Egentlig kendte vi ikke til Ninh Binh, for den er knap nævnt i vores guidebog og er heller ikke synderligt turistet. Men en tilfældig fyr, jeg havde haft en tilfældig samtale med i Cambodia, havde været her for 20 år siden og kunne lide det. Så vi besluttede at tage toget for første gang herned. Vi købte billet til den billigste klasse, og hvilken gru! Jeg skal spare jer for detaljerne om de røvforvridende træbænke i stedet for sæder, tremmerne for vinduerne og den generelle følelse af at være deporteret jøde på vej til kz-lejr. Til gengæld sad vi overfor en pige, hvis øjne voksede til dobbelt størrelse og lysstyrke, da hun fik øje på den engelske krimi-thriller i Sebastians hånd. Hun fik lov til at kigge i den, og da vi så hendes begejstring, forærede vi hende bogen med et lille "To you from Denmark" i. Så når vi kommer tilbage til Ninh Binh om 10 år, snakker hele byen og omegn sikkert flydende engelsk af at have læst bogen. En anden optur i toget var madvognene, der præcis ligner DSB's, bortset fra at de sælger bananblade og ris i stedet for cola og hotdog.

På trods af den manglende spalteplads i guidebogen, bød Ninh Binh på en af de hidtil smukkeste naturoplevelser på rejsen. Et uvist, men meget højt, antal gigantiske klippeklumper er kastet ud over rismarker og floder lidt uden for byen. Det giver et sceneri umuligt at beskrive med ord, men måske billederne yder det bedre retfærdighed. Vi kørte rundt i landskabet på scooter for os selv og tog også en tur i robåd med en gut, der roede årerne med fødderne. Det gør man hernede. Og ja, hvorfor egentlig ikke?

Bedst som vi scootede (det verbum mangler, og nu opfinder vi det!) hjemad, åbnede himlen sig på vidt gab og kastede både lyn, torden og monsunlignende regn af sig. Først var jeg sikker på, at det måtte være hagl på størrelse med hønseæg, at dømme efter den lussingagtige fornemmelse når de ramte huden. Men Seb var mere rationel og fortalte mig, at det bare var almindelig, kraftig regn. Og kraftig, det var den. Efter et kvarters kørsel var vi gennemblødte fra yderst til inderst og tilbage igen, bortset fra min pengekat, som jeg havde ofret alt for at holde tør. Ninh Binh gav en god "off the beaten track"-oplevelse, fordi det ikke er et standard sted at tage hen som backpacker, men virkelig er en skjult perle.

Da vi skulle finde en bus til næste destination, tilbød vores hotel at arrangere transporten for os til en pris i av-enden af smertetærsklen. Så stædigt brugte vi en mørk og regnfuld aften på at slide byens veje tynde for at finde busstationen og et bedre tilbud. Busstationen var en dunkel og dyster baggård med rotter hoppende i vandpytter og 8-10 halvfulde mænd, der mandehørmede kortspil i skæret fra en kun lidt fungerende gadelampe. Efterfølgende fortalte Seb, at han allerede dér fik en creepy feeling af stedet, men naiv som jeg kan være, tænkte jeg bare "fedt, der er mennesker, de kan hjælpe". Og det gjorde de da også på bedst mulig vis med fagter, vi kun tvivlsomt forstod. De fik peget os i retning af en tavle med afgangstider, mens jeg så småt begyndte at fornemme deres lidt for lumre blikke og vietnamesiske kommentarer, som det vist er bedst, at vi ikke forstod. Vi tjekkede afgangstiderne og passerede gruppen igen, og bedst som vi takkede dem for hjælpen, fløj den mest fremme i skoene mand op fra gruppen og i et slesk splitsekund fik raget mig på brysterne - til de andre mænds hujen og jublen. Forskrækket fik jeg skubbet ham væk og løb videre, Seb gik forrest og så ingenting. Femten sekunder efter, da chokket havde lagt sig, havde jeg lyst til at gå tilbage og give ham den største skideballe, man overhovedet kan forestille sig. Men omstændighederne taget i betragtning, i en mørk baggård med 8-10 fulde mænd, fik Seb mig overtalt til at stikke halen mellem benene. I stedet tog vi på café og drak trøstekakao og fik mig aftraumatiseret. Det var meget bedre. Og nu er jeg okay igen.