Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag tog vi en dag mere på Coromandel. Vi havde lovet pigerne en kørefri dag. De bliver nemt køresyge på de snoede veje i de bjergrige områder, hvilket på skift hos dem forårsager opkast. Sofia fører indtil videre 3-1. Så vi brugte dagen ved poolen, slentrede en tur ind til centrum og sluttede dagen af med at grille. Igen løb vi ind i et retired couple fra England. De var vældig søde og vi hjalp dem med at tage et billede af deres camper som vi så efterfølgende mailede til deres børn. Vi vinkede vildt til hinanden, da vi kørte næste morgen og denne afsked var igen mere hjertelig end den nogensinde ville være i Danmark, hvis vi havde mødt dem der. Vi nåede dog ikke så langt, da vi havde kørt ca. 10 min. opdagede en unavngiven person, at vedkommende havde glemt opvasken i køkkenet og vi måtte tilbage til pladsen.
Det var blevet onsdag og vi kørte mod Hahei, som ligeledes er på Coromandel. Her finder man Cathedral Cove, som er hvide katedrallignende klippeformationer. En smuk vandretur dertil på en lille time. Vejret var ikke helt med os, så for første gang på turen, måtte vi finde vores regnjakker frem. Vi havde dog ikke gået mange meter før det blev tørvejr og alt for varmt at trave med jakkerne på. Pigerne nød den smukke vandretur i regnskoven og endelig efter mange op- og nedstigninger, nåede vi til stranden og sammen med ALLE de andre turister, så vi den smukke strand og klippehulen, som er blevet brugt, som kulisse i filmen Narnia. Går man efter at opleve naturen på bedste vis er New Zealand et fantastisk bud herpå. Vi har indtil nu set utrolige smukke steder lige fra de rå og barske klipper og bjerge til de smukke hvide strande. Vi har fået gået en del kilometer og Liva begynder efterhånden at blive lige så hard core som Sofia, hvor der skal meget til inden hun brokker sig over trætte ben.
Torsdag drog vi mod hot water beach, som også befinder sig på Coromandel halvøen. På hot water beach kan man, når det er lavvande grave sin egen pool på stranden, hvor meget varmt vand op til 65 grader kommer op fra undergrunden. Det var en utrolig spændende og anderledes oplevelse, at ligge på en strand på en blæsende regnvejrsdag i en meget varm pool sammen med ca. 400 andre mennesker liggende i deres pools. Alle havde god tid og nød dette naturfænomen og havde ikke travlt med at komme videre trods det dårlige vejr. Da det begyndte, at blive højvande og tidevandet fik ødelagt vores pool, så vandet ikke længere var varmt, drog vi videre.
Vi kørte videre mod Tauranga, som ifølge lokale skal udtales tao-wronger. Her skulle vi mødes med familien Oliver fra Danmark som pt. er i New Zealand for at besøge familie og venner. Inden vi kom dertil gjorde vi stop ved et supermarked for at proviantere og fik lavet og spist aftensmaden på supermarkedets parkeringsplads. Vi fik pludselig travlt med at komme videre, da vi stadig havde 1 times kørsel inden vi var fremme. I forhold til Danmark, hvor det gradvist bliver mørkere om aftenen bliver det i New Zealand mørkt inden for kort tid. Vi ville gerne være fremme inden det var helt mørkt, da vejene her er smalle og snoede og med en bil, der vejer mere end 2 ton end Skodaen i Danmark var det rart at kunne se lidt hertil.
Vi nåede dog første frem, da mørket lige havde sænket sig. Vi blev modtaget af Mette, Fraser og børnene og vi hilste på Frasers forældre. De bor i et stort nybygget hus på en stor skrående grund ned mod havet. Sikke en udsigt. Vi drak en øl sammen og fortalte hinanden om, hvad vi havde bedrevet tiden med indtil nu. Vi kunne blandt andet bekræfte hinanden i, at flyrejser om på den anden side af jorden er et mareridt.
Næste dag pakkede vi bilen og begge familier kørte mod stranden. Det var en rigtig surf-strand med kæmpe bølger. Sofia elskede det. Imens vi var der, blev der afholdt en surf og redningskonkurrence for unge. Det var sjovt at følge med i. De unge mennesker skulle efter startskuddet sprinte ud i vandet, kaste sig i bølgerne og svømme rundt om en bøje lang ude i vandet. Når de så nåede ind på stranden igen, skulle de tage deres surfbræt og gentage samme distance. Frokosten blev indtaget på Burger King. Her var dagens tilbud en Whopper til 15 kr. Det kunne vi ikke sige nej til. Om aftenen brugte begge familier tid i en varm termal pool som der er mange af i området.
