Profile
Blog
Photos
Videos
Vores sidste destination, inden vi siger farvel og cảm ơn bạn til Vietnam - måske for altid. Sapa ligger så tæt på Kina, at man kan spytte på grænsekontoret. Men det er næppe en god idé, for man har ikke lyst til at provokere de magtliderlige og korrupte robotter i uniformer. Seb kiggede længselsfuldt over på den anden side, men vi nøjes med Sydøstasien i denne omgang. Man må jo gemme nogle lande, så man har nok til hele livet.
Sapa er kold og høj, faktisk ligger den ti gange så højt som Danmarks højeste punkt. Så ved I det. Her oppe i bjergene hersker de etniske minoriteter, stammefolk med store øreringe, mærkelig hat på hovedet og sivkurv på ryggen. De deler allesammen tøjstil, for der findes kun to mulige sæt tøj her. En mærkelig etnisk nationaldragt til mænd og en mærkelig etnisk nationaldragt til kvinder. Her chiller de i beskedne skure af bambus og komøg, når de da ikke hyrder rundt på bjergskråningerne eller arbejder i markerne med en vandbøffel spændt for en plov eller en hakke-spade-lignende genstand i hånden. Og det er jo alt sammen uskyldigt nok. Men når minoriteterne forvilder sig ind i byen, forvandler de sig til sande djævle med en skruppelløshed, der ikke matches af nogen.
En sløv formiddag bevæger vi os ud på byens torv for at finde tiltrængt føde til vores slunkne sække. Jeg er en af dem, der udøver positiv forskelsbehandling mod minoriteter i Danmark. Jeg smiler altid større og takker en ekstra gang, når kassedamen har tørklæde på, eller når taxachaufføren er udenlandsk. Bare for at understrege, at jeg accepterer dem. Det kan man mene om, hvad man vil, men ikke desto mindre har jeg taget det med mig til Vietnam. Så da en minoritetskvinde overdøvede vores rumlende maver med et "Hello miss, where are you from?", gik jeg selvfølgelig helhjertet ind i samtalen, hvor jeg bare havde affejet en almindelig sælger.
Hun viste sig at være den sælgertype, som man, hvis man viser den mindste venlighed eller forbarmelse, ALDRIG slipper af med igen. Efter ti minutters samtale, der primært var fokuseret på, hvor fantastiske hendes absolut hæslige broderede tasker var, og hvor meget jeg skulle købe en, måtte vi sande, at hun ikke tog nej for et nej. Vi var tvunget, virkelig, til at sige den dummeste sætning i flere uger: "Maybe later." Sideløbende med den vanvittigt pressende attitude, var hun meget, meget sød, og jeg havde lidt kastet min kærlighed på hende.
Hun lod os stadig ikke slippe fri af sit net og fulgte efter os, mens vi browsede restauranter, og endda helt op til vores bord, da vi endelig havde valgt en. Jeg slog et slag for vores madro og måtte sige med mere bestemthed i stemmen "Maybe later". Seb havde taget en rolle på sidelinjen i trekantsdramaet og lod mig styre slagets gang - det var jo trods alt også kvindeting, hun ville sælge.
Mens vi spiste (i måske 40 minutter), sad hun på en bænk et stykke væk og lurede på os, klar til endnu et verbalt overfald når vi rejste os. Og det skulle det blive. Vi havde ellers omhyggeligt valgt tidspunktet for at forlade stedet: "Nu kigger hun væk, løb!" Men hun indhentede os på sine små asiatben under nationaldragten, og da hun opdagede, at vi prøvede at stikke af fra vores semi-aftale, brød et vietnamesisk helvede løs. Øjne skydende lyn og torden, vrede, vibrerende næsebor, flagrende arme og en mund, der brølede de værste vietnamesiske besværgelser, som ikke er blevet brugt siden Vietnamkrigen om amerikanerne.
Med frygt og koldsved løb vi ind til en scooter-udlejer, hoppede på den første den bedste og kørte væk. Ud af byen. Ud på landet. Op i bjergene. Dybt ind i det forjættede land, hvor djævelen selv var kommet fra.
Da vores åndedræt havde nået et nogenlunde normalt niveau igen, havde vi overskud til at kigge os omkring. Og det var smukt! Ikke som ting, man normalt kalder smukke i Danmark, men ualmindeligt smukt i et land, hvor naturen virkelig er smuk i forvejen. (Giver det mening?)
I Sapa anlægger de nemlig deres marker på en sjov måde. Ned langs bjergskråningerne, nærmest som trapper eller bryllupskager. Smalle, grønne lag af rismarker, som giver et surrealistisk smukt (jf. ovenstående definition) landskab med bjergene og dalene og al idyllen. Det skulle vist også være smart med vandingssystemer og sådan, men den teknik vil jeg ikke gøre mig klog på.
Her tullede vi så rundt hele dagen på en scooter, som var mæt af dage i en sådan grad, at vi måtte give til med benene, når stigningerne blev for uoverkommelige for den lille maskine. De lokale bønder (stadig minoriteterne) havde en fest med at iagttage vores bjergbestigningsproblemer og grinede og vinkede lystigt til os to vestlige idioter på ukendt territorium. Man forstår det godt. Vi var så langt ude i ingenting, at der næppe har været turister før. Så første gang de her primitive stammefolk ser et hvidt menneske, er det baksende på en lortescooter med lemmer svingende i alle retninger for at give fart til køretøjet. Således lige så utjekkede, som da vi først satte fødder på vietnamesisk grund, fik vi sat en fin sløjfe på vores måned i Vietnam.
- comments