Det er en sær fornøjelse at læse gennem de tidligere blogindlæg om sin egen færden gennem en ikke undseelig del af verden. Det er især spøjst at læse om Cambodia, der bliver fremstillet som om, at alle prøvede at tage fuglen på os. Hvilket til dels også var rigtigt, magen til samling plattenslagere skal man lede længe efter. Men midt i frustrationerne, de søvnløse nætter og de blodskudte øjne kan man let glemme, at der også findes en håndfuld, og sikkert flere, ganske rare cambodianere, der ikke vil én ondt. Derfor starter det her afsnit med en tak til Mister Yeat, der gav os en ekstra, gratis tur på sin fiskerbåd, da vi ikke fangede nogen fisk, den første gang vi var ude. "Mr. Yeats amazing night time fishing adventure", du er i vores hjerter for altid. Og i vores maver en kort overgang.

Og tak til mister Kha Vi for at fortælle røverhistorier om junglen oppe nordpå og den tid for mange år siden, da han stadig var guide og svømmede rundt i floder med krokodiller og kørte på motorcykel uden hjelm op ad frygtindgydende bjerge. Vi er kede af, at dine værelser i Phnom Penh var så usle, at vi ikke kunne sove der. For vi ville gerne, og vi kunne have hørt på dine historier i dage, mens vi drak dine fortryllende lime-shakes, til vores maver ville blive helt opspilede.

En sidste tak til Dom, der kørte os rundt en hel dag og viste os marker, floder, broer med falske navne og urimeligt mange flagermus. Dit selskab var godt og din påklædning ulastelig.

Til gengæld er der ingen tak til Vantaa, der lagde sig syg, den dag han skulle køre os rundt og se Angkor Wat. Hvilken idiot.

Og nu til noget helt anderledes; Vietnam!

Det første, man lægger mærke til, er sengen på det værelse, man har lejet. Den urimelige tur i natbus havde gjort krav på vores energi, og en lur var påkrævet, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at slippe af med vores tunnelsyn samme dag. Når man så vågner og bevæger sig ud i de støvede gader, finder man ud af, at de slet ikke er støvede. Ho Chi Minh er faktisk ren, og ikke bare ren. Efter de asiatiske standarder, vi indtil videre har oplevet, er gaderne her rent Hüttermeyerske. Vanvid.

Det rigtige kulturchok, og det er et positivt et, kommer lidt efter. Efter en lang række af turistfikserede små og store byer med nærmest mafialignende metoder for at få sagesløse rejsende til at købe varer og ture og andet revl og krat, er det befriende at være i en by, hvor folk rent faktisk har et liv. Dermed ikke sagt, at cambodianere og thaier ikke også har et liv. Vietnameserne har bare et liv, der ikke går ud på at prakke turister ting på. De danser f. eks. i parkerne. Og det er sjovt at se på.

Den første nat gik det dog grueligt galt. Vi mente selv, vi havde fundet et fornuftigt værelse uden for mange dikkedarer eller for mange ubehageligheder. Et sted ud på aftenen gik det dog op for mig, at vi ikke var alene, da jeg fik øje på en højst uventet gæst. Vi nåede lige at have øjenkontakt i 4 sekunder, så forsvandt han igen rundt om hjørnet bag sengen. Selvfølgelig kunne det også have været en hun, hvem ved? Hen?

Under alle omstændigheder besluttede jeg ikke at fortælle noget til Ida. Hun kan godt være lidt nervøs omkring dyr, medmindre det da lige er små hundehvalpe eller, af en eller anden grund, bæltedyr. Planen var at fortælle hende om vores nye ven om morgenen og så skifte hotel, hvis det var for meget at bære. Havde jeg dog bare vidst, hvad natten ville bringe.

Klokken var det der øjeblik, hvor man lige er faldet i søvn, mens man stadig med det yderste af sin sjæl er bevidst omkring virkeligheden, der kun er et mælket, tyndt tæppe væk. Det gjaldt for mig i hvert fald. For Ida var klokken hen ad to, og hun havde pludresnorket i en god time, da verden, hotellet og min søvn brød sammen.

Det startede med et skrig, bevægede sig over i et par raske spjæt og endte med en mellemting mellem granatchok og den reaktion man har, når man er nået til det punkt i Schindlers liste, hvor Oscar Schindler græder, fordi han kunne have købt flere jøder. Andre gange kunne jeg måske have affærdiget Idas fortælling om en kakkerlak, der var faldet ned fra loftet og ramt hende i hovedet, som gement hysteri. Men med min viden om vores gæst var det svært at holde masken og spille overrasket, ligesom det ville have føltes lidt tarveligt at snakke det ned som ingenting. Så efter nogle minutter indlemmede jeg Ida i min viden; "Jeg ved godt, hvad det var, du fik i hovedet".

Hun var noget overrasket over at lære, at det var en mus, der havde ramt hende på kinden. Men hun tog det pænt. Vi besluttede os dog for alligevel at skifte hotel dagen efter. At dømme efter receptionistens ansigtsudtryk, da vi fortalte hende om den forgangne nat, var der ingen sure miner over at vi skiftede til konkurrenten på den anden siden af gaden.

Af andre bedrifter i Ho Chi Minh kan nævnes sushiorgie og et par gode gåture. Generelt har vi været helt ekstremt lade og bare nydt at være i en velfungerende by. Ida tog den endda helt derud, hvor hun købte sig en halvanden times lang massage, men da jeg ikke er så bekymret for gammel hud, valgte jeg at se fodbold og trimme skægget imens. Ting, man forstår.

En ting, der dog har været svært at forstå, er billederne af ofrene fra Agent Orange-angrebene under Vietnamkrigen. Museet hedder nu "War Remnants Museum", da det desværre er skiftet væk fra det mere passende "Museum of American War Crimes". Curse them Yankees!

Ho Chi Minh har været god ved os og vil blive savnet, når vi snart drager lidt længere nordpå. Det er en by proppet med scootere, neon, niceness og vietnamesere, og mindst to af de ting kan man aldrig få for meget af.