Lørdag blev en rejsedag. Vi havde forhørt os forskellige steder, om hvilken rute man skulle vælge for at komme lettest til vestkysten og se de kæmpemæssige Kauri træer. Vi forlod pladsen og vores nye engelske venner virkede nærmest triste over, at vi forlod dem og så der blev uddelt både kram og kindkys. Ved en tankstation kom vi i snak med en lokal, som kendte en genvej, som ville spare os for mange kilometer. Vi fortalte, at vi rejste i et mobilhome, men det mente han ikke var noget problem. Vi begav os ud på vores færd og inden længe befandt vi os på en grusvej, som bare blev mindre og mindre. Det var hårdt for vores kære hjem på fire hjul og det virkede som om vejen ingen ende ville tage. Til slut nåede vi dog tilbage på asfaltvej og vi kunne ånde lettet op. Vi nåede sidst på dagen til Tane Mahuta, som er landets største og ældste levende kauritræ. Man mener, at det satte sine første skud omkring Kristi fødsel, altså lang tid før både Maorier og kaptajn Cook nåede frem til øen. Vi overnattede på en plads inde i skoven. Pigerne fandt hurtigt sammen med en pige fra Sydney og de hyggede sig sammen.

Søndag var desværre i samme kategori som gårsdagen. De mange bakker og sving, gør at man på en times kørsel, ikke rykker sig vanvittigt meget på landkortet. Vi nåede dog efter en lang dag frem til byen Thames, som ligger ved foden af halvøen Coromandel. Heldigvis var her en pool, så pigerne kunne få sig en dukkert, imens der blev grillet lammesteaks på grillen. Stedet var dog en kende uhumsk med en snert af urinduft, så det blev kun til en enkelt overnatning. Legepladsen var ældgammel og uforsvarlig at lege på og ligeledes var trampolinen. Der var dog en sommerfuglehave, som kostede det blege at besøge, så denne oplevelse måtte pigerne være foruden. Mandag kørte vi 60 km. Op ad kysten til byen Coromandel, hvor vi igen fandt en plads med pool og denne gang med fine og rene faciliteter. Her er som på så mange andre pladser, en udendørs barbecuegrill drevet på gas. Det er ganske hyggeligt at stå i det fri og branke et par sirloins. Efter en badetur i poolen gik vi en tur ned i byen som bestod af vejen, der går gennem byen med butikker på hver side. Så den rendte vi hurtigt igennem. Lidt westernstil med flere pubber. Når vi i Lonely Planet læser om en by, som vi skal til har vi flere gange dannet os et indtryk af byen, om hvor mange mennesker og hvor mange butikker, der er i byen. Når vi så kommer frem er det helt anderledes og mindre end vi troede. Men med et land på størrelse med Italien og med et indbyggertal, som er mindre end i Danmark vil der jo ikke være tale om byer på størrelse med ex. Varde. I Coromandel mødte vi et sødt par fra Holland med to mindre børn. De var ankommet til N.Z. samme tid som os og skal forlade landet den 19. marts, hvor vi flyver til Australien den 22. marts. Vi fik en god snak med dem og sagde på gensyn, da de forlod pladsen. Vi skal rejse nogenlunde samme rute resten af vejen, så der er en chance for, at vi mødes igen på en anden campingplads.

Pigerne klarer det rigtig godt i forhold til at rejse på denne måde. Indimellem skændes de dog voldsomt over de mindste ting, hvilket da ikke altid er så nemt at håndtere, når vi rejser på denne måde. Det er nok Sofia det er sværest for, da hun mangler noget privatliv som hun siger. Der er jo ikke ligefrem mange steder at gå hen i en "krisesituation", så hun vælger somme tider at forsvinde ud af camperen med en voldsom fart for at komme væk fra Liva for en stund.