Det må være bagvendt at læse det her derhjemme, men da vi kom til Da Lat i det vietnamesiske højland, var der en velsignelse, der ventede på os; kulde! Måske ikke kulde, som man slås med det i Danmark her et godt stykke inde i foråret, hvor jyden går rundt på marken og prikker til den frostramte muld med sine støvler, og københavnerne farer som gale i Kongens Have ved det mindste tegn på sol. Men koldt nok til at have lange bukser på. Og sko. Små glæder i livet, som man let glemmer i fædrelandet, men som vækker glæde i en del af verden, hvor man let smider ti kilo hver dag i kropsvæsker alene. Massefylden på min T-shirt har til tider kunne sammenlignes med den hos et sort hul. Men det er detaljer. Pointen er, at mødet med Da Lat bedst kunne sammenlignes med at spise en kæmpeeskimo efter et teselskab i helvede.

Vietnam har indtil videre på ingen måde lignet noget af det, man har set i film om den amerikanske krig. Masser af bjerge og og kridhvide strande, ingen mudrede marker eller regnfyldte jungler. Det samme kan siges om Da Lat. Midt i byen ligger en sø, hvor man kan leje svaner, altså vandcykler, ligesom dem i BonBonland. Pånær her virker de. Hvem husker ikke at sidde strandet i en pistaciefarvet and midt ude i en sø lidt uden for Holme Olstrup, mens læreren råbte og gestikulerede inde fra bredden, at nu var det på tide at komme videre, og det eneste, man ønskede, var en and, der kunne mere end bare at dreje til højre? Vores svane virkede, og da vi havde brugt de overlegne styreegenskaber til at komme så langt væk fra bredden som muligt, ignorerede vi dem fuldstændig og duvede bare rundt, mens vi indtog solnedgangen og byens neon. Lovers' Lake kalder de stedet. Man forstår hvorfor.

Ud over en behagelig sø og en udholdelig temperatur, bød byen på et pandimensionelt hus. En kvinde fra byen, hvis far engang havde bestemt en masse i Vietnam, havde ladet sin fantasi eksplodere ud over et hus et lille stykke uden for centrum. Forestil dig Alice i Eventyrland møder Hvem myrdede Roger Rabit møder dine vilde, "eksperimenterende" dage i tresserne (hvis du ikke er fra det alderssegment, så forestil dig din sidste bytur eller en behandling hos tandlægen med lattergas). Denne her kvinde burde designe al inventaret i verdens forlystelsesparker. Det et ikke unormalt at fare vild i de mærkeligt formede rum eller komme ud af røven på en giraf, bygget i ståltråd og cement. Sikkerheden er ikke i top, især da halvdelen af huset kun er halvt færdigt, men hvem har brug for sikkerhed, når man har det sjovt? En gangbro over tagryggen i fjerde sals højde bliver gjort spændende af, at gelænderet henvender sig til dværge eller mennesker med gevaldige vækstudfordringer. Kvinden, der heldigvis nu er ustoppelig, fik engang et hus revet ned, fordi det var "antisocialistisk".

Vores scooterdagbog fortsætter også. De guidede ture gør sjældent noget godt for hverken økonomien eller oplevelsen, især når den guide, man får, der ved køb af turen snakker engelsk, viser sig kun at kunne sige "here, twenty minutes", "aah, Denmark, football" og "you buy something". Især når de forbinder Danmark med fodbold, finder man ud af, de er ravende gale, og det er simpelthen ikke det værd. Så nu finder vi nærmest en pervers nydelse i at køre ud til en attraktion, være lidt mugne over antallet af russiske turister og bagefter køre vores egen vej. Vi er strong, black, independent women! En ekstra bonus er, at det er mig, der kører, så Ida holder om mig bagfra, hvilket giver en ganske udemærket følelse af lykke, mens Vietnam suser forbi.

Det gik selvfølgelig helt galt, da Ida skulle køre. I starten holdt jeg et fast, frygtsomt greb om Ida, som jeg gradvist lettede, efterhånden som jeg fik mig selv overbevist om, at hun havde styr på sagerne. Bedst som jeg følte mig helt tryg, indtraf uheldet, der for altid vil definere den tur.

Vi blev ikke rigtig mejet ned. Vi blev ikke løbet over ende, ligesom vi ikke ramte panden mod en mur. I stedet stod vi ansigt til ansigt med ti køer på en smal vej, der langsomt traskede imod os. Jeg troede egentlig, vi var godt kørende, men så klodsede Ida bremsen og nægtede at køre gennem koflokken. Jeg prøvede at overtage styringen, men om vi så havde siddet på ti vilde heste, der med lethed kunne have hoppet over de ti dovne køer, var der ikke noget, der kunne få Ida ned ad den vej. Vi havde kunnet skære i den stemning, der herskede, men vi havde ikke nogen kniv. Ingen måde at forsvare os på. Så vi vendte om.

Så skete der det, der måtte ske. En af køerne kunne lugte Idas frygt, der sad på os som en sur hinde på en kop varm kakao, og den satte i luntetrav efter os. Vi flygtede rundt om det nærmeste sving og kørte ind til siden. I samme sekund vi kunne smage friheden, kom vores nemesis galopperende (læs: luntende) rundt om hjørnet med død og had og vrede skydende ud af øjnene og alle intentioner om at lemlæste os til døde. Vi ræsede ned forbi det næste sving, hvor situationen gentog sig. I det øjeblik vi holdt ind, kom koen som skudt ud af en kanon (læs: luntende) efter os. I det tredje sving blev ondt værre, da vi forstod omfanget af det komplot, der var rettet mod os. En ny gruppe køer, uden tvivl under direkte kommando af den første ko, havde barrikaderet vejen i bedste Les Miserables stil. Der var køer med håndgranater, med flammekastere og raketstyr. Der var køer, hvis eneste mål var at forhindre vores videre færd i Vietnam. Foran os tårnede en mur af ufremkommeligt oksekød sig, mens vores ven kom bragende (læs: luntende) bagfra, bandende og svovlende, ude på fortræd.

I sidste ende fik jeg vaffet Ida af førepinden, vendte om igen og kørte den vej, vi oprindeligt havde planlagt. Vi kørte stille og roligt imod den enlige ko, der sjoskede forbi os uden så meget som at løfte mulen, da vi passerede hinanden. Jeg havde en mistanke om, at den slet ikke havde været interesseret i os til at starte med. Men spændingen var virkelig nok, sammen med de ar, oplevelsen har efterladt på vores sjæle.

Senere, i et ynkeligt forsøg på at krydse en mudret flod, fik medfølelse eller medlidenhed en lokal bonde til at donere fire store, friskfangede muslinger til os. Vi fik et gadekøkken til at tilberede dem og spiste dem med gusto. Dagen havde ikke været så fjendsk endda.

Ordbog:

Den amerikanske krig: Vietnamkrigen set fra den her side af sundet

Køer: 4 meter høje, 3 meter brede, 5 tons tunge dræbermaskiner.

Virkelige køer: Lade skabninger, der ikke kunne gøre en flue fortræd, men nok mest fordi de ikke har hænder.