Profile
Blog
Photos
Videos
Af Hans Christian Davidsen
BUDVA. Vi krydser grænsen ad en støvet grusvej, der på landkortet trodser al logik ved at have et vejnummer. Vores kroatiske taxachauffør tager en tur, der er noget længere, men som sniger sig uden om den ofte meget langsommelige grænsekontrol på hovedvejen mellem Kroatien og Montenegro.
Vejen er hullet og har stadig store ar fra krigen mod Serbien i starten af 1990erne.
Næste år bliver Kroatien fuldgyldigt medlem af EU, og derefter vil grænsen til Montenegro også være EUs grænse mod Balkan. Historiens linje gennem landskaber er nogle gange frygtindgydende. Spaltningen mellem det kristne østromerske rige Byzans og den romersk-katolske kirke ligger her endnu - næsten 600 år efter Byzans' fald. Lige her går grænsen mellem den vestlige og det østlige kristendom. Mellem latinske og kyrilliske bogstaver. Mellem vestlig og russisk interessesfære. Mellem Kroatiens og Serbiens interessesfærer og også fronten i de blodige Balkan-krige.
- Så kører vi ind til den russiske mafia, siger vores kroatiske chauffør, da den montenegrinske grænsekontrol stempler passene. Uniformer og stempler bringer mindelser frem om Jugoslavien i 1970erne og 1980erne.
Mafiastater
Vi er landet i Dubrovnik i det sydlige Kroatien, der ofte er en lettere og billigere vej end Podgorica, Montenegros lille og stort set ukendte hovedstad, som alle, der kan huske Jugoslavien bedre vil kende som Titograd. Byen der er opkaldt efter den jugoslaviske statsmand og revolutionsleder. Tito har stadig en høj stjerne blandt mange ældre i især Serbien og Montenegro, men byen måtte tage den samme tur som Karl-Marx-Stadt og Leningrad og vende tilbage til gamle tider og det gamle navn - til henholdsvis Chemnitz, Sankt Petersborg og Podgorica.
- Hele kysten i Montenegro er styret af den russiske mafia, mener den romersk-katolske taxachauffør at vide.
Sikkert en slem overdrivelse, men langtfra uden sandhed. U.S. Foreign Affairs Magazine placerede så sent som i maj Montenegro i selskab med Guinea-Bissau, Myanmar, Ukraine, Venezuela og Bulgarien: Rene mafia-stater, hvor kriminelle organisationer og regering er gode legekammerater. Og forbindelserne til Moskva er stadig meget tætte.
Nu burde man måske være så ren og sige, at sådan et sted vil man da sandelig ikke holde ferie. Men ens personlige helbred behøver man næppe at frygte for. For Otto Normalverbraucher - eller Hr. Jensen som han hedder i Danmark - er der næppe noget mere sikkert selskab end mafiaen, der nok skal lade menigmand gå i fred.
Måske man ville få moralsk ondt i bagdelen over at besøge sådan en bananrepublik. Javist. Skulle man følge den samme målestok, skulle der heller ikke være turister i Napolibugten, på Sicilien, Moskva eller Chicago.
Tykke bundter med pengesedler
Jeg får dog senere min sag for, da jeg - som det skrevet stod på den anerkendte hjemmeside Booking.com - kunne betale en to ugers hotelregning med morgenmad for en hel familie, naiv og med blå øjne ville betale med Mastercard. Jeg kunne ligeså godt have givet hotellets receptionist sønnens gamle plastikkort til Intertoys.
Nu er det ikke god kutyme at gøre reklame her i disse spalter, men jeg er nødt til at sige, at jeg over telefonen får en ualmindelig god service af Union-Bank hjemme i Flensborg, der hurtigt får åbnet for sluserne på vore EC-betalingskort. Vi tømmer et par EC-automater for 50 euro-sedler og vender tilbage på hotellet med en betalingsform, der lugter lidt for meget af den måde, Egon Olsen afregnede på, da han var på Mallorca med Kjeld og Benny - og Yvonne ikke at forglemme.
Hotellets kvindelige receptionist ser mig dybt i øjnene, og det er ikke fordi, hun er blevet lun på mig. Først ryger bundtet af sedler gennem en tællemaskine, som ikke virker, så proceduren må gentages manuelt først af hende og så en mandlig kollega med prokura. Dernæst skal vandmærkerne kontrolleres af en anden maskine. Da stemplet og underskriften kommer på regningen, ånder jeg lettet op indvendig. Men sådan, at receptionisterne ikke kan se det.
Kold pivo
- Balkan er et sted, hvor man ikke forstår det halve af det, der foregår. For få år siden skød vi på hinanden. Nu drikker vi sammen igen. Hvad skulle alt dette til for?
Sådan spurgte taxachaufføren til mig få timer forinden, og sætningen sidder i hovedet endnu.
Men udsigten fra hotellet over Adriaterhavet er superb, og tørsten i 35 grader slukkes med en kold Niksicko Pivo, en ganske fin lokal øl opkaldt efter den by, hvor den brygges. Min bedre halvdel siger flere gange, at man sagtens kan slukke tørste i vand. Jeg giver hende først ret, da ferien er slut, da jeg kigger ned på området ved navlen. Hvad de morgenlige løbeture langs stranden synes at have taget, det må Niksickoerne have givet. Ergo: Status quo.
Adgang forbudt
Men vi springer tilbage til nutid og tager ud til Sveti Stefan - en billedskøn gammel by med stenhuse og røde teglstenstage midt ude på en tidligere tidevandsø, der blot er forbundet med en smal dæmning og så det blå Middelhav som en ramme udenom.
Den slags byer kan man se fra Primosten over Dubrovnik i Kroatien og herned til Montenegro. Sveti Stefan er dog den smukkeste af dem alle sammen. Men... havde vi troet, at vi skal over på øen, ja så har den lokale storinvestor garderet sig med et par venlige og bestemte vagter, der kan sige så meget på engelsk, at man i hvert fald ikke fortsætter ud på dæmningen. Hele middelalderbyen bag de venetianske mure er omdannet til et hotel med priser, som kun nyrige russere har råd til. Sofia Loren, Doris Day, Orson Welles, Elizabeth Taylor, Kirk Douglas, Carlo Ponti og dronning Elizabeth har også overnattet i de fuld bevarede stenhuse på øen. Gad vide, hvordan vi andre ville have det, hvis vi skulle betale de 1500 euro for en nat derovre - ville vi overhovedet kunne sove?
0,5 proocent på vægten
Der er altid et eller andet, man ikke må rejse hjem uden at have set, når man er i et land. Nogle gange passer det, hvad de skriver - andre gange bliver man taget ved næsen.
Ved Montenegros kyst er det især den gamle by i Budva. Under Balkankrigene lå alt underdrejet her. I 1970erne og 1980erne sendte Spies og TUI danskere og tyskere af sted i massevis hertil. Så kom krigene og bagefter den internationale embargo af Serbien-Montenegro. I 2006 - da alt havde lagt sig - opløste Montenegro efter en folkeafstemning unionen med Serbien, 55,5 procent stemte for uafhængighed. Der skulle minimum 55 procent til. Og derefter vågnede Montenegro igen op som ferieland.
Det går stærkt nu. Der kommer nogle enkelte tyskere og svenskere. Vi møder kun to danskere, og det er håndboldspilleren Mette Melgaard, der i otte år var kæreste med Anja Andersen, men som nu fejrer i honeymoon med en mand, den tidligere superligaspiller fra FC Midtjylland Lasse Sall. Montenegro er et håndboldland, og de to har flere sportsvenner i landet.
Men frem for alt kommer ukrainere, hviderussere, serbere og russere. Der bygges hoteller, og en skønne dag har de måske helt fortrængt de grønne skove på de smukke bjergskråninger, der går helt ud til det blå vand. Gud forbyde det. Men det er ikke i himlen, afgørelsen træffes. Det er i Moskva, Kiev, Beograd og måske også Podgorica.
Europas sydligste fjord
Kotor-bugten må man inderligt bede til, at de holder nallerne fra. Bugten bliver i turistlitteraturen kaldt for Europas sydligste fjord, hvilket geologisk er helt ved siden af. Men nogle gange kan falske betegnelser havde deres berettigelse, for landskabet ligner et norsk fjordlandskab, der er blevet løftet et par tusinde kilometer sydpå til Middelhavet - og her er til gengæld altid så megen solskin, at man kan se fjeldtoppene.
En tur rundt om Kotor-bugten med udsigter fra parkeringspladserne ved de mange hårnålesving og et besøg i en af de kirker på menneskeskabte øer midt ude i bugten er attraktionerne i dette unikke naturområde. Ifølge legenden fandt to lokale brødre et Madonna-billede på et klippeskær i 1452, og de besluttede at forevige stedet. Hver sten blev sejlet ud i små både, og først efter 200 år stod kirken klar. I dag er den samlingssted for fiskere, brudepar og sømænd.
Her glemmer man alt om mafiaen og synker ned i Middelhavets langsomme tempo. Det er altid lettere bare at sidde og ikke lave noget, når solen skinner. Og det gør den i Montenegro.
Banditterne skal ud hvis Montenegro skal med i EU
PODGORICA. EU's udenrigs- og Europa-ministre gav i juni grønt lys til at starte forhandlingerne med Montenegro om at blive nyt medlem af EU-familien. Den høje grad af korruption og organiseret kriminalitet i Montenegro har dog givet anledning til bekymring hos nogle EU-lande.
Ministrene beder derfor Europol om at lave en rapport, der fokuserer på den organiserede kriminalitet, og som noget særligt skal Montenegro forpligte sig til at følge handlingsplaner, så man kan komme kriminaliteten til livs
- Et medlemskab af EU kommer ikke automatisk herfra. Der er stadig store udfordringer for Montenegro, ikke mindst når det gælder bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, sagde den danske udenrigsminister Nikolai Wammen efter minstermødet i juni.
- Vi har derfor sendt et krystalklart signal til Montenegro om, at bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet er helt afgørende for at fortsætte ad vejen mod EU, sagde han.
Montenegro søgte i 2008 om medlemskab i EU og blev to år senere anerkendt som såkaldt kandidatland. Derfra og til at blive endegyldigt medlem af EU-klubben vil være en årelang proces. Først skal EU-Kommissionen gennemgå og sammenligne Montenegros lovgivning med EU's samlede lovværk, og så følger forhandlinger på 35 specifikke områder.
- Montenegro er ikke klar endnu, men hele idéen med forhandlingerne er at sørge for, at de laver de nødvendige reformer, så Montenegro på et tidspunkt kan blive en del af EU. Der er ingen fribilletter til at blive EU-medlemskabsland, men vi vil gerne give et perspektiv om, at hvis lande leverer varen og har en klar europæisk, demokratisk kurs, så er de velkomne i familien, siger Wammen.
- comments