Den lille havneby Dagebüll i Nordfrisland i Slesvig-Holsten har to banegårde. En banegård med køreplaner og en anden banegård uden. Den ene banegård har tilslutning til den store verden udenfor - og dermed fri adgang til Vladivostok, Narvik og Bagdad.

Den anden er endestation for nogle små bumletog til halligerne Oland og Langeness - Øland og Langenæs, som de hedder på dansk.

Kommer man ind med toget fra Niebüll (Nibøl) til Dagebüll (Dagebøl), skal man blot spadsere nogle få hundrede meter længere mod syd til det gamle fyrtårn. Her ligger en banegård, der officielt tilhører Landesamt für Küst­enschutz, Naturpark und Meeresschutz i Slesvig-Holsten. Og det er her, der ingen køreplaner er. For det må der nemlig ikke være.

Der er adgang forbudt for spontane passagerer på de små halligtog, der kører på den ni kilometer lange strækning fra Dagebüll gennem vadehavet til Oland og atter videre gennem vadehavet til endestationen på halligen Langeness (Langenæs), der lever op til sit navn ved at være en lang ø på knap ti kilometer og ikke mere end halvanden kilometer på det bredeste sted.

Kun overnattende gæster må komme med

- Tager vi passagerer med spontant ligesom på en almindelig banegård, kan vi miste vor tilladelse til at køre på strækningen. Så inddrager de vor kørselstilladelse fra øen Pellworm, hvor myndighederne har deres kontor, fortæller Lieselotte Westphalen.

Hun driver et pensionat på Oland, en hallig med blot 20 indbyggere. Adressen er simpel: »Weisses Haus - 25869 Hallig Oland«. Der skal vi overnatte, og det er grunden til, at vi får lov til at komme med det lille tog fra Dagebüll. Vi har bestilt overnatning i det lille stråtækte hus hos familien Westphalen, lige ved den lille sø, der danner centrum i landsbyen på Oland.

Dermed er vi gæster, og vi må gerne transporteres med den såkaldte »Lore« over den smalsporede jernbane med en sporvidde på blot 90 centimeter. En almindelig jernbane under DSB eller DB har en sporvidde på knap halvanden meter. Der er i øvrigt heller ikke ret mange andre muligheder end at tage med de små tog. Oland har ingen regelmæssig færgefart til fastlandet eller andre halliger og øer.

Halligbanen blev taget i brug i 1927. Den blev bygget for, at myndighederne kunne transportere ballast til kystsikring på de to halliger Langenæs og Oland. Lokomotiver på mellem 25 og 65 hestekræfter kan trække tipvogne med basaltsten og større maskiner med ud til kystsikringsarbejdet på Langenesss og Oland. Lidt længere sydpå findes en tilsvarende halligbane, der fører trafikken fra Lüttmoorsiel til Nordstrandischmoor. Her er sporvidden endnu smallere - blot 60 centimeter.

Knallertkørekort

Halligernes indbyggere har også deres egne private lokomotiver med maksimalt ti hestkræfter. Lokomotiver er så meget sagt. Det er som regel små fladvogne med en benzin- eller dieselmotor med et par bænke bygget ovenpå - eller måske ligefrem et førerhus med døre af træ og vinduer af plexiglas.

Skal det gå helt efter bogen, må der egentlig ikke køre private tog på den lille jernbane mellem halligerne og fastlandet. Men køretøjerne bliver »tolereret«, som det hedder i embedsmændenes sprog, og der udstedes endog tilladelser. Der er dog betingelser for at kunne blive »lokomotivfører«: Man skal være fyldt 15 år og have knallertkørekort.

Som Olsen-Banden

Vi tager af sted med en vogn, der minder om et eller andet, som Egon, Kjeld og Benny kørte rundt med, da Olsen-Banden var i Jylland.

