Hermed begyndelsen på fortællingerne om et liv som au pair i Italien.

Jeg har tilbragt præcis ni dage her, og det har været sjovt og hyggeligt og overvældende ikke mindst.

Mine dage er gået med at se mig lidt omkring, spise lækker mad og selvfølgelig tage mig af smukke Mia på 10 og søde Alberto på 8, når de kommer hjem fra skole om eftermiddagen. Med Mia får jeg lagt make up, sat hår og leget prinsesse, mens jeg med Alberto får leget fange og set på seje biler. Om aftenen spiser jeg med dem herhjemme eller på forældrenes fine restaurant ved vandet fem minutter fra hjemmet, hvor der også er tid til at gå op og ned i de smalle, italienske gader, imens jeg forsøger at holde styr på Mia og Alberto, som synes det er evigt sjovt at ringe på dørklokker og så løbe væk.

Moren, Guendalina, er 40 år og ufatteligt cool, og faren, Simon, bor i New York City. Sammen ejer de hotellet/restauranten her i byen, en coctailbar i Rom og en restaurant i Brooklyn. Simon kom hjem i onsdags, og torsdag pakkede vi familiens fede bil med alverdens habengut og kørte sydpå i omtrent syv timer til vi kom til et smukt hotel, Masseria Appidé, der lå ud for byen Maglie på hælen af Italien. Her var indlogeret Guendalina og Simons venner, som vi brugte aftenen med, hvorefter vi fredag deltog i Luca og Anas bryllup. De er oprindelig fra Italien, er sidenhen flyttet til Cape Town med deres to børn, men var kommet tilbage til Italien for at holde brylluppet. De blev gift på et smukt, gammelt slot og den efterfølgende fest blev holdt på en restaurant lige ud til vandet, så imellem vin, buffet og bryllupskage benyttede børn og voksne lejligheden til at dyppe sig. Fredag d. 13. er af overtroiske sjæle forbundet med uhygge og uheld, men til dette bryllup var stemningen så afslappet at gommen festede i badebukser og bare tæer, og bruden kom, under selve vielsen, gående op ad gulvet til tonerne af Queen's "Having a Good Time". Uhygge go home!

Festlighederne fortsatte i og for sig både lørdag og søndag, hvor vi tilbragte stort set alt tiden med vennegruppen, som boede på samme hotel. Jeg forsøgte så vidt muligt at socialisere, men min akavethed og det italienske sprog gjorde det somme tider lidt svært, og så fandt jeg det bare nemmere at være "hende der spillede UNO med børnene" eller "hende der sad ved børnebordet". Og for ligesom at retfærdiggøre min manglende interaktion med voksne mennesker fortalte jeg mig selv, at det vel er lige netop dét en au pair har til opgave at gøre.

Tilbage i Trevignano Romano fortsætter hverdagen nu stille og roligt. Jeg lærer mere og mere om normerne, rutinerne og familien hver dag. I går lærte jeg for eksempel at Mia, Alberto og deres bror på 15, Brando, har tre forskellige fædre. Brandos far bor i Rom og har, ifølge Guendalina, forfærdeligt DNA. Mias far er Simon, men ham og Guendalina gik fra hinanden, da hun var gravid med Mia. Herefter mødte Guendalina så Albertos far, men han døde for fem år siden af kræft i hjernen, og sidenhen kom Simon tilbage i billedet. Alt dette anede jeg ikke, før i går aftes hvor Guendalina fortalte mig hele historien.

Nu mangler jeg bare at lære, hvordan jeg vinder respekt hos Mia og Alberto, for de er ikke altid særligt gode til at høre efter, når det er mig, der snakker.

Nå ja, og så mangler jeg jo også lige at lære at snakke italiensk. Men lad os lige tage en ting ad gangen, ikke?

(Det er forresten ikke mit billede, men de kommer snart!)