Torsdag var en stille og rolig dag, vi gik på det lokale marked og spiste en omgang sopa de maní for 10 blv., så billigt. Derefter gik Pipe og jeg tilbage til frisøren, for den fine blå farve var altså ikke forsvundet selv efter 3 hårvaske. De puttede noget kemisk i håret, og en del af farven forsvandt. Jeg måtte dog gå tilbage et par timer efter, for der var stadig rester af farven, og jeg havde alligevel betalt 200 blv., ca. 300 kr., for det. En sej forhandling senere, hvor Pipe igen trak "jeg-er-advokat"-kortet, fik jeg 100 blv. tilbage, selvom frisørdamen blev pænt sur. Om aftenen havde vi en bus kl. 19, så pludselig måtte vi løbe tilbage til vires hotel, finde baggage, og tage en propfyldt bumlebus til terminalen. Vi nåede frem i god tid og fik en lang, men sikker, 12-timers tur her til La Paz. Vi rejste med samme selskab som fra Uyuni til Sucre, så vi var lidt bekymrede, da vi sidst blev vækket midt om natten af en lastbil på direkte kollisionskurs. Udover, at bussen var virkelig kold (sidst var den varm) gik det dog helt fint. Billetterne med det her selskab koster halvdelen af de andre, så jeg tror vi fortsætter.
Fra Sucre er der egentlig ikke så meget at fortælle, udover at vi torsdag kl. 5.30 blev vækket af hele 7 (!) uniformerede, bolivianske politimænd, der med meget seriøse miner insisterede på at se vores pas. Efter at have kigget alle tre pas meget omhyggeligt igennem gik de så pænt igen. Felipe mener, at det var damen i receptionen, der havde ringet efter dem, fordi Pipe havde brokket sig til hende over noget vasketøj, han ikke mente hun havde vasket ordentligt. Jeg synes det virker en lille smule overdrevet. I alle tilfælde var det spild af ressourcer at sende alle de folk til hotellet, for der må være meget få mennesker, der vælger frivilligt at opholde sig illegalt i Bolivia. Der er så mange lande, der er så meget bedre.
Fredag kl. 8 ramte vi så Bolivias hovedstad, La Paz. I konstitutionen er Sucre faktisk hovedstad, men La Paz er i dag de facto hovedstad. For ikke at gentage den lande jagt efter et hostel som i San Pedro og Sucre havde vi på forhånd fundet et par adresser tæt på terminalen. Efter en halv time havde vi derfor besluttet at blive på Bacoo Hostel, hvor en seng i et 18-mands værelse koster 45 blv. Her er virkelig hyggeligt, her er en lille have og en fantastisk udsigt, fordi det ligger på en bakke. Og så er der faktisk varmt vand for en gangs skyld, her er morgenmad, og her er masser af backpackere. Jeg vil næsten vove at påstå, at Bacoo er det bedste hostel siden El Gnomo i Santiago. Det er virkelig en lettelse at bo et ordentligt sted et par dage.
Vel ankommet spiste vi morgenmad og kiggede i Lonely Planet for at se, hvad man skal bruge sin tid på i La Paz. I centrum, El Prado, er der en masse museer og spraglede, lokale markeder, så vi besluttede at starte ud der. På et af kortene, vi havde fundet, var der en annonce for en free walking tour kl. 14 i El Prado, så den ville vi selvfølgelig med på. Vi skyndte os derfor hen til det lokale marked, Mercado Lanza, for at spise utrolig lækker og utrolig billig frokost. På markedet, som er blevet vores favoritspisested, kan man tilmed få en kæmpe frugtsalat med is og flødeskum for 8 blv., 8 kr., så dem spiser vi flere af om dagen. Efter frokost løb vi nærmest op af de stejle gader til Plaza San Pedro, hvorfra touren skulle starte. Vi ventede en hel, halv time, før vi måtte se sandheden i øjnene; der var ingen free tour. En lokal mand fortalte os, at at der ikke har været rundvisningen i tre uger, hvilket selvfølgelig ikke fremgik nogle steder.
