Hué var egentlig bare et 12 timers transitstop for at krydse grænsen til Laos for visafornyelse, men vi fik alligevel tilsnusket os oplevelser i byen i form af en bizar bådtur og en perlerække af fornærmelser.

Cykeltaxaer er sjove og miljøvenlige. Så vi fandt en chauffør med kraftige lægmuskler og højt humør for at prøve det. Det skulle dog vise sig, at de veltrænede ben måtte bukke under i tvekamp med Sebastians kampvægt. Aldrig før har en asiat klageprustet så heftigt pegende på en velvoksen europæisk mand og med fagter sagt "du er fed". Vores chauffør vil grangiveligt være mobbeoffer i fagforeningen fremover, i hvert fald holdt samtlige forbipasserende cykeltaxakollegaer sig ikke tilbage med grin og hån mod den hårdtarbejdende stakkel. To kilometer og halvanden liter vietnamesersved senere var turen slut. Den stadigt prustende 40 kilo lette mandsling krævede flere penge end aftalt, fordi han tydeligvis ikke havde vurderet arbejdsopgavens størrelse korrekt. Af princip fik han kun det aftalte beløb, selvom vi havde meget ondt af manden, der nu må bruge resten af sine dage på restitution.

Vi besluttede at tage en sejltur på floden, da vi blev tilbudt en med privat dragebåd til en urealistisk lav pris, som man ville være et fjols for at afslå. Opfindsomheden for tricks blomstrer, når man virkelig mangler penge, erfarede vi endnu engang efter denne sejlads. De ville sejle os over til en fæstning på den anden side af floden, som åbenbart var en stor turistattraktion. Da vi bedst sad og nød smukke Perfume River og dragebådens sagte gliden på vandet, kæntrede skuden mod noget hoftehøjt junglelignende buskads på den anden bred. Vi kiggede uforstående på skipper, som faktisk var en skipperinde, men hun sagde koldt og bestemt "Yes" og holdt sin hånd ud for at modtage sin gage. Vi kom frem til, at prisen havde været så urealistisk lav, fordi folk er nødt til at betale mere for en længere tur, når de nægter at stå af i det tætte junglekrat. Men vi lader ikke nogen spille kispus med os på den måde. Faktisk er det Sebastian, der skal have al credit for beslutningen om at stå af, for jeg ville have givet næsten hvad som helst for ikke at skulle sætte mine sandalklædte fødder i det overbegroede iglehelvede. Heldigvis kan man slippe for den slags, når man har en kæreste, der tilbyder at bære én på ryggen gennem krattet, mens han med le og tilblodsrevne næver baner vej gennem junglen. Så får forelskelsen sgu et lille nøk opad.