Gadagung-gadagung går det over skinnernes sammenføjning. Først ad en pæn stigning op ad kystdiget og derefter ned ad diget igen og ud gennem vadehavet og det åbne hav med vand til begge sider. En aparte fornemmelse er det at køre totalt omgivet af vand, mens vinden blæser om ørerne på os. Væk fra fastlandet. Ud under åben himmel. Undervejs er der krydsningsspor, hvor en anden Lore med kurs mod fastlandet venter på, at vi kører forbi.

Man vinker til hinanden og lader græsslåmaskine-motoren knalde løs og jage måger væk fra banelegemet. Vi kan ikke høre, hvad hinanden siger, før vi gør holdt et sted. I gamle dage må det have været nemmere. Der var en tid, da en Lore blev drevet med sejl og vindkraft - hvilket også havde sine begrænsninger.

- Det er vort transportmiddel, når vi skal på indkøb på land, til lægen eller på apoteket, fortæller Lieselotte Westphalen.

Inde på land, på en parkeringsplads ved den lille Lore-banegård i Dagebøl har de deres bil parkeret, og med den tager de videre til Husum eller Niebüll. Ret meget længere bliver det sjældent til. Teater eller biograf er ikke noget, de dyrker.

65 centimeter højere

Vi kører på et nyt spor, der efter byggeri fra 2005 er løftet 65 centimeter højere op end den gamle banedæmning. Med det løftede banelegeme er der nu lettere og hyppigere adgang til Oland.

Står skinnerne under vand ved højvande eller stormflod, er det umuligt at køre på strækningen. Men himlen er blå, solen skinner, og efter en lille halv timer ankommer vi til Oland, hvor passagererne forventes at give en hånd med, når toget skal løftes af sporet og skubbes op i en garage tæt på pensionen.

Halligen har både skole, kirke og kro. Den lille stråtækte kirke er bygget i 1824 som erstatning for to tidligere kirker. Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 havde Valdemar Sejr et jagthus på Oland, der frem til stormfloden i 1634 var halligen forbundet med nabohalligen Langenæs. H.C. Andersen har også været her og beskriver halligmiljøet i romanen »De to baronesser« fra 1849.

Her er en kro, der har én ret på spisekortet næsten hver aften i højsæsonen, og postkassen med snailmail til omverdenen tømmes med fire-fem dages mellemrum. De må være glade for internettet de 20 mennesker på Oland.

Vi kan se over til Langeness, og det er jo altid mere spændende at være der, hvor man ikke her, så Lieselotte Westphalen kører os videre med banen til endestationen på Langeness, den yngste, største og længste af alle halligerne ved Nordfrislands kyst.

Her bor cirka 150 mennesker på 20 varfter, der ofte har været truet på grund af storm og landsænkning som følge af tørvegravning og udvinding af det efterspurgte »frislandsalt«.

Langeness har en interessant kirke, der i sin nuværende form blev bygget i 1894 som afløser for en ældre kirke fra 1726. Prædikestolen kan dateres helt tilbage til 1670.

På Langeness er der væsentlig mere leben end på Oland, blandt andet fordi der går en direkte færgeforbindelse til Wittdün på ferieøen Amrum.

Landeveje som cykelstier

Øens landeveje er ikke ret meget bredere end en almindelig cykelsti på fastlandet. Der kan lige nøjagtig køre en bil, men vejene er mest egnede til cykler, og dem lejer vi ved den første gård på gåturen fra Lorens endestation, der byder på et ganske imponerende sporareal med flere skiftespor.

Langeness er populær hos nytårsgæster, der vil væk fra gøgl, knald og branderter - og det kommer de også. Det er nemlig forbudt at skyde raketter af og tænde fyrværkeri af hensyn til de letantændelige stråtækte huse på halligerne.

Fru Westphalen kører hjem til Oland efter at have sat os af og kommer igen til aftalt tid for at hente os, da turen sidst på eftermiddagen går tilbage fra Langeness til Oland.

Og hold da op, hvor er vi sengemodne efter al den friske luft.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)