Så blev det atter tid til at skrive en rejseblog. Det er længe siden sidst. Syv år er gået, Ines er ikke længere et lille blebarn på et år, men en rejsedagbogsskrivende ørn, nøjagtig som sin storebror, Buster, der er fortsat med sine skriblerier i den samme dagbog han købte i Thailand for syv år siden, hvor han var en lille prut på fem år. Meget er hændt os siden sidste rejse.

Samson er blevet en voksen mand på 22 år. Han er flyttet hjemmefra, til Nørrebronx, sammen med sin ven Villads. Han er derfor ikke med på denne rejse, desværre, pengene rakte ikke dertil, men viljen og lysten til eventyr med de gamle er der stadig, hvilket jeg er glad for og stolt af. Anemone er sgu også blevet voksen. 19 år gammel og hun bliver student til sommer. Går i 3.g på Aurehøj Gymnasium som sin mor, blot 31 år forskudt. Hun ville også, men den sidste, lange slutspurt, inden huen og havefesterne er indledt og det giver ikke mening at løsne snørebåndene og erstatte pigsko med flipflops.

Det er i sandhed en underfundig følelse at gentage en oplevelse vi påbegyndte for 14 år siden ved at rejse til Sydøstasien, Karin, Samson, Anemone og jeg, Dengang den 1. Januar 2010. Her påbegyndte vi noget jeg ikke rigtig havde troet på for alvor kunne lade sig gøre; at rejse på rygsækeventyr med børn. Forinden havde jeg adskillige gange rejst alene og med andre voksne(unge, dumdristige, hovedet-under-armen-typer), men tænkte med vemod, at den slags udskejelser var forbi, nu hvor jeg var kommet til det kapitel af livet, hvor børn skal til at spænde ben for spontanitet og lad os se hvad der sker.

Men vi tog af sted, dengang i starten af 10', udmattede af hverdagslogistik og opsatte på at trække stikket, stikke af og (gen)finde hinanden. Det lykkedes. I den grad. Vi kom hjem, lykkelige, opfyldte af kærlighed og stolthed over at have gjort det vi ikke rigtig troede var muligt. Vi kom på eventyr med vores børn og vendte hjem til en hverdag vi havde fundet ud af vi elskede og savnede. Faktisk var vi så forelskede og helt ualmindeligt naive, at vi tænkte der var plads til flere udfordringer af vores hverdagslogistik, hvorfor vi satte os for at føre en gammel drøm ud i livet: Vi ville have fire børn. To kuld med så mange års mellemrum, at de store kunne være der for de små, så mor og far stadig kunne skeje ud i ny og næ…

Uden håb og optimisme går alting velsagtens i stå, så vi ventede utålmodigt på at en bi skulle sætte sig på en blomst. Det skete og jeg kan med umådelig glæde konstatere, at produktet af vores første rejse, udover uforglemmelige minder, nu sidder sammen med Karin og jeg, ved resterne af vores overdådige morgenmadsbuffet på Mango Bay Resort på øen Phu Quoc i det sydligste sydlige Vietnam. Jeg mener ikke jeg hverken overdriver eller finder på, når jeg skriver, at hverken Buster eller Ines havde siddet her, hvis ikke vi havde rejst i 2010 og var vendt hjem med fornyet mod på tilværelsens ugidelige træthed.

Der er Så mange tilfældigheder på spil i de valg og de veje livet kan føre dig ad og jeg kan se en lang række af tilfældigheder, der gør at jeg sidder her i dag med en ca phe sua da ved hånden. Jeg tænker det hele startede i 1991 med at jeg tæskede mig selv med en vandmelon og i den forbindelse fik en elskelig dreng i Steffen Brandt læderjakke til at le så tårerne trillede. Historien der startede den dag er både sjov og finurlig, men lang og snørklet, så den gemmer jeg til en anden god gang.

