Vi tog til Ha Long City. Ikke meget skete der. Ida fik en ret med nudler. Jeg købte et par nye flip flops. Solen skinnede (noget af tiden). Vi smuttede.

Det er på Cat Ba, magien sker. En ø taget ud af Jurassic Park med høje klippevægge dækket af tyk regnskov. Og så ligger den ganske tæt på Ha Long Bay, der efter sigende skulle være et af de smukkeste naturområder i verden. Så tæt på, at hvis man stikker tungen i havet, kan man ikke smage forskel på saltindholdet. Man kan kigge derover med en mellemlang kikkert. Og man sejler igennem, når man skal ud til øen.

Der er ikke nogen grund til at prøve at beskrive, hvor smukt der er. Det er der ikke nogen, der har klaret før, og det bliver ikke mig, der skal stå for den bedrift. Så googl det, og se det selv. Og indse så, at du stadig ikke forstår det. Man skal være der.

Og det var vi så i fire timer, hvor vi fedede den på en båd, tjekkede en grotte ud, der var ulig noget, jeg nogensinde har set. Hvis ikke den var fyldt til randen med russere og koreanere, var jeg flyttet ind med det samme. Det var også her, jeg passerede punktet, hvor jeg nu har brugt flere timer i grotter, end jeg har brugt på at se Matador. In your face, Korsbæk!

Vi brugte den første dag på, du gættede det, at leje en scooter og køre rundt på øen. Ida fik endda lov til at overtage styringen efter den tidligere fadæse med køerne og fik sågar presset den lille maskine op over de 60 kilometer i timen. Hvilket ved et rent tilfælde var præcis den hastighed mit hjerte bankede med. På et tidspunkt steg vi af vores scooter for at se Hospital Cave, som vi havde hørt om, men ikke anede hvad var. Ida gik kun modvilligt med, og da vi kom op af trappen til en lille, fugtig grotte fortrød jeg også lidt, at vi havde givet 1.5 dollar for indgangen. Indtil billetdamen, der var fulgt med, åbnede en gammel, skramlende jerndør og ledte os ind i et kompleks, der bedst kan beskrives som en førerbunker. Her havde 200 vietnamesere gemt sig under krigen, i en betonbunker bygget hele vejen gennem bjerget i tre etager. Store oplevelser gemmer sig, hvor man mindst venter dem. Og store bunkere.

Dagen efter tog vi hul på en ny epoke af vores rejse. Druk har endelig ledt til noget godt, da Anders, som jeg var rusvært sammen med, har skaffet os et job som rejseanmeldere for ScandAsia, et magasin der henvender sig til landflygtige skandinaver i Sydøstasien. Det betyder gratis eller billige oplevelser i bytte for en artikel og nogle billeder, og det er så tæskesejt, som det overhovedet kan blive.

Med vores nyvundne arbejdsmoral fik vi hurtigt etableret kontakt til et firma der specialiserer sig i klatring, kajakroning og vandreture. Vi endte med at prøve alle tre.

En tur i regnskoven er noget, jeg altid er frisk på. Der var engang, hvor jeg boede med 19 aber dybt inde i Ecuadors jungle, så det er lidt som at komme hjem igen. Og selv om der ikke var nogle aber at se, hjalp det lidt at have Ida med (oh no you did'nt, oh yes I did). Vores guide var en hyggelig, mellemung fyr ved navn Tuan, der desværre ud over sit eget navn ikke kunne så mange andre. Især ikke navnene på de dyr, der levede i skoven. Men hvad gjorde det, når han frygtløst gik forrest og ryddede stien for edderkoppespind og samlede røde krabber op til nærmere studie. Ingen ved, hvorfor det var røde krabber, vi så flest af, og det er ikke det, man normalt forbinder med en regnskov. Men der var mange af dem, og heldigvis for Ida, ikke så mange edderkopper. Et enkelt særligt tungt eksemplar fik dog vores puls op, da vi måtte passere under dens spind.

Det tog os fire timer at trave junglen rundt, og det var en uovertruffen oplevelse. I særdeleshed jeg faldt i dyb søvn, med det samme vi landede på hotellet, dog ikke før jeg måtte vride mine shorts for sved og fugt og hænge dem til tørre. Der er naturstridigt varmt og fugtigt i hjertet af Cat Ba.

