Profile
Blog
Photos
Videos
Rejsegruppens Venstre-mand advarede mod at bagatellisere DDR.
Der var folk, der blev buret inde i Bautzen, DDR-borgere der blev udspioneret i ægtesengen og i det hele taget mennesker, der fik ødelagt deres liv i socialismens navn.
Men det endte alligevel med, at vi indlogerede os i Ostel - et vandrerhjem i gennemført DDR-stil i Friedrichshain i Østberlin, et par minutters gang fra Ostbahnhof.
Brune møbler, orange lampeskærme, kontrafejer af de gamle kammerater og alt muligt andet kitsch fra DDR-tiden udgør interiøret i Ostel. På fjernsynet i receptionen kører gamle udsendelser, hvor Erich Honecker kysser Fidel Castro, og Egon Krenz klapper i hænderne til FDJ-pionererne, der marcherer forbi ham.
Vandrerhjemmet åbnede i 2007 - den 1. maj tilfældigvis - og dyrker ostalgien, der lidt halv-nostalgisk vender blikket mod det tidligere DDR. Eller måske er det bare et forretningstrick. De to "pionerledere" Daniel Helbig på 40 år og Guido Sand på 46 år kom i hvert fald rundt i den samlede verdenspresse med deres gennemtænkte koncept.
Inventaret blev købt på diverse loppemarkeder og marskandisere i Østberlin - og på Ebay. Tapetet skulle være blomstret. Og de ansatte hænges op på en opslagstavle med titler, som de fandtes i Freie Deutsche Jugend i gamle dage.
Kunne genkende deres gamle soveværelse
- Vi ville egentlig også gerne have haft fat i talerstolen fra Palast der Republik, men 3500 euro var lidt for dyrt, fortæller Daniel Helbig og Guido Sand - der i DDR-tiden ernærede sig som artister.
Ostel vækker minder om filmkomedien "Goodbye, Lenin!". Kun telefonen og computeren afslører, at vi er i 2012, 22 år efter at DDR endegyldig gik i opløsning.
- Vi har også haft tidligere DDR-borgere boende som gæster, og de kan pludselig genkende deres gamle soveværelse. Men ingen af os er ostalgikere, og vi ønsker heller ikke at rehabilitere DDR på nogen måde, men DDR har nu engang været 16 millioner tyskeres hverdag, siger Daniel Helbig og Guido Sand.
Seks fra vor rejsegruppe blev indlogeret i en FDJ "Pionierlager" med seks køjesenge på værelset, og to fik en såkaldt Stasi-suite. Alt sammen til ti euro pr. mand pr. nat. En ganske overkommelig pris.
Trægt afløb = dejligt fodbad
Men så var der også lige det ufrivillige fodbad. Afløbet i brusekabinen var ualmindeligt trægt. Der er ingen lås på dørene i pionerlejren, der er indrettet i en typisk DDR-Plattenbau-lejlighed. Og havde man glædet sig til at høre taler i DDR-radioen, så slap man også for det. Den virkede ikke.
- Her skal jeg nok ikke bo, næste gang jeg skal til Berlin, lyder det fra to herrer i vor rejsegruppe.
Vi var et par andre, der ikke var helt så afvisende. Hvor mange steder bor man med udsigt til et byggemarked, en forfalden murstensbygning fra kejsertiden, en trafikeret boulevard og så tæt på en snask af en Imbiss med røvballegardiner og oversminkede servitricer, der altid står parat til at knappe den næste Schöfferhofer Weizenbier op?
(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)
- comments