Efter den lange, underholdende bustur ankom vi så i morges til Sucre. Busterminalen var fuld af mennesker allerede kl. 6, og alle taxie dyttede af os for at køre med de rige gringoer. En tur fra terminalen til downtown koster 5 blv., så vi endte med at gå de tyve minutter med al vores baggage. Samlet gik vi rundt i halvanden time for at finde et hostel, der var bare nogenlunde anstændigt og ikke kostede mere end 34-40 blv. Til sidst lykkedes det endelig, og Pipe og jeg nød at kunne sove i ordentlige senge, mens Kamil gik på opdagelse i byen. Ved 12-tiden kom han tilbage, vi stod op, jeg tog et bad, og så begyndte rejsen rundt i Bolivia for alvor. Selve Sucre er ikke så spændende, byen er kendt for sin velbevarede kolonistil, men det virker som om, at selv Bolivias smukkeste by ikke slipper for at være "tredjeverdensagtig". Her er kun lavstammede bolivianere, ingen internationale butikker, kun en masse typisk klædte ældre kvinder kaldet "cholitas". Det er på sin vis smukt, men utrolig anderledes, og jeg føler først nu, at jeg rigtig får noget eksotisk på opleveren. Om jeg kan udholde en måneds frivilligt arbejde med disse ikke ligefrem venlige mennesker, ved jeg dog ikke endnu.
Vi gik rundt i byen, fik turistinformation, gik på det lokale marked og spiste typisk boliviansk mad. Om eftermiddagen gik vi op til byens højeste punkt for at se solnedgangen over tagene. Derefter fik vi den geniale ide at gå til frisøren. Pipes hår ser helt fint ud, men spidsere på mit er blålige, fordi jeg bad om at opfrisket den lyse farve, jeg havde i forvejen. Frisøren sagde, at den blålige farve vil forsvinde efter 1-2 vaske, og det håber jeg da så sandelig er rigtigt. Efter den skæbnesvangre klipning spiste vi en kebab, handlede ind og gik tilbage til hotellet, hvor vi hyggede med slik og tv.