Én ting er, hvordan man skal afslutte sin tekst, men en helt anden ting er, hvordan den skal startes. De sidste tre dage, har gjort et kæmpe indtryk på mig, og har været intet mindre end surrealistiske. Dette indlæg kommer til at dække den første dag i Amazonas, inklusiv timerne op til. Et længere blogindlæg er derfor i vente.

At starte fra begyndelsen er altid en god idé, da det er svært at begynde med slutningen - fordi, så er man jo alligevel begyndt med begyndelsen?

Om ikke andet skulle det vise sig, at vi havde en laaaang dag foran os, med det ene påstyr efterfulgt af det andet. Nikolaj og jeg fandt virkelig ud af, at kommunikation og internet til tider er en nødvendighed. Men uden nogen form for hjælp af det brasilianske personale i Manaus lufthavn og uden mulighed for internetkontakt til Bamba Experience, der har arrangeret vores tur, var vi så godt som fanget i et sort hul, da de nemlig ikke var dukket op i lufthavnen til vores ankomst. I 5 desperatiske timer sad vi derfor magtesløse i Manaus lufthavn i håb om at Bamba på et tidspunkt ville dukke op, samtidige med, at vi forsøgte os med alt hvad vi kunne, for at komme i kontakt med dem - dog uden held. Vi var derfor så småt begyndt at give op, da vi nu også var kørende på andet døgn i træk uden søvn og derfor var meget trætte og havde svært ved at se noget lys for enden af tunnelen. Amazonasturen var så godt som ved at glide ud af vores hænder... Men heldigvis slog det mig, at hvis vi med telefoniskkontakt hjem til kunne få noget hjælp og et tlf. nummer, jamen så kunne det måske ordne sig alligevel.
Derfor kunne vi senere på morgenen, omkring kl. 09.00 (stadig uden søvn, men med hjælp fra mor), samles op af Bamba ude foran en isbutik midt inde i Centrum af Manaus, der har et indbyggertal på omkring 2 millioner, starte turen ind mod junglen i Amazonas.

Måden vi blev samlet op på var dog lidt atypisk og virkede umiddelbart ikke som nogen god idé. Med ryggen til to råbene mænd, som vinker os hen til en stor grå, firehjulstrukken Toyota, havde vi vores mistro til disse to fyre, men som sagde, at alt var i vinkel og at vi bare skulle sætte os ind i bilen. Eftersom vi ikke rigtig havde andet valg, og eftersom vi havde været i kontakt med dem pr. telefon tidligere på morgenen, synes vi de virkede oprigtige nok. Situation blev dog ikke bedre af, at vi sætter os ind i bilen ved siden af en bedstemor og en lidt yngre dame + den ene af de to fyre. Meget mystisk.
Vi for at vide, at vi skal køre i to timer, og jeg skal lige love for, at de to timer gav tid til rigtig mange forskellige tanker! De fleste af negative. Specielt fordi ingen af dem snakkede til os og alt hvad de foretog sig virkede mystisk. At sidde med tre fremmede mennesker i en bil langt væk fra alt andet, som snakkede portugisisk med hinanden, skrev ting ned på papir med numre, tal og navne, samt en masse stops undervejs i de værste og måske fattigste kvarterer i området, gjorde os lidt utrykke.
Heldigvis havde vi dog heldet med os, så efter et par timers kørsel og en vand/tisse pause på en ødelagt benzinstation og et aldrig-vasket-toilet, kom vi frem til Amazonaens bred, hvorfra vi blev samlet op af en dreng på omkring de 18, som skulle fragte os ind til vores Local Village midt inde i Amazonaen med en lille motordreven kano.

Først nu, begyndte det virkelig at gå op for os, at vi var på vej midt ind i det som er så fjernt fra alt det vi kender. Vi var på vej ind i den verden, hvor dyrene regerer og hvor junglen både kan slå dig ihjel men også redde dit liv. Fornemmelsen af at være omringet af jungle og dyr, mens man sejler på Amazonaens store flod, er fuldstændig ubeskrivelig. Man føler sig pludselig meget lille og har stor respekt for det man begiver sig ud i. Et stærkt øjeblik som gav stof til eftertanke.