Lørdag kørte vi til Roturoa. Vi skulle tidligt op, da en af New Zealand højeste gejsere, Lady Knox kun springer en gang i døgnet. Nemlig kl. 10.15. Familien Hjuler var endnu engang kommet lidt sent af sted (no surprise) og camperen fik fuld gas for ikke, at vi skulle komme for sent til den fine dame. Vi nåede det. Klokken 10.10 kørte vi ind på parkeringspladsen og få minutter senere knipsede vi løs, mens kaskader af vand stod op i luften. Efterfølgende gik vi rundt i parken Wai-O-Tepo. Området er vulkansk og aktivt. Det lugtede fælt af rådne æg og alle steder stod dampen op af jorden. Her sydede og boblede det i alle regnbuens farver og man følte lidt som om, at man var med i en scene fra Ringenes herre. Overalt læste man skilte om, at man kun måtte færdes på de meget små afmærkede stier, da jorden og mudder ved siden af kunne være op mod 100 grader. En stor udfordring med to mindre børn med ild i numsen. Vi overlevede dog alle og havde en meget spændende dag.
Vi havde oprindelig planer om at køre fra Frasers forældre lørdag morgen, men Mette fortalte, at de lørdag aften skulle holde en fest for venner og familie i anledningen af, at de var hjemme. De havde regnet med, at vi ville blive og være med, hvilket vi selvfølgelig gerne ville. Vi kørte efter Roturoa tilbage for at deltage i festen. Det var en rigtig hyggelig aften med skøn mad og hvor vi kom i snak med mange forskellige søde mennesker. I New Zealand holder de fester eller sammenkomster på en helt anderledes og afslappet måde end i Danmark. Der er ta`-selv-bord og gæsterne går rundt i blandt hinanden og snakker. Ikke noget med stive bordkort eller faste pladser ved bordet. Vejret var dejligt, så det foregik både ude og inde. Børnene legede godt sammen og Sofia og Lucas (Mette og Frasers søn) nød hinandens selvskab rigtig meget. Sofia har vist savnet selvskab med en jævnaldrende i længere tid, så Liva så ikke meget til sin storesøster i de dage. Der var bestilt en klovn, som skulle komme for at underholde børnene. Det var en succes og børnene skulle på skift hjælpe klovnen med underholdningen. Klovnen synes vist i starten, at Sofia var en meget stille pige indtil han fandt ud af, at hun ikke forstod en bjælde af, hvad han sagde.
Søndag ville vi have været af sted efter morgenmaden, men vi hyggede os for meget til at køre og brugte i stedet tid ved poolen og til frokost blev der serveret King Fish fra grillen, så vi kom først af sted ved 14.30 tiden. Vi fik taget afsked og aftalte med Mette og Fraser at ses i Wellington, hvor vi alle ville være ugen efter. Vi kørte og nåede frem til Taupo omkring kl. 18.00. Vi fik lavet mad og badede i en opvarmet pool indtil kl. 21.00, hvor vi derefter gik i seng. Næste dag gik vi en tur ved Lake Taupo, som er New Zealands største sø. Den blev til efter et vulkanudbrud for 26.500 år siden. Vi sov på en campingplads, som lå lige ved siden af Taupo De Bretts Spa Resort. Et sted med varme termal pools, hvor vi nåede at komme over 4 gange inden vi kørte næste morgen. Skønt at ligge i en udendørs varm termal pool kl. 21.00 om aftenen og tælle stjerner på himlen.
- comments
jesper noer Hej Familien Hjuler, lyder helt kanon med alle disse oplevelser og super spændende at læse om alle jeres oplevelser. har lige gået igennem jeres billeder fra Fraser og mette.....ham må du gerne hilse fra mig, snakkede med ham offshore (-:....lille verden, ikke sandt. forsat god tur og jeg glæder mig til at læse om jeres næste bedrifter.
Lena Poulsen Hej med jer Hvor er det bare fantastisk at følge jer herinde :-) pludselig går det bare op for en, at I ikke lige er rundt om hjørnet :-( det er skønt at se de glade billeder og pigernes glade smil. Hvor er I bare seje, at I gennemfører jeres længe ventet drøm. Og hvor er det sjovt at læse om Mette og Fraser for tror måske, at Mette er søster til min kusines mand, Søren. Ja så er verden lille :-) kan I passe godt på hinanden og nyd hvert et minut. Glæder mig til at læse mere. En kæmpe tanke fra os alle :-)