrede med underlige grønne hatte og drak Kilkenny eller Guiness. Vi udviste dog overmod og bestilte to Leffe. Da vi kom tilbage til pladsen faldt vi i snak med et par fra Amerika. Vi havde boet på samme plads i både Queenstown og Invercargill, så vi kendte efterhånden hinanden. De viste sig at komme fra Napa Valley (nord for San Fransisco), hvor de havde haft en vinproduktion, som deres datter nu havde overtaget. De kom over med et glas rødvin (naturligvis) og vi faldt i snak. Det var hyggelige mennesker og de blev hængende i lang tid. Til slut var det ved at blive mørkt og vi skulle spise. De gav os deres visitkort og lovede at sende os en flaske af deres ypperste vin, når vi kom hjem. Det venter vi så spændt på. De kom senere retur og ville gerne have et billede af vores "looovely" family.

Søndag var en regnvejrsdag og vi slentrede rundt i byen og kiggede efter en fødselsdagsgave til Jesper. Vi spiste frokost på en lille japansk restaurant, hvor vi fik nudelsuppe.

Så blev det den 19. marts og jeg kunne fejre min fødselsdag. Jeg blev vækket af morgensang og dejlige gaver i form af tegninger og en spilledåse med melodien "happy birthsday to you". Vi spiste en lækker morgenmad med scrambled eggs. Så kørte vi ud og så verdens stejleste gade ifølge Guinness book of records. Den var virkelig stejl, men vi nåede toppen og kunne puste ud til en formidabel udsigt over byen. Vi kørte videre mod halvøen ud for Dunedin. Den er nemlig kendt for at være verdens eneste albatroskoloni, som yngler i land. Derfor kunne man komme helt tæt på disse svævende kæmper med et vingefang på 3,5 meter. Vi spiste chokoladekage i camperen og pludselig så vi en albatros. Vi fløj ud af vognen og fik fine billeder af denne flotte fugl. Klokken var ved at blive mange og vi kørte mod byen igen. Vi havde aftalt at spise på en vietnamesisk restaurant, hvor vi ville mæske os i friske forårsruller. Skuffelsen var derfor stor, da vi stod foran en lukket dør med et skilt med påskriften "closed on Mondays" Det viste sig dog ikke at blive noget problem. Længere oppe af gaden lå en lille hyggelig indisk restaurant. Her spiste vi lækkert mad og tjenerne var rigtigt søde. Det eneste problem var, at vi naturligvis spiste alt for meget og næsten havde det dårligt, da vi kørte hjem til campingpladsen. En dejlig 44 års fødselsdag havde nået sin ende.

Tirsdag blev en lang transportdag mod Christchurch. Vi gjorde et enkelt stop ved Moeraki Boulders, som er nogle lidt uforklarlige helt runde kæmpesten, som ligger på stranden. Det ligner mest af alt en kæmpe, som har smidt nogle kugler i vandkanten. Meget specielt. Sidst på dagen nåede vi frem til pladsen i Christchurch. Vi slappede af, badede i poolen og grillede kylling på barbecuen. Onsdag var vores sidste hele dag i New Zealand. Vi tog bussen ind til centrum. Vi var på forhånd blevet advaret om, at der ikke var meget at se på grund af sidste års meget ødelæggende jordskælv. Men alligevel blev vi overraskede. Det lignede nærmest en krigsskueplads. Hele midtbyen lå øde hen som en spøgelsesby og den var blevet indhegnet på grund af nedstyrtningsfare. Et noget deprimerende syn. Det var dog meget livsbekræftende at se, hvordan byen levede videre i opstillede containere. Her var bank, restauranter og souvenir forretninger i små metalkasser. Ja - livet skal jo gå videre.

Torsdag var store rejsedag. Vi gjorde vores autocamper pænt ren og det var ikke uden vemod, at vi skulle aflevere den. Efter at have været vores hjem i 40 dage, var det hurtigt blevet vores faste base. Vi fik dog afleveret vognen og nåede at modtage en fartbøde på 30 dollars. Vi var blevet fanget på et kamera, hvor man måtte køre 50. Vi kørte 55, yeah. God fornemmelse at føle sig lidt som en outlaw. Vi blev kørt i lufthavnen og det var så farvel til New Zealand for denne gang. Halvanden måned er gået med masser af oplevelser. Det har hovedsageligt været naturen, som har fået os til at tabe kæben, men det har også været sjovt at møde så mange fremmede mennesker og så kortvarigt høre om deres historie og om hvorfor de nu lige var der, hvor de var nu. Det har bestemt også været rigtig hyggeligt at tilbringe dage sammen med Mette, Fraser og deres unger. Man ser altid et land på en anden måde, når man er sammen med en indfødt. Men mest af alt har det været en oplevelse at være sammen som familie. At vi kan følge pigerne en hel dag og dele så mange oplevelser sammen. Heldigvis er vi først lige begyndt. Vi er parate til at erobre et nyt land.