Efter små 20 minutters sejltur, kunne vi forude se vores hjem de næste tre dage, og hvilken positiv overraskelse det skulle vise sig at blive. Et selvbygget murstenshus, som var større end forventet, rummet både et stort fællesareal, bar, køkken og en hel del små værelser. Langs floden lå der også små murstenshytter, som både de lokale men også gæster kunne bo i. Det bedste af det hele var dog en fornem pool, som flittigt blev udnyttet, og hvem ville ikke det, når man kunne svømme rundt i vandet og bliver afkølet med Amazonaen som baggrund, wow!

Vi fik værelsesnummer 8, som bestod af et lille værelse med tre senge, et vindu og en knagerække. Ikke noget at prale af, men mere end hvad man kunne ønske sig i Amazonas.
Senere skulle vi mødes med vores personlige guide, Jushua, som var en lille fyr med små hænder og fødder, og en god vom som han mente de lokale øl lagde grund til. Hans far var en alt-mulig mand, som kunne lave alverdens jungleredskaber, instrumenter og vidste alt hvad der var at vide omkring junglen. Hans far havde nemlig boet inde hos de lokale indianer i tre år, for at lære noget mere til junglen og om hvordan man overlevede derinde. Derfor havde Joshuas far en del af den indianerblod i sig, som gjorde at man kunne overleve i junglen (i hvert fald ifølge indianerne selv), så derfor var det uden tvivl den helt rigtige guide vi havde med at gøre, da han var blevet oplært af hans far.

I et tæt bevokset område få meter fra vores lejr lå vores lille båd, som skulle fragte os rundt de næste par dage på vores ture rundt i Amazonas. Knapt nok havde vi da også sat os i båden, før vi skulle ud på vores første tur, hvor vi skulle kigge på dyr og bare nyde naturen, da den første abe-gruppe svinger sig fra gren til gren lige over hovederne på os. Et vildt syn! Én ting er at se dyrene i zoologiskhave, men en anden ting er at se dem i deres rette element, hvor de virkelig for lov til at udfolde sig. Turen rundt i båden, både midt ude på floden og inde imellem det tætte buskads, hvor man skulle skærer sig frem med machete eller bukke sig, fik vi set en masse forskellige dyr på vores vej. Mest bemærkelsesværdigt var dog alle de store og flotte fugle samt abegrupperne, men det dyr som gjorde mest indtryk på os, var et dovendyr som dasede den af øverstoppe i trætoppene. Vidunderligt syn!

Med tilbagevendelse til vores lejr efter en indtryksfuld dag, fik vi serveret en fremragende aftensmad bestående af noget kylling med tilbehør, og hvem havde dog troet, at vi skulle helt ind i Amazonas for at få serveret vores bedste måltid i Brasilien.
Da vi var klar til at gå i seng mellem 20.00 og 21.00, da det nemlig var det eneste tidspunkt der var lys på i lejren, troede vi, at vi havde set de sidste dyr for i dag, men selvfølgelig ikke. Edderkopper rører mig normalt ikke, men når man ser en sort edderkop på 25-30 cm., om ikke større, lige inden man skal i seng....så kan man lige pludselig godt få en lille smule respekt for sådan en lille fætter. En af de lokale som skulle overnatte med os, sagde dog, at det ikke var noget problem og at vi bare skulle lade den være. Med ro i sindet kunne vi begive os ind på værelset, men igen igen skulle vi blive overrasket...vi skulle nemlig ikke sove alene. To firben og to frøer havde valgt at tilbringe natten sammen med os, dog ikke noget vi ønskede, men uden søvn de sidste to døgn og en overvældende dag pressede søvnen sig på, så vi pakkede os godt ind i soveposerne og faldt til ro ved siden af vores fyre nye værelseskammerater.

D. 13/01 og d. 14/01