Hanoi, byen hvor man kan se Ho Chi Minh. Hvor man kan gå en tur i Lenin Park eller få taget et billede foran et 1000 år gammelt træ. I sidste ende gjorde vi ingen af delene. Efter en bustur, der kunne trække tænderne ud på en tyrannosaurus, var det eneste, vi var i stand til, at sove længe. Rigtig længe. Så længe, at vi tre dage i træk missede den morgenmad der fulgte med værelset. Blikket fra receptionisten, da vi langt om længe fik slæbt vores sløve kroppe ned ad trapperne og ud i solen, sagde det hele. I et land, hvor alle står op med solen og naboens forkølede hane, er det ilde set at spilde dagen, som vi gjorde det.

Med natten lagt bag sig var byen et helt andet monster. De lukkede skodder var erstattet af små butikker, fortovene igen ufremkommelige på grund af parkede scootere og det, vi troede var Draculas slot i de sene timer, viste sig at være en ganske hyggelig kirke. Endda med legende, umiddelbart glade og tilsyneladende ikke alt for fattige børn foran. Det var det, jeg så. Ida havde imidlertid fået øje på en kagebutik med tillokkende kager i vinduet. Vi blev trukket ind som Odysseus. Vi kom ud som John Goodman.

Højdepunktet i Hanoi for mit vedkommende skulle dog ikke være en seværdighed, men et gensyn med min fremragende ven Nikolaj. Og mens han ikke er nævnt i vores Lonely Planet, er han i sig selv så meget en institution, at vores gensyn var noget af det, jeg havde set mest frem til.

Det blev dog ikke til mange heart to hearts efter den lange adskillelse. I stedet blev vi hevet ud på en engelsk café, hvor en stiv amerikaner blev ved med at spørge mig, om man kunne ryge LSD på min elektroniske cigaret. Forsikret om, at det kunne man med al sandsynlighed godt, hvis det var der, ens interesser lå, fortsatte han med at plapre videre om ecstacy og en fest, han ikke ville dukke op til. Jeg tænkte, at enhver fest hvor han ikke var, ville være en god fest. Og da den blev holdt hjemme hos Nikolaj dagen efter, takkede vi af for aftenen.

Det var dog ikke en fest, der bød os velkomne dagen efter. I stedet var det ti mennesker, der i løbet af aftenen havde proppet sig med så meget ost, at det drev ud af dem som to skiver flødehavarti i en parisertoast. Galskab. Der var ost alle steder. Og vin.

Inden længe gik de fleste videre til en anden fest, og det blev lidt lettere at føre en samtale om livt, universet og alting. Tilbage var kun mig, Nikolaj, Ida og Nikolajs nye kæreste Heather, der godt nok var af asiatisk afstamning, men kom fra Scotland, og så tæller det ikke. Der var også en pige, men hende lagde jeg ikke mærke til, før hun annoncerede sin afsked og gik op i seng.

I sidste ende fik vi vendt verdenssituationen. Vi vendte den, som min mor vender pandekager, og DJ Ötzi vender plader. Og vi så, at det var godt.