2000 års tysk historie fra det blodige Hermannsslag i Teutoburger Wald i romertiden til det genforenede Tyskland og Berlinerrepublikken. Det er til at blive helt forpustet af, men man kan også dele Deutsches Historisches Museum op i flere bidder - eller måske flere Berlin-ture.

Museet ligger i preussertidens Zeughaus i Unter den Linden, og udstillingerne stiller de spørgsmål, som tyskerne igennem historien selv har haft svært ved at svare på: Hvor ligger Tyskland egentlig? Hvad holder landet sammen? Og hvordan opfatter tyskerne sig selv?

Den permanente udstilling giver ingen eksplicitte svar på spørgsmålene, men overlader det til gæsterne selv at gøre forsøget. Det ville også være et svært forehavende alene af den grund, at der til langt op i 1800-tallet slet ikke fandtes nogen tysk nationalbevidsthed og heller ikke noget Tyskland eller en tysk nation.

"Wir sind ein Volk!«

Tysk er primært et sprog og den kultur, der er forbundet med sproget. Men selv om man på museet kan se et originalskilt fra "wir sind ein Volk"-tiden i 1989-1990, så er Tyskland intet samlet folk og slet ingen race. Landet er opstået af meget forskellige folkestammer, og skal man skære ind til benet, kan man sige, at alene sproget binder tyskerne sammen.

Det godt seks år siden, at den permanente historiske udstilling åbnede i tøjhuset i det tidligere Østberlin. Udstillingen var mere end 20 år undervejs, og ideen blev født af fremtrædende historikere i Vestberlin, hvor museet blev indrettet i 1987. Da de to tysklande blev genforenet i 1990 overtog forbundsregeringen det daværende Museum für Deutsche Geschichte i tøjhuset. Ud røg den marxistiske historieskrivning, og ind kom de videnskabeligt funderede historiske udstillinger, der hidtil havde været vist i Rigsdagsbygningen i vest.

Modstandere

Der var dog modstandere af det historiske museum, som mange - især på venstrefløjen - mente var noget, der hørte diktaturstater til. Beslutningen om at indrette en permanent udstilling på det historiske museum i Berlin blev truffet af den daværende forbundskansler Helmut Kohl, som man kunne og kan beskylde for meget - blot ikke for at være historieløs og bestemt ikke for at være blind for, hvornår de afgørende øjeblikke indtræder i historien. Beslutningen blev truffet i 1989, da muren mellem DDR og Vesttyskland faldt. Og i dag strømmer gæsterne til.

Grundlæggeren af udstillingen er historikeren Christoph Stölzl, og man sporer hurtigt hans beundring for Det Hellige Tysk-Romerske Kejserrige. Udstillingens budskab er klart: Det tysk-romerske rige var en multietnisk og fredsbevarende sammenslutning af stater med mange sprog og mange religiøse retninger. Her var - sammenlignet med alt det, der indtraf efter Napoleon og årstallet 1806 - fred og fordragelighed. Nationalismen groede frem i 1800-tallet, og da først den blev krydret med krudt og kugler og senere blev forvaltet af perverterede chauvinister, da det for alvor gik galt for Tyskland - og dermed også Europa. Først efter 1945 da Tyskland gjorde helhjertede anstrengelser på at få det godt med sig selv og Europa, ja så fik resten af Europa det også lidt nemmere.

Hele den lange historie er baseret på over 8000 billeder og genstande, der næsten alle er historiske originaler. Genstandene virker som ledetråde gennem de historiske begivenheder. Har den besøgende kun begrænset tid, kan man nøjes med at følge en hovedvej rundt gennem udstilling. Fra denne hovedvej går en masse stikveje ud til de enkelte epoker, som man så kan fordybe sig i.

Det forfærdelige 20. århundrede

Udstillingen begynder i romertiden og bevæger sig ret hurtigt gennem middeladeren frem til reformationen, der i virkeligheden lagde kimen til den blodige Trediveårskrig, der også var krigen om den rette tro. Millioner af mennesker døde, og Tyskland (som var mange små lande) blev lagt i ruiner.

I 1700-tallet fulgte nye krige i og omkring Tyskland, og i 1800-tallet kom så Napoleon og hærgede landet. Bismarck skabte gennembruddet for den tyske enhed og blev kansler i det tyske kejserrige i 1871, og derefter kommer det 20. århundrede, der fylder omkring 30 procent af udstillingsarealet. Her gælder det om at holde tungen lige i munden - både for udstillingens tilrettelæggere og for gæsterne. Der er så let så meget, der kan glemmes eller bagatelliseres. Efter skildringen af Første Verdenskrig og al den svulstige overmod, der banede vejen for den, ser kan gæsterne ikke undgå at se Käthe Kollwitz" forgæves bøn på en plakat: "Nie wieder

Krieg".

Tænk at Tyskland er blevet så normalt

Hun blev ikke hørt, og det der fulgte efter skildres nøgternt og ikke med alt for mange af de klicheer, der alligevel preller af på især de unge, fordi de mener at have set det 117 gange - som de siger.

Mens man selv kan vælge, om man vil høre Hitler brøle ud af højttalerne, tales der med stille budskaber, som giver stof til eftertanke. Og nogle af dem, der kæmpede mest indædt mod naziregimet, endte med at tage en hel del af de samme midler i brug.

DDR får naturligvis også, hvad den republik skal have. Men vil man virkelig se den tortur og det menneskefjendske system, der blev praktiseret her, så tage en halv snes kilometer længere østpå til det tidligere Stasi-fængsel i Hohenschönhausen.

Når man kommer til genforeningen - og tiden der fulgte efter - bliver man næsten helt glad ved udgangen. Godt nok er Tyskland ikke paradis, men tænk at det land er blevet så normalt efter alle disse perversioner og absurditeter.

Deutsches Historisches Museum, Unter den Linden 2, Berlin-Mitte. Åbent dagligt fra klokken 10 til 18.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)