Endelig er der ordenligt net, så der er mulighed for at få følget op på de efterhånden mange dage jeg er bagefter. Endnu et længere blogindlæg er i sigte, da anden dag i Amazonas bød på nogle af de mest ekstreme oplevelser jeg hidtil har prøvet.

Den første dag i Amazonaens Jungle var en utrolig oplevelse, men dagen i dag skulle vise sig at blive endnu vildere. Først en nat i selskab med masser af flyvedyr, edderkopper, firben og frøer på værelset, samt endnu en frø i toilettet, som næsten fik mig til at skide af to omgange, var kursen sat mod de lokale indianer.

En lille tur på godt 45 min. førte os dybere ind i Amazonaens Jungle, end vi i forvejen var, hvorefter vi stødte imod strandkanten med vores lille båd. Det første vi ser er synet af alle de hvide flag, som markerede stammens territorie og en lang hjemmebygget trappe, som førte direkte op til indianernes hule. Her blev vi med et fasthåndtryk budt velkommen af høvdingen selv, hvorefter vi kunne få lov til at træde ind på det som er hans grund. Det var en speciel følelse at hilse på en mand som kun var iført en lille underdel, som selvfølgelig dækkede det vigtigste, og som ellers kun var pyntet med stammens mønster og farver af maling. En høvding som havde et bredt smil og virkede meget venlig og imødekommende, var helt sikkert også en person man ikke skulle drive gæk med. For med en mave så hård som et betongulv, arme så store som et par veludrustede lægmuskler og et par lægmuskler så tykke som en god træstammer, kunne han sagtens rykke et par stykker rundt, selvom han nok var godt de 50 år. Overdrivelse fremmer selvfølgelig forståelsen, men han var godt udrustet, lad os bare sige det sådan.

Derefter blev vi ført ind i hans store hus, hvor så godt som alt i stammen foregik. Her dansede man, spiste, kom til doktor, lavede ritualer, sang, øvede osv. osv. Huset var meget primitivt og lavet af bambus og blade, gulvet var den rene jord og siddepladserne var en smal bænk rundt i hele hytten. Kun selve soverummet til høvdingens seng var afskærmet fra resten. Men udover det, så var det fantastisk smukt lavet og dekoreret med diverse hjemmelavede ting, som kvinderne selv havde lavet af naturens midler. Noget af det var også sat til salg, da nogle af kvinderne havde hver deres boder hvor de solgte smykker, våben og skulpturer - men det vender jeg tilbage til senere.

Russeren, Nikolaj og jeg blev placeret på bænken ved siden af hinanden, hvorefter stammens medicinmand ville føre ordet. På skift forklarede han om det ene ritual efter det andet samt dagens gang i stammen, som selvfølgelig blev oversat af vores guide Joshua. Vi skulle derfor bare sætte os til rette og slå lyttelapperne ud, da der var nok at lytte til og se på.
Jeg tror, at de to timer vi tilbragte inde hos indianerne er noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Én ting er, at man får lov til at komme ind og være en del af dem og se hvordan de lever og bor er en ting, men en anden ting er, at se dem lave deres ritualer, synge og danse til ære for en selv - det er nok engang ubeskriveligt! Det virkede næsten uvirkeligt at være i et miljø, som er så langt fra det vi kender, hvor alt er primitivt og man lever efter guder og naturens midler. Det er fantastisk! Ligeså vildt var det, at vi skulle sidde og nyde synet af deres mange forskellige danse, sange og instrumenter, da de lavede deres velkomstdanse og nogle af deres ritualer lige for næsen af os. Lyden af deres brummen, syngen og mange instrumenter, skabte en utrolig stemning samtidig med de dansede rundt og til tider gjorde der lige op i hovedet på os, så man kunne mærke luften fra deres trampen og blæsen. Så følte man virkelig, at man var i live.