En anderledes frisk brise blæste over den båd, der dagen efter bragte os ud i Lan Ha bay, der, når alt kommer til alt, er Ha Long Bay, bare med et andet navn. Vi blev endda pænt præsenteret som journalister og fik små hængere til vores pressekort. Uh, hvilken prestige. Bagsiden af medaljen var til gengæld, at jeg nu skal sende billeder af 28 tilfældige turister, der hopper i vandet, til 28 forskellige maliladresser på 5 kontinenter, inklusiv et som jeg aldrig har hørt om.

At kajakke (nyt verbum, du hørte det her først) gennem grotter føltes som en naurlig videreudvikling af vores cave-explorer fetichs, og at gøre det ind i lukkede laguner tog oplevelsen til et helt nyt niveau. Som den mest erfarne kajakker sad jeg bagerst, hvilket betød, at jeg kunne holde øje med, om Ida bestilte noget. Som indehaver af et havkajakkort fra min tid på efterskole ved jeg, hvordan det går ned i sådan en pangfarvet satan, og jeg kunne med tilfredshed konstatere, at der er gemt en god padler i den lille.

De armkræfter, der fik vores fartøj frem gennem det stille vand, skulle senere vise sig at komme til nytte på helt nye måder. Jeg har prøvet at klatre en gang før, og Ida har hørt mig fortælle om det. Da vi stod på en lille strand og kiggede mistroiske op ad en lodret klippevæg, var det vores samlede erfaring. Men hvad gør det, når en af os skulle vise sig at være det største naturtalent til at klatre, siden Beethoven var det til at klimpre på klaver? Jeg vil sige så meget, at det ikke var mig.

Så for at få det akavede, pinlige af vejen med det samme, vil jeg hurtigt beskrive min kiksede forsøg på at bestige den letteste af de fire klatreruter, der var tilrettelagt på dagen. Kønt var det ikke. Imponerende slet ikke. Det var faktisk ikke engang særlig godt forsøgt. 12 meter oppe satte min højdeskræk ind, og jeg begyndte at klatre med knæ, hage og mave. Efter yderligere en halv meter måtte jeg sige stop og bede om at blive hejst ned. Det ville manden med rebet ikke, så i stedet hang jeg der nogle minutter som en bleg, umotiveret sæk mugne ris. Da instruktøren indså, at det ville blive sværere at få mig længere op, end det ville være at vinde dette års superliga med Brøndby, løsnede han roligt sit greb og sænkede mig ned på stranden igen. Jeg vil dog påpege, at jeg kom dobbelt så langt op, som første gang jeg klatrede, så næste gang! Men nok om mit nederlag, bare et i mængden.

Ida, dermod, var strandens stjerne. Frygtløs og uimponeret smuttede hun op ad klippevæggen som en abe (der var den igen) på en cocktail af ren kokain. Vi klatrede sammen med et australsk par, der havde klatret før, men Ida var den eneste, der klarede alle fire ruter. Så stolt var jeg, at jeg glemte min fiasko fra tidligere. Og Ida fik sig en ny hobby og et par nye fans. Især hendes nedgang var imponerende nok til at kaste roser fra vores instruktør af sig. Og jeg gav middag, for det har man fortjent, når man er så ulideligt sej!

Vi sluttede aftenen med en af guiderne, svømmende gennem den vietnamesiske nat og selvlysende plankton på en lille, mørklagt strand. Det var ikke helt som i The Beach, men smukt var det, og meget meget romantisk. Især når de små, lysende kryb sad fast i min behårede overkrop og legede disko der et par sekunder. Igen en ting, hvor man nok skulle have været der. Og så kan det ikke engang googles.

Cat Ba blev afløst af et par dage i Hanoi igen, med Nikolaj og øl og en rotte på en parasol. Da vi endelig fik vaffet den ned fra altanen, hvor vi sad og drak, ramte vi ikke nogen. Desværre.

Ordbog

Jurassic Park: Den opmærksomme læser ved, at der har været flere referencer i tidligere blogindlæg til dinosaurer. Jurassic Park 4 er ved at blive lavet, og jeg er meget spændt!

Brøndby: Det lader til, at de klarer den alligevel. Interesserer det nogen længere?

ScandAsia: Det magasin, vi skriver for. Se vores første artikel her.