Kamil besluttede at gå på jagt efter en god pris på en tur ned af den berømte Death Road, dødens vej, så for første gang i en uge tror jeg, var Pipe og jeg alene. Det var smadder hyggeligt! Vi satte os ned på pladsen for at få et overblik, og en skopudser med elefanthue og kamuflagejakke nærmede sig og spurgte, om vi ledte efter free tour. Grundet hans fremtoning var vi ret tilbageholdende, men manden viste sig at være Tito, den rareste mand, der brugte en halv time af sin arbejdsdag på at fortælle os om livet i San Pedro-fængslet, der ligger på pladsen. Tito har hele sit liv arbejdet i El Prado og kender området ud og ind. Han fortalte, at La Paz' skopudsere faktisk også giver rundvisninger mod drikkepenge for at tjene lidt ekstra, så det var super ærgerligt, at vi først fandt ud af det fredag eftermiddag, da turene kun er fra mandag til fredag. Tilgengæld lærte vi en masse om fængslet; det var tidligere et nonnekloster med plads til en 500 personer, men huser i dag hele 1.500. Bolivias fængsler er i dag overfyldte grundet et nultolerancesystem, hvor en anholdt har 8 timer til at bevise, at han er uskyldig (det burde jo være omvendt, uskyldig indtil andet er bevist). Derudover sørger den såkaldte lov 1.008 for, at børn og andet skidt ryger med, hvis en forsørger bliver fængslet. I praksis er der derfor hele familier, der lever inde i fængslerne. Ved siden af San Pedro-fængslet er der for eksempel en skole, så børnene kan følge undervisningen. Tito fortalte også, at der indtil for 5 år siden foregik ulovlige rundvisninger inde i selve fængslet, hvor man fik mulighed for at de virkeligheden bag tremmerne; stoffer, alkohol, internt magtsystem etc. Rundvisningerne stoppede dog, da en korrupt politiker blev fængslet, og pressen begyndte at møde op på pladsen. Det virkede nok lidt mistænkelig med alle de turister, der hver dag flokkedes ved fængslet. En fængslet skal, når han ankommer, betale en "entré" på 1.500 blv., hvilket er rigtig mange penge i Bolivia, for i det hele taget at få en celle. Ellers ender man på gangene eller skal hjælpe til i køkkenet.
Efter vores lange snak med Tito gik vi mod et hekserimarked, men inden vi nåede så langt, stødte vi ind i Yaya og Bastien, to schweizere, som vi havde mødt på turen fra Uyuni til Atacama. De var smadder flinke, så vi gik med dem til deres hostel og drak en øl på deres rooftop-bar, lækkert. Derfra tog Pipe, Bastien og jeg La Paz' fine, nye lift op til toppen af en af byens mange bakker for at se solnedgangen. Vi blev dog sat af i et rimelig ydmygt kvarter fyldt af indianere, så vi gik en lille tur og tog pænt liften ned igen. Derefter gik turen til Mercado Lanza for at spise aftensmad, men på vejen blev vi udsat for klassikeren over alle tricktyverier. På et gadehjørne med masser af mennesker er der en lille indianerdame, der prikker Pipe på skulderen og peger op i luften. Pipe, der ikke er dum, forstod dog straks, at så snart han kiggede op, ville en lille indianermand tage hans kamera og telefon fra lommen. I stedet for at falde for tricket fik han derfor sagt et par meget grimme ord på spansk, og pludselig fik de små indianere travlt med at forsvinde i mængden. Vi har hørt, at La Paz ikke længere er en sikker by, og jeg må indrømme, at jeg er mere opmærksom nu. Det store kamera ligger for eksempel i hostellets locker. Efter aftensmad gik vi tilbage til hostellet, mødte Kamil, slappede lidt af, og gik til Yayas hostel for at drikke mere øl. Da jeg tjekkede Facebook så jeg, at Morgane, en fransk pige, som jeg boede sammen med i Rosario, havde skrevet, at hun i Valparaíso i Chile havde taget en free tour og efterfølgende genkendt guiden, Felipes ven Seba, på mine billeder. Verden er lille.
Aftenen var hyggelig, men fuld af engelsktalende gringoer. Vi var i alt forbi tre hostels, før vi endte på Loki Hostels rooftop-bar med udsigt over hele byen. Vi spillede pool og drak lidt øl.
I dag, lørdag, tror jeg, at vi tager på et par museer, og måske et lille trek uden for byen.