Al den plads og al den friske luft, som mange vil gispe efter på en tysk Autobahn findes i det nordlige hjørne af det tidligere Østpreussen, i en lille strimmel land bedre kendt som det Memel-område, Hitler annekterede i 1939.

Den moderne geografis fader, Alexander von Humboldt, skrev efter et besøg i 1809, at »så pragtfuld er Kurische Nehrung, at ingen må snyde sig for den« - og han havde dog set lidt af verden på det tidspunkt.

I dag er den lange smalle landtange foran den kuriske bugt delt mellem Litauen og den russiske Kaliningrad-ekslave. Med Potsdam-aftalen i 1945 røg hele det nordlige Østpreussen ind under Sovjetunionen og næsten hele den tyske befolkning fordrevet - kun en halv snes tyskere er blevet tilbage på selve Kurische Nehrung.

Den smalle landtange er en bizar blanding af fyrreskov, hede, gigantiske klitter og det baltiske guld, ravet. Tangen strækker sig næsten 100 kilometer fra Smiltyne (Sandkrug) i nord til Zelonogradsk, det tidligere mondæne badested Cranz, i syd. På det bredeste sted er tangen blot fire kilometer, og i den smalle skov findes elg, bjørn og vildsvin, og den lille fiskerby Nida (på tysk: Nidden) har en stemning af en helt anden verden over sig.

Thomas Manns sommerhus stjålet af Göring

For filosoffen Immanuel Kant var området et fristed fra universitetet i Königsberg. Forfatteren Thomas Mann blev forelsket i »Schwiegermutterberg« i Nida, da han var på udflugt her efter en forelæsnings-række i Goethe-selskabet i Königsberg (det nuværende Kalingrad) i 1929.

Året efter stod sommerhuset i den maleriske kurisker fiskerhus-stil med sirlige træ-udskæringer på gavle og omkring vinduer, og Mann satte sig til at skrive romantrilogien »Joseph und seine Brüder«. Nu er her museum og bibliotek og en væg-plade med den litauiske indskrift »Tomo Manu namelis« (Thomas Mann-huset).

Thomas Mann kom her de sidste somre før nazisternes magtovertagelse i 1933. Efter at Tyskland tilbageerobrede Memel-området i 1939, blev sommerhuset konfiskeret af nazisterne og kom senere i rigsmarskal Herman Görings private varetægt. Efter det tyske nederlag i 1945 overgik huset til Sovjet-staten.

Die Brücke-malerne

For to af den tyske ekspressionismes ypperste repræsentanter, malerne Max Pechstein (1881-1955) og Karl Schmidt-Rottluff (1884-1976), var Nida fristedet, åndehullet og inspirationskilden.

Pechstein, der kom til Nida hver sommer fra 1909 til 1913, inviterede også andre medlemmer af kunstnersammenslutningen Die Brücke til træf i de rolige omgivelser.

Ironisk nok for malerierne af kunstnerne i Die Brücke er ofte kendetegnet ved en urolig og trykket stemning, der skildrer en eksistentiel angst. Og alligevel knap så ironisk, for ekspressionismen havde en negativ opfattelse af hele det moderne liv. Mens Europa accelererede inden for teknologi og produktion, søgte Max Pechstein tilflugt i den primitive fiskerby Nidden, der i dag ligger flere solsystemer fra Frankfurtsskyskrabere og Tysklands high-tec.

Emil Noldes ven

Trods sin ringe størrelse har byen dog haft en ikke ubetydelig indflydelse på tysk kultur som magnet for nogle af Tysklands største malere.

Karl Schmidt-Rottluff, der stammede fra Sachsen, havde meget tætte forbindelser til Ernst Ludwig Kirchner på og Emil Nolde, hos hvem han tilbragte sommeren hos i 1906 i Sjellerupskov på Als.

Karl Schmidt-Rottluff havde kun i ringe omfang landskabet Kurische Nehrung som tema med sine ekstremt subjektive kompositioner. I maleriet »Fischerkähne auf dem Haff« (der findes på Folkwang-Museum i Essen) forvandler han den baltiske kyst til et glødende sydhavs-paradis.

Også Pechstein gjorde bugten til polynesiske atoller og koralrev med sine sydhavsfarver i for eksempel »Haff« (1909) og »Rote Kirche« (1911) - sådan sagde i hvert fald flere af hans kritikere.

Få år senere blev han indkaldt til Første Verdenskrig, og Tyskland måtte afstå Memel-området, der blev international zone, indtil Litauen uretmæssigt annekterede det i 1923. I årevis vedblev det dog at være et yndet badested for tyske turister - især fra Berlin.

Nida er charmerende med sine fiskerhuse omgivet af bugtens blå vand og de mægtige fyrreskove. Den kuriske landtange er erklæret for nationalpark af Litauen, men bærer stadig nogle grimme ar fra Sovjet-tiden med klodsede hoteller og feriehuse, der blev bygget for statsturister og kommunistiske kadrer. Sådan ville et stykke Moskva se ud på Fanø.

Fascinerende jomfrueligt

Efter Anden Verdenskrig var Nida en stille fiskerlandsby, men i 1970erne blev den udviklet som et af flere feriesteder. Der var ikke fri adgang til området. Man skulle have en invitation fra Sovjet-myndighederne for at kunne rejse dertil. Stedet blev derfor et feriested for industriearbejdere, myndighederne og partieliten. Dette har ført til at området har undgået husbygning og industribyggeri og nu fremstår fascinerende jomfrueligt.

For at beskytte den sårbare natur er der også i dag restriktioner for, hvor mange besøgende området kan tage i mod, og nybyggeri kan kun finde sted, hvor der tidligere har stået bygninger. For almindelige litauere er området dyrt. Høje færgetakster fra Klaipeda (på tysk: Memel) bidrager yderligere til at reducere turismen.

Mit forslag er, at man tager færgen fra Klaipeda til landtangen og herfra en bus videre ned til Nida. Man kan leje private værelser en del steder. Monk's Bunk Nida kan anbefales for cirka 15 euro pr. nat. Her kan man også leje cykler og tage rundt på den spændende tange gennem fyrreskove og med udsigt til vand til begge sider.

Kæmpe-klit

Kurische Nehrungs absolutte attraktion er den kolossale Parnidden Klit, der fra vandoverflade-niveau tårner sig 60 meter op i luften og udgør et surrealistisk og næsten uvirkeligt landskab. Fra toppen er der udsigt med vand til begge sider - Østersøen mod vest og Kurisches Haff mod øst. Vestenvinden har år efter år skubbet klitten ind over løvtræer mod øst, og stammerne er dækket til af sand, så man står helt oppe ved trækronerne.

Klitten er et stykke Sahara ved Østersøen med en ro, som den kun kendes fra ørkenen, og giver dem, der tager klatreturen op til toppen, en følelse af uendeligheden. Men pæle og pigtråd udgør en skillelinje mellem Litauen og Kaliningrad-enklaven, der efter de baltiske staters løsrivelse fra Sovjet ligger adskilt fra Rusland.

Staterne sætter en grænse for uendeligheden midt gennem sandet. Vil man over til Kaliningrad-eksklaven, kræves der visum.

Jeg kan varmt anbefale et ophold på landtagen. Det er et af de allerskønneste områder ved Østersøen, jeg kender.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)