Efter at have siddet godt lænt tilbage og med kæben helt nede ved jorden, imens vi er blevet klogere på deres livsstil, var der grund til bekymring. Nu var det nemlig tid til, at vi selv skulle yde noget. Åh nej! - og ganske rigtigt, som Joshua havde sagt, blev vi alle tre budt op til dans af hver vores pige, som skulle svinge os rundt i manegen. Om jeg var heldig eller specielt udvalgt af høvdingen selv, ved jeg ikke, men jeg fik i hvert fald lov til at danse med hans datter - det var sku da ret fedt!
Dansen var egentlig ikke synderligt svær, men når man ikke er den store dansemus kan selv de simple trin være svære nok. Specielt fordi man gerne ville have det hele med og se alt hvad der foregik. Men til mit eget forsvar synes jeg nu det gik ret godt - men lad os se hvad videoen siger.
Tilføjes skal det dog også, at det er lidt mærkeligt at danse og snakke med med en 15-årig pige, som ikke bærer andet end en kjole af strå, hvilket alle pigerne i alle aldre gjorde. Derfor kunne Nikolaj og jeg også konkluderer, efter at have studeret terrænet, at selvom man ikke går med BH (som ellers skulle give hænge babser i længden), kan man som pige spille fodtennis med sig selv uanset hvor gammel man er.

Med stadigt varme dansefødder var det tid til at sige farvel og tak for idag, men som sagt, skulle de små boder lige have et besøg først. Her blev det for mit vedkommende til en halskæde lavet af kernerne fra en frugt (acai) og til et armbånd med aligatortænder i.

Et alt for hurtigt besøg var desværre slut, men heldigvis var dagen langt fra slut endnu. Turen gik videre over til den modsatte side af floden til den mere civiliserede del af Amazonaen. Her kunne vi nyde en kold øl på en lokal mands terrasse med udsigt til vand og hvid sandstrand, samt få os en tiltrængt dukkert i Amazonaens cola-farvede vand, som faktisk også er drikkeligt.
Derefter gik turen hjemad for at få lidt mad i maven, inden vi igen skulle ud på tur.

Kort tid efter sad vi så med hver vores bambuspind som fiskestang i et fredeligt vandområde, hvorfra vi skulle fiske efter piratfisk. Personligt var det min første rigtige fisketur, og hvilken måde at gøre det på! Hverken Nikolaj eller jeg fangede dog noget, men Joshua fangede selvfølgelig 5 forskellige fisk og to piratfisk. En rigtig spænende oplevelse!

Hen på aftenen hvor mørket begyndte at bryde frem, skulle vi endelig få lov til at se hvad vores lille jungle guide var bygget af. En lille fyr voksede pludselig i 10 x størrelse da han i buldrende mørke kun iført shorts, t-shirt, jesussandaler og en lommelygte begav sig direkte ind i et alligator område midt i junglen. Egentlig fik vi tilbuddet om at gå med, og nu kan man da godt fortryde at man ikke gjorde det, men i øjeblikket virkede tilbuddet ikke så interessant. Næsten ligeså slemt skulle det dog vise sig at være at side mutters alene i den lille båd med godt 10 cm. op til bådkanten midt i Amazonas, midt om natten og midt i et alligatorområde imens ens guide ledte efter alligatorer i godt 30 min. uden at vi hverken kunne se eller høre ham. Tanken om at der var sket ham noget og hvad man så skulle stille op strejfede da en, men heldigvis dukkede han uskadt tilbage.
Og til al vores overraskelse havde han en alligator med under armen, som var omkring 0.5 meter - han var dog selv lidt skuffet, da han havde prøvet at fange en på 1.5 meter med de bare næver, som dog smuttede væk under armene på ham. Vanvittig guide! Men en fyr på 0.5 meter var mere end rigeligt for os, og selvom det ikke lyder specielt stort, så er den altså stor og stærk nok til at slå en voksen mand ihjel hvis den er sulten. Så mens Joshua holdte den imens vi sad i båden sammen med ham, kunne han give os en masse informationer omkring den, samtidig med, at vi fik lov til at røre den og tage billeder. Desværre kom han til at sætte den fri før vi nåede at holde den, som vi ellers havde fået lov til. Øv bøv...

Med alle disse indtryk og oplevelser på én dag, kunne vi derefter sejle hjem igen med adrenalinen pumpene rundt i kroppen, efter det som har været en af de vildeste dage i mit liv!

D. 14/01