Hoi An. Vietnam.
Sidder på "La Plage" en strandrestaurant ejet af Sam, en kvinde fra San Francisco, med god stil og sans for sublime burgere. Stranden er næsten tom. Af en eller anden årsag tror alle taxichauffører, at alle turister vil til den turistede strand, proppet med "seafood restaurants", deres desperate ejere, strandsælgerne med deres ubrugelige krimskrams og backpackerne. Jeg kan mærke jeg forsøger at distancere mig fra dette pak mentalt, såvel som fysisk. Det kan dog ikke umiddelbart lade sig gøre rent aldersmæssigt, hvilket et par vi slår håret ud, blotter mavedellerne og de udtværede, indtørrede firsertusser og så er der sgu ingen der opdager at vi er plusfyrre, når musikken spiller, damer har bevist. Og så er der selvfølgelig alle fuskerne, der afkræver folk penge fordi de passer på deres cykler, selvom om folk hårdnakket nægter behovet for at deres cykler bliver passet på og så videre og så videre.
Denne lokale strand vi er på nu, som på alle måder er så meget mere topfed og tilbagelænet har vi så, takket være ovennævnte taxisjufs, stort set for os selv. Fantastisk. Iskold øl - Biere Larue, lokal øl, med tigertegning up front er min faste ledsager på steder som dette, eller en terrasse med udsigt ud over floden og solnedgangen eller til den engelske premier league kamp, der med sine syv timers forsinkelse passer perfekt med en aftentur, ned til en lille, støvet familierestaurant, mens Karin og ungerne tager sig en velfortjent nattesøvn. Lige nu breder duften sig fra Sams Burgers. Jeg vælger den med det lokale twist, noget som vietnameserne mestrer; at tage kulinariske indtryk fra andre lande (læs: de lande, der med vold og magt har besat og undertrykt dette stolte folk fra tid til anden) som er en burger, hvor bøffen er en "fish cake". Den er så F….king lækker! Fik den også i forgårs til Anemones fem års fødselsdag. Men jeg springer jo rundt som en anden Jesse Owens. Tillad mig at bryde nuet, hvor helt fantastisk det end er og forlade bølgerne, ungernes latter ( de spiller kaptajn plimmerlimmer, som jeg ikke har spillet siden jeg var folkeskoleelev, fuld og forelsket i alle tøserne fra parallelklassen), den tilbagelænede, franske jazz og genindføre lidt kronologi og orden her hvor regler, udover "ikke længere ud end til knæene" ikke betyder en skid.
Vi ankom til Hoi An for nu snart to uger siden og burde for længst have flyttet os nord eller sydpå alt efter smag og lyst. Det har vi bare ikke. Og hvorfor så ikke det, når nu vi har chancen for at se hele Vietnam og alt det dér? Tjah, hvorfor tager folk ikke til Hjørring og Sædding Guldager, når de kommer til good old DK og har chancen for at se det hele?
Well. Hoi An er sgu en lille perle og selvom den er skide turistet, så gør det jo ikke noget, når alle turisterne er så dumme, at de tager det samme sted hen og overlader de små, frække gemmesteder til Samson, Anemone, Karin og jeg. Selvfølgelig er det træls, at alle, eller de fleste, gerne vil have penge ud af dig, men det kan og bliver gjort mere eller mindre charmerende. De gamle damer med deres to kurve, der sidder i hver sin ende af en bambusstang er generelt ret charmerende og sælger gerne bananer eller jordnødder og tager gerne to eller fem nej som et nej, og generelt smiles der en del. En ret sjov lille episode skal da også lige nævnes her. Én af de føromtalte gamle damer forsøgte at sælge os hendes bananer. Hun havde åbenbart haft lidt held i omsætningen og den ene kurv var nu tom, men for at holde balance i fysikken mellem disse to kurve på vægtstangen, havde damen placeret en mursten i den ene kurv. Anemone havde åbenbart kun set stenen og så trøstende op på mor, der sgu godt kan blive lidt mellemfornøjet af at smile konstant og sige "No thank you" og sagde "vi gider sgu da ikke købe en mursten, vel?"
Hoi An i er i øvrigt også kendt og berygtet for sine skræddere og skomagere. Karin fik desværre fat i en af de berygtede og kan nu kalde sig ejer af halvandet kilo gardarobefyld. Det (næsten) endeløse slid med at få pengene tilbage eller i det mindste nogen af dem, endte i går med et kompromis, forhandlet på plads af undertegnede. Hvis Connie H havde stået i kulissen, havde hun bedt om endnu en hopenhavnerrunde, sat mig ind for at lukke aftalen og røven på kineserne og Verden ville i dag have været et om muligt endnu koldere sted.
Vi bor på Troang Trinh Hotel, hvilket er en af grundene til, at vi er blevet. Alle er utroligt flinke og hjælpsomme og man føler sig sgu hjemme der. De kom endda med en kæmpe (megaklam) men ret flot fødselsdagskage til Anemone, fordi de havde set datoen i hendes pas. Apropos fødselsdag, så var Anemones dag helt fantastisk. Tak i