Mui Ne i Vietnam viste sig ikke at være det højt besøgte strandmekka som annonceret, men en halvdød samling af forladte hostels og beach resorts uden skyggen af besøgende. Vi har ramt lavsæsonen, og det er dejligt at slippe for al overrendtheden.

Efter et par dage i Mui Ne må vi slå fast, at sand er sjovt. Man kan have det mellem tæerne, så det kilder, man kan lave kamikazespring ned ad stejle skråninger, og man kan lege Moses i en ørkenvandring. Sand er bare stinkefedt, og her er nok af det, som I kan se på billederne.

Sebastians tendens med at lemlæste uskyldige dyr fortsætter. Han tog et billede af en hundehvalp, lagde billede op på internettet med teksten "cutest dog alive" og kvitterede så modellen med et kraftigt tråd over den lille pote. Og da han et par timer senere spottede en udlejningsstruds, tog han spenderebukserne på og belastede staklen med sin kropsvægt, der fik fuglens puls til at stige til både umenneskelige og ustrudselige højder. Her lærte vi en vigtig lektie. Lykkepiller, ecstasy og latterkurser kan godt gå hjem. Struds er smutvejen til inderlig glæde.

Ellers kan jeg fortælle, at jeg har udfordret min frygt for sø- og havbunde. Vi gik barfodede ud til et vandfald gennem en flod, som nogle steder nåede op til lårhøjde. Og der var fisk, der var planter, der var alskens klamheder gemt under det tykgrønne vand, som havde fået sarte sjæle til at løbe grædende bort for længst. Men ikke mig, ha! Og slet ikke Seb, den skruppelløse vildmand.

Selvom man er ude og rejse, skal den indre fodboldfan stimuleres, siger nogen (Sebastian). Så da Chelsea spillede en eller anden hammervigtig must-see-kamp, som jeg ikke kan specificere nærmere, gik vi på udkig i spøgelsesbyen for at finde en sportsbar eller bare et TV. Vi gik forbi en topmoderne natklub med live-DJ i gang med at vende plader, tre poplækre bartendere og kulørte lamper nok til at oplyse helvedes forgård. Til gengæld var der ikke én eneste kunde. Sandelig en mærkelig by.

Da vi endelig spottede et TV, var det i et rum med tag, men ingen vægge, som lignede en blanding af et privat hjem og en underlig restaurant. Og det var det også, skulle det vise sig, for bedst da vi sad med kolde øl opslugt af kampen (jeg lod som om), slog hele familien et telt op ved siden af vores bord og lagde sig til at sove derinde. Alle sammen; hund, børn og forældre, der hidtil havde betjent os. Lidt en speciel oplevelse at sidde i et fremmed hjem og se fodbold, mens værterne sover. Også lidt specielt at skulle vække tjeneren + familie for at få lov til at betale. Men vi fik set kampen, som Chelsea i øvrigt tabte.