Her fem uger inde i vores rejse, har vi lært to vigtige lektier om østens gastronomi. 1) Dyr mad betaler sig ikke. 2) Jo klammere, jo bedre. Når vi en sjælden gang i mellem beslutter os for at skeje ud og fylde sækkene på en fin restaurant, bliver vi spist af med dyre og dårlige efterligninger af vestlig mad eller en kedelig, turistvenlig version af noget lokalt. Snuskede gadekøkkener, der ville blive vurderet med en rødglødende, grædende smiley i Danmark, steger derimod en særdeles proper nudel. En ekstra bonus er, at der kan finde på at snige sig en overraskelse ind på stegepanden blandt grøntsager, rejer og nudler. Myrer er det mest udbredte. Og de proteiner er endda inkluderet i de 10 kroner, et måltid af den rang som regel koster.

Hoi An er en lille by, der består af snævre, stenbelagte stræder med miniature huse i kolonial stil med fransklignende skodder ved vinduerne og tagterrasser fyldt med lanterner. Byen er delt i to af en fire meter lang bro, som er for fin til at blive slidt af scooterdæk. I hvert fald på nogle timer af døgnet. Det fandt vi ud af, da vi lige var kørt over den, havde spist et hurtigt måltid mad på den anden side og skulle tilbage. Fem uniformerede vagter bevogtede den og fortalte os, at vi pænt måtte krydse floden ved næste bro. Vi måtte ikke engang trække scooteren over. Satans til regelrytteri.

Hoi An bød også på et alvorligt benspænd for vores vægttab i form af Asiens mest indbydende kager, som vinkede lokkende til os fra caféernes glasmontre. Vi faldt i to gange. Og ja, smagen af kraftfuldt komprimeret chokolade i et overdimensioneret kageædegilde var den dårlige samvittighed værd. Særligt for Sebastian, der ser tilbage på episoden med lysende øjne og fråde om munden.

Vi besluttede at blive en ekstra nat i byen, fordi der skulle være en fuldmånefest af en art. Da vi traskede ned til floden efter solnedgang, blev vi mødt af en mørkelagt by ud over hundredvis af flydende lanter på floden og fuldmånens genspejling i vandet, mens zen-agtigt musik flød ud af højttalere langs bredden. Smukt var det, og vi kunne have kigget på det i timevis, men vi var ved at udånde af sult, så vi var nødt til at finde noget hurtigt mad, inden fuldmånefesten skulle fortsætte for vores vedkommende. Det restaurantbesøg tog så godt to timer på grund af latterligt sløv betjening, som er meget populært hernede, og da vi kom tilbage til floden, var lanternerne druknet, musikken slukket og festen forbi. Mindet om Hoi An Full Moon Festival vil for altid være en smuk og fredfyldt, omend meget kortvarig affære. Til gengæld tog vi på natmarked i stedet og kiggede på smukke ting, som vi ikke kan købe, fordi vi ikke har plads i rygsækken.

Vores bedste dage er som regel dem på scooter. I Da Nang, Vietnams fjerdestørste by og nabo til Hoi An, kørte vi rundt en hel dag for at booke et hotel til en stor international fyrværkerifestival, der skulle afholdes i byen nogle dage senere. Det lykkedes aldrig, da alle hoteller enten var optaget og/eller havde sat prisen op til det tidobbelte i anledningen. Så festivallen kom vi aldrig til at opleve, til stor skuffelse for mig, der elsker fyrværkeri. Til gengæld blev Sebastian trænet i at køre rundt på scooter i en vietnamesisk metropol og er nu ekspert i at komme ind og ud af rundkørsler uden regler og med 800 dyttende scootere. Vi kørte også over en bro, der var formet som en gigantisk gul drage med en affyringsrampe i munden til fyrværkeriet. Jeg kan kun forestille mig, hvor fed den festival må have været (indsæt dybt suk).

Da Nang har også en stor Buddha-statue lidt uden for byen, som troner på en bjergskråning over højhusene og nærmest våger over byen og minder folk om, hvad der er vigtigere end højhuse og byliv. Den ville vi op på bjerget og se, så vi parkerede scooteren ved vejkanten og tog kampen op med den mest nådesløse trappe, verden nogensinde har set. Forbipasserede pegede på os grinende, og vi forstod først hvorfor, da vi nåede toppen. Vi havde besteget bjerget ad en spildevandsafleder, som ikke førte op til statuen. Faktisk kunne man ikke engang se statuen, fra hvor vi var endt. Da vi kom ned, opdagede vi en bekvem scooterrampe op til Buddhaen, men vi tog den ikke. Vi var færdig med dumme bjergstatuer.

Det var også i Da Nang, at jeg fik at vide to gange på en dag, at jeg var smuk. Begge gange af kvinder, der ville sælge mig noget. Det var også i Da Nang, at Sebastian fik at vide, at han var "a good driver". Umiddelbart ikke af en kvinde, der ville sælge os noget. Det var det så alligevel. Vi mødte hende, mens vi kørte på scooter 80 km/t, og hun kørte op på siden af os og snakkede til os imens. Vi var på vej til Marble Mountain, en samling af store klipper med masser af grotter, som man udvinder marmor fra. Her havde hun åbenbart en butik med marmorsouvenirs, hvor vi fik lov til at parkere vores scootere i sikkerhed, mens vi brugte dagen på at udforske grotter og kravle på klipper. Om vi blev tvunget til at købe en marmorsouvenir i hendes butik, da vi kom tilbage, må I vente med at finde ud af, til vi kommer hjem.

Ordbog

Marmor: Noget stenagtigt halløj, som er til salg for 12 dollars, men som man også godt kan købe for 2 dollars, hvis man kun vil give det.

Fyrværkeri: Flotte farver på himlen opfundet i denne del af verden, som kan tage pusten fra enhver, særligt hvis den eksploderer i din hånd.

Zen-agtigt musik: Blid harpe med bølgeskvulp og munkebrummen.