Vi startede morgenen med at sige farvel til et par fra Melbourne. De havde en datter på Livas alder som pigerne havde spillet lidt frisbee med. Da parret hørte, at vi skulle til Melbourne, når vi kom til Australien spurgte de om vi ikke havde lyst til at komme forbi til en grillaften, hvilket vi sagde ja tak til. Det virker umiddelbart til, at folk på denne side af jorden er meget gæstfrie - måske lidt mere end vi er i Danmark.

Vi har i 4-5 dage kørt med et punkteret dæk. Der er fire baghjul på camperen og vi havde af udlejeren fået af vide, at vi godt kunne køre til Queenstown for at få det skiftet. Vi tog på værksted og forhandleren sagde, at det ville tage ½ time at skifte dækket. Vi blev positiv overrasket, at han havde tid med det samme. Men desværre kom han tilbage og fortalte, at da vi havde en lidt ældre model af en camper lå han ikke lige inde med et sådant dæk. Han skulle først bestille det og ville have det dagen efter. Vores planer var at køre til Milford Sound i dag, men det måtte vi udsætte til dagen efter. Vejret var strålende og da vi havde tilbragt to dage i Queenstown blev vi enige om at tage til Arrowtown 20 km derfra. Arrowtown havde i 1860`erne en kinesisk guldgraverby. Kineserne var inviteret hertil, af de New Zealandske myndigheder for at grave efter guld. De unge kinesere kom aldrig til at føle velkomne, men de sled og slæbte, men forblev en udstødt gruppe under hele guldfeberen. I 2002 modtog de kinesiske efterkommere en officiel undskyldning fra den newzealandske regering for den måde man havde behandlet deres lykkesøgende forfædre på. I 2003 fik Arrowtowns kinesiske koloni status af "historisk og bevaringsværdigt område". Arrowntown er en meget hyggelig gammel by med nogle rigtig gode forretninger. Men selv en luksus udgave af bagpakkere som os har ikke et budget, som giver lov til at gå amok i forretningerne, så det forblev desværre kun til et kig.

Næste dag tog vi ned til Firestone med camperen og fik skiftet dækket og så var det af sted til Milford Sound. Vi kørte fra Queenstown kl. 12.00 og var fremme kl. 17.30. Pigerne - specielt Sofia synes ikke, at det er voldsomt spændende at køre i lang tid, så vi forsøger så vidt muligt ikke at få alt for lange køredage, men i dag var så en af de lange. Turen dertil var mildest talt smuk. Vi kørte igennem dale med rindende floder og store søer og på alle sider var høje skidækkede bjerge - næsten ubeskriveligt. Vi var blevet advaret om, at vi i Milford Sound skulle bruge rigeligt af spray for at holde de modbydelige sandflies væk. Vi nåede lige at komme frem og var begyndt at spille frisbee, da vi var omringet af sandflies. Vi flygtede ind i camperen igen til stor ærgrelse for Sofia. Hun havde glædet sig meget af dagen til at spille frisbee. Vi gik i køkkenet for at lave mad. Der var en rigtig hyggelig stemning i huset. Køkkenet var stort og der var nok 12 - 14 mennesker lige fra unge par uden børn til asiatiske familier, der stod og lavede mad. Der summede af glæde og liv og i rummet ved siden af blev der spillet forskellige slags spil. Tanken om at bo i et bofællesskab var i et splitsekund ikke så fjern. Vi blev siddende i køkkenet og spiste vores Spaghetti Bolognese med en dejlig australske rødvin til. Pigerne fandt stor glæde ved at komme i loungen, hvor mange slappede af i de bløde sofaer med te, rødvin og spil. De havde fundet et klaver som de stille underholdte med. Man følte sig afskåret for al forbindelse med omverdenen. Der var ingen telefondækning, hvor vi var og i tilfælde af, at man havde brug for øjeblikkelig hjælp hang der en satellittelefon i Informationen man kunne benytte.

Kl. 08.45 næste morgen skulle vi være ved båden. Der var ikke så mange om bord, da de fleste arrangerede ture tager senere afgange. Vi fik morgenmad om bord og gik op på dækket og nød sejlturen. Det var en stor oplevelse og vældig smuk at sejle i fjorden med høje bjerge på begge sider. Vi så nogle få sæler undervejs og sejlede meget tæt på vandfald og pigen (Sofia), som ikke vil gå glip af nogle ting stod selvfølgelig forrest i stævnen og brød ud i høj latter, da hun blev godt våd af det larmende og brusende vand fra vandfaldet. Efter sejlturen som varede knap 2 timer kørte vi til Invarcargil som vi fra Lonely Planet havde en forestilling om, at vi skulle tilbringe 2 hele dage i. Vi fik sent indlogeret os på en campingplads og igen bestod middagen af dejlige bøffer, som blev grillet i øsende regnvejr. Over middag dagen efter tog i ind til byen i dejligt solskin for at udforske den. Vi besøgte først Southland Museum and Art Gallery, hvor vi så Henry på 114 år. Henry er en tuatara (det vi andre nok ville kalde en øgle) og en af koldens længstlevende dyr, som i en alder af 110 år blev far til 11 tuatare-babyer, hvilket tilsyneladende er en verdenssensation. Derefter tilbragte vi ret lang tid i Queens Park, som er en kæmpe smuk park midt i byen. Parken har alt fra områder med mange forskellige roser, forskellige dyr såsom kaniner, vildsvin, høns, ænder, skildpadder m.v. Ligeledes var der en lidt nostalgisk legeplads at finde (den havde nogle af de ting, som var på legepladser, da vi var børn), hvor pigerne fik lang tid til at gå. Derefter ville vi shoppe lidt og finde en fødselsdagsgave til Jesper, men vi fandt byen meget mærkelig. Der var ingen butikker, hvor det var muligt at finde en gave. Det var lidt som vi var smidt tilbage til 80`erne i forhold til moden, en del butikslokaler stod tomme og en cafe, hvor vi kunne få en kop kaffe, fandt vi heller ikke. Vi besluttede ret hurtigt, at her kunne vi ikke tilbringe endnu en dag og valgte da at køre videre næste formiddag.