Tilbage til nu! Buster og ines skriver dagbog på livet løs. Hvis alt jeg har inspireret mine børn til er at skrive rejsedagbog, så går jeg stolt i graven. Den glæde jeg selv har ved at slå op i mine over 30 år gamle optegnelser over min gøren og laden, er nu overført til en ny generation af rejsende sjæle. Bortset fra min første store dannelsesrejse, sammen med Mads (ham med Steffen Brandt læderjakken) til Australien, New Zealand, Ny Guinea og Sydøstasien, har omdrejningspunktet for vores rundrejser altid været Bangkok. Således også denne gang. Alligevel havde en forandring fundet sted. Hvor backpackermekkaet Khao San Road altid har været vores hood i byen med verdens længste navn (Byens fulde navn på thai er: Krung Thep Mahanakhon Amon Rattanakosin Mahintharayutthaya Mahadilok Phop Noppharat Ratchathani Burirom Udomratchaniwet Mahasathan Amon Phiman Awatan Sathit Sakkathattiya Witsanukam Prasit)

Denne gang havde Karin booket os ind på Travelodge hotel ved Sukhumvit Soi 11. Det lyder jo uskyldigt nok og det var det sådan set også, indtil mørket faldt på og området forvandlede sig til en gade fuld af prostituerede thaier og en masse af deres lystne kunder. Man ser mange slukkede øjne på sådan en aften, også selvom de forsøges sløret af farvede kontaktlinser. Jeg finder det grundlæggende uretfærdigt at man(d) kan købe sig til sex. Der finder en handling sted som baserer sig på en dyb foragt for ligeværd. Alle i den handel ser ned eller væk. De få der ser op har rødrandede øjne og et trodsigt udtryk, der siger "hvad f*** vil du gøre ved det?" "Opdrage på næste generation" svarer jeg til det spørgsmål.

Som lærer funderer man fra tid til anden over sin berettigelse. Får man givet de der poder noget med sig?

Takker de dig i deres stille sind, når de når deres studiers ende.

Opfinder de dimsen der løser klimakrisen?

Takker de dig højlydt og tårevædet med en statuette i hånden, eller takker de nej når en desperat sjæl byder sig til på gaden og sælger ud af netop dét, sjælen?

Graver de deres lort ned i skoven?

Tager de skraldet med sig?

Skriver de et brev til deres udkårne?

Sorterer de deres affald?

Husker de nutids r?

Kan jeg overhovedet tage æren (eller skammen) for noget som helst konkret mine elever foretager sig? Der er dannelse og der er uddannelse. Jeg håber nogle af ordene og snakkene fra klasselokalet klistrer lidt.

Nå. Bangkok er for vild! Stadigvæk. Fremragende mad indtaget i stanken fra en åben kloak, hvor unge mennesker til en timeløn uden mening står i slam til lårene. Intet sikkerhedsværn, ingen foranstaltninger. Kontraster så langt øjet og næseborene rækker. Klistrende hede, afværget af poolen på taget. Uvaskede turister, der fylder den med sved og hudrester, snot og bakterier, så den fremstår mere levende, set fra et biologisk synspunkt, end det koralrev Buster boltrer sig i lige nu.

Bangkok giver dig et bangshock og så er rejsen i gang. Vi nåede i absurde shoppingmalls og på nightmarket i chinatown Chinatown var et inferno af lyd, lugte, lys og smage. Alle sanser bliver bombarderet. Vi havde tre nætter og dage i byen, førend vi ydmygt rejste videre mod roligere himmelstrøg. Fra Suwarnabhumi airport tog vi et fly direkte her til Phu Quoc, hvor vi stadig residerer i en vidunderlig bungalow med udsigt ud over havet og solnedgangen. Her er fantastisk og ungerne er lykkelige. Buster i en sådan grad, at han blev helt overvældet og måtte lade tårerne flyde. Han er sgu en taknemmelig fætter, den dreng. Det er jeg (også) stolt af. Første gang jeg kom til Phu Quoc var for 26 år siden. Meget er hændt siden. Befolkningen har fået vokseværk og næsten intet er til at genkende

. Noget helt absurd er en kunstig by ved navn Sunset City (hvem sagde Sun City?) Hvor næsten alle byggerier står tomme. Husene minder om en by i Syditalien, men alt står tomt, ikke blot uden indbyggere, men selve bygningerne står uden indhold, ingen vægge, trapper eller interiør. Det er som et western filmset fra Hollywood. Som vores hotelmanager sagde (han minder i øvrigt om en vietnamesisk version af den australske ditto fra første sæson af White Lotus): "You could make a Zombiemovie in this place" Herudover virkede det syret at stedet også fungerede som en kulisse for de vietnamesiske turister. De kom, tog selfies, stod i deres stiveste bryllupspuds foran et springvand, der var nybygget, men fremstod ældet ved hjælp af lokale håndværkeres ekspertise inden for patinering af beton.

Vi var kommet for at blive fragtet ad verdens længste kabelbane, en næsten 8 kilometer lang satan, ud til et forlystelsesområde, der delvist var taget i brug. Her var et kæmpe vandland, fyldt med vandrutchebaner der fik Djurs Sommerland til at ligne et oppustet badabassin i baghaven. Især én rutchebane fik mig til at nå at overveje tanker om livet og døden og hvorfor jeg stod indelukket i et rør, mens der taltes ned fra tre på vietnamesisk. pludselig forsvandt gulvet under mig og jeg forsvandt ned i et lodret, sort rør. Jeg vil ikke udelukke at jeg lige netop der fik tilføjet et dusin ekstra grå hår til manken. Ungerne var selvsagt ekstatiske og nægtede at forlade stedet. Til sidst fik vi dog lokket dem på vej og vi nåede derfor at besøge et nedlagt fængsel på Phu Quoc, hvor krigsfanger fra Viet Minh og NVA var interneret under Vietnamkrigen.

Lejren stod som den var blevet forladt, men med gipsfigurer i 1-1 størrelsesforhold , der illustrerede de ufattelige torturmetoder man benyttede sig af på stedet. Alt var tomt (vi kom sent) og heden og de slidte og uhyggelige gipsfigurer satte godt gang i spørgsmålene fra Buster og Ines. Vi forlod stedet via en tunnel, der var bygget sideløbende med en tunnel fangerne havde gravet for at undslippe rædslerne. En hektisk dag var ved at nå sin afslutning, mens vi kørte hjem mod Mango Bay i solnedgangen. Vi havde set et grotesk forsøg på at bygge et turistutopia til milliarder af dollars og et eksempel på at formidle historien (om menneskehedens evne til at udøve grusomhed og overlevelsesvilje med de simpleste midler) Nu lakker dagene på Phu Quoc med enden. Trods de enorme forandringer øen har undergået de sidste 26 år er det med stort vemod vi rejser videre. Her er Så tilbagelænet en stemning. At sidde i brisen i skyggen af et kokosnøddetræ og lytte til bølgerne, der brydes mod stranden og klipperne er sgu ikke så ringe et tidsfordriv. I aften er sidste aften på øen. Jeg tror vi bliver i nærheden, drikker drinks og spiser mad fra havet. Vi har lige snorklet i tre kvarter. Ungerne er oppe at ringe hver gang de spotter en fisk. Jeg håber de bliver dybt imponerede af farverne og mangfoldigheden, når vi kommer til Thailand.

Revene heromkring bærer præg af at det ikke er et naturreservat, men en ø med en mangeårig fiskeritradition) I forgårs var vi på nightmarket, hvor utallige snegle, muslinger, østers, konkylier, revfisk og småhajer, ottearmede blæksprutter,samt frøer og clam shells lå levende til skue i akavarier, for enhver med hang, sult og lyst til at spise den slags. Nogle af konkylierne var på størrelse med mit hoved. Buster var især ramt af måden frøerne blev behandlet på (de lå bundet sammen i klumper og kvækkede). Dyrevelfærd til trods så har vi mødt så mange venlige, snakkesalige vietnamesere. Jeg bliver altid blæst bagover af deres imødekommenhed og glade smil. Et folk der er blevet tæsket på af franskmænd, kinesere, amerikanere, japanere, Cambodjanere og, ikke mindst, hinanden i krige, der har kastet landet ud i, stort set, uafbrudt armod fra 1941-1991. Og så virker de til stadighed nysgerrige, gæstfri og oprigtigt interesserede i at spørge ind til liv og vilkår i Danmark. Imponerende. Nuk for no. Vi skrives ved. Kh. Steven