En amerikaner holder sit videokamera i udstrakt arm med linsen rettet mod sig selv:

− Nu står jeg lige nøjagtig her, hvor Adolf Hitler var, siger han med en tilfreds mine til kameraet.

Vi er i "Ørnereden" − toppen af Hitlers tidligere hovedkvarter på alpefæstningen Obersalzberg − eller Kehlsteinhaus, som det i virkeligheden hedder. Navnet "Ørnereden" − eller "Eagle"s Nest" − var ét, som amerikanerne fandt på efter at have sønderbombet og senere indtaget Obersalzberg i 1945.

Navnet er velvalgt. Kehlsteinhaus, Hitlers tehus, ligger på toppen af det ufremkommelige Kehlstein−bjerg lidt uden for Berchtesgaden i den lille bayerske lomme, der går ind i Østrig − nøjagtig som en af de ørnereder, man ser på toppen af bjerget i tegnefilm.

Men det er også den eneste association, man får til tegnefilm her.

Vanvittig ide

Det var en vanvittig ide at placere et hus heroppe på toppen af det ufremkommelige bjerg.

Tusindvis af tvangsarbejdere har med skovle og deres bare næver anlagt serpentinervejen rundt om bjerget. Udsigten fra vejen er storslået og ikke for dem, der har højdeskræk.

Den syv kilometer lange bjergvej er smal, og her må udelukkende køre specialbusser. Der er ingen adgang med egen personbil, men man kan dog godt vandre langs vejen, selv om det er forbudt. Når bussen drejer rundt i svinget, kan man fra sit sæde se direkte ned i afgrunden, og vejen er så smal, at der er holdepladser, hvor modkørende busser kan klemme sig forbi hinanden.

Busturen ender på en parkeringsplads, hvorfra man tager gåturen gennem en 124 meter lang tunnel, der er sprængt ind i bjerget.

De sidste knap 130 meter op til toppen skal man alligevel tilbagelægge i en gammel messingelevator inde i selve bjerget − hele vejen er inkluderet i billetprisen.

Myndighederne vil have nøje kontrol med, hvem og hvor mange der er på toppen. Kehlstein må ikke blive til et valfartssted for nynazister og højreradikale.

Ingeniørbedrift

En ingeniørbedrift er det. Men er det også imponerende?

Mennesker sled sig ihjel for at fuldføre Martin Bormanns fødselsdagsgave til føreren. Hitler fik tehuset i gave, da han fyldte 50 år i 1939, men han kom der kun sjældent i de efterfølgende år. En halv snes gange allerhøjst. Hitler led af højdeskræk, og på de gamle film heroppe fra kan man se, at han holder sig langt væk fra kanten.

Naturskønheden mellem bjergtoppene Watzmann, Hoher Göll og Kehlstein er overvældende, og panoramaet over Königssee uforglemmeligt.

Men det var længere nede ad Obersalzberg, at Hitler havde sin residens "Berghof". Først til sine sommerophold, hvor han blandt andet skrev anden del af Mein Kampf. Og senere til det andet regeringssæde efter Berlin, som han i virkeligheden afskyede for sin dekadence og varieteer, hvor der efter i nazisternes optik foregik underlige, moderne ting.

Her midt i alpeidyllen udtænkte Hitler sine feltog mod jøder, sigøjnere og alle de såkaldte fjender, og her blev overfaldet på Polen besluttet og godkendt.

I 1933 købte Adolf Hitler den lille ejendom, som han siden begyndelsen af 1920erne havde lejet. Eller rettere: Enten solgte de lokale frivilligt deres grunde til nazipartiet, eller blev de tvunget til at gøre det.

Efter magtovertagelsen opstod en decideret Hitler−turisme på Obersalzberg. Tusindvis af tyskere valfartede til bjerget for at se føreren live.

Senere blev Obersalzberg hermetisk afspærret og udviklet til et magtcentrum, der blev regeringssæde nummer to efter Berlin.

Skinnet bedrog

Elskerinden Eva Braun − hvis eksistens den tyske befolkning i lang tid ikke måtte vide noget om − boede mere eller mindre fast på Berghof og optræder altid med sit naive smil på de mange smalfilm, der blev optaget i bjerg−idyllen.

Men skinnet bedrog i den grad. Nazi−propagandaen udnyttede den uskyldige alpeidyl til at tegne et portræt af en helt igennem tilforladelig fører, der enten var dybt begravet i papirer eller slappede af med te, venner, gemytlige bayrere i folkedragter eller børn.

Alt sammen det rene fup. For Salzberg var det, som i de tyske historikeres terminologi kaldes "ein Täterort" − altså et sted, hvor gerningsmændene planlagde deres forbrydelser − i modsætning til "Opferorte", der omfatter udryddelses− og koncentrationslejre, steder hvor massakrer blev begået eller steder, hvor nazi−modstandere blev henrettet.

Flere steder er grænserne flydende, men afgrænsningen har alligevel en betydning. Det gælder blandt andet den måde, eftertiden behandler lokaliteterne.

For det, der foregår på Obersalzberg, ville aldrig kunne lade sig gøre i Auschwitz. På terrassen på toppen af Kehlstein kan man under en parasol med reklame for Schöller Eis skylle en halv liter Hofbräu ned. Og længere nede driver den amerikanske Interconti−Gruppe et luksuriøst golfhotel, der − før Bayerns delstatsregering gav lov til byggeriet − affødte en voldsom diskussion og store protester fra Jødernes Centralråd i Tyskland. Jøderne frygtede især, at nye og gamle nazister ville tage på pilgrimsfærd til Obersalzberg.

Amerikanerne forsvandt

I 60 år havde delstatspolitikerne i Bayern ellers været fri for at tænk på problemet Obersalzberg. Men efter Tysklands genforening opnåede delstaten fuld suverænitet over området, og amerikanerne forlod i 1996 bjerget, der indtil da havde været delvist afspærret.

Efter at have bombet området sønder og sammen i 1945 ville amerianerne først og fremmest undgå, at Obersalzberg blev et tilflugtssted for die ewig Gestrigen.

Nu går Obersalzbergs historie meget længere tid tilbage end de få år, Hitler og de øvrige banditter huserede her. Delstaten Bayern valgte klogeligt at bygge et dokumentationscenter om nazitiden på bjerget på ruinerne af Hitlers

gæstehus Höher Göll. Centret sætter fokus på kontrasten mellem det hyggelige familieliv, som nazipropagandaen udbredte, og de forbrydelser mod menneskeheden, der blev født her.

Dokumentatiionscentret − eller museet − sorterer under Institut für Zeitgeschichte i München, så den videnskabelige pondus er sikret. Allerede ved indgangsdøren viser en stor collage, hvor Hitler blev tiljublet af folket − omkranset af billeder med bjerge af lig fra koncentrationslejren Bergen−Belsen og hængte russiske soldater i Kharkow og tyske soldater, der er frosset ihjel i Stalingrad.

Museet har tre niveauer, og man kommer først ind i det øverste, hvor datidens ugeblade og fotos fra private albums viser, hvor tilforladeligt, det hele virkede. Illustrierter Beobachter − datidens Bunte eller SuperIllu, blot med andre redaktører − viser uskyldige fotos af en travl statsmand, der har brug for at slappe af i bjergluften, eller som får sig en snak med de unge elever på den lokale husholdningsskole.

Amerikanerne forsvandt

I 60 år havde delstatspolitikerne i Bayern ellers været fri for at tænk på problemet Obersalzberg. Men efter Tysklands genforening opnåede delstaten fuld suverænitet over området, og amerikanerne forlod i 1996 bjerget, der indtil da havde været delvist afspærret.

Efter at have bombet området sønder og sammen i 1945 ville amerianerne først og fremmest undgå, at Obersalzberg blev et tilflugtssted for die ewig Gestrigen.

Nu går Obersalzbergs historie meget længere tid tilbage end de få år, Hitler og de øvrige banditter huserede her. Delstaten Bayern valgte klogeligt at bygge et dokumentationscenter om nazitiden på bjerget på ruinerne af Hitlers

gæstehus Höher Göll. Centret sætter fokus på kontrasten mellem det hyggelige familieliv, som nazipropagandaen udbredte, og de forbrydelser mod menneskeheden, der blev født her.

Dokumentatiionscentret − eller museet − sorterer under Institut für Zeitgeschichte i München, så den videnskabelige pondus er sikret. Allerede ved indgangsdøren viser en stor collage, hvor Hitler blev tiljublet af folket − omkranset af billeder med bjerge af lig fra koncentrationslejren Bergen−Belsen og hængte russiske soldater i Kharkow og tyske soldater, der er frosset ihjel i Stalingrad.

Museet har tre niveauer, og man kommer først ind i det øverste, hvor datidens ugeblade og fotos fra private albums viser, hvor tilforladeligt, det hele virkede. Illustrierter Beobachter − datidens Bunte eller SuperIllu, blot med andre redaktører − viser uskyldige fotos af en travl statsmand, der har brug for at slappe af i bjergluften, eller som får sig en snak med de unge elever på den lokale husholdningsskole.

Ned i afgrunden

Går man en etage ned, åbenbarer al gruen og ondskaben sig − kort sagt diktaturets virkelige ansigt. Og afgrunden, dybet og apokalypsen stiger man ned i, når man tager trappen ned under jorden til de enorme bunkersanlæg, der stadig findes i Obersalzbergs indre.

Her stiger man ned i de klamme, mørke og kolde rum, hvor edderkoppespind og fugttråde hænger i en enorm elevatorskakt, der aldrig blev gjort færdig. I bunker−anlæggene er indrettet en biograf, hvor man kan se film fra Nazi−Tysklands − og Tysklands − totale undergang i 1945.

Op til 3000 personer kunne der være i bunkeranlæggene, der samtidig udgjorde et kilometerlangt netværk af gange med adgang til nazi−toppens overjordiske boliger samt til et Gestapo−hovedkvarter og en SS−kaserne, der de sidste år husede Hitlers 1000 mand store livgarde.

170.000 gæster om året

Før indvielsen af det historiske museum i 2000 regnede man med højst 30.000−40.000 gæster om året Men museet har overgået alle forventninger med 170.000 gæster om året. Og af alle de mange steder i Tyskland, der fortæller om de 12 ufattelige år, er Obersalzberg et af de mest lærerige. Uden at relativere nazismen har udstillingerne samtidig et klart budskab til nutidens og fremtidens generationer:

Der er altid grund til at være på vagt, når nogen kommer med simple løsninger og lover paradis på jord. Det 20. århundrede viste, at det gik galt − hver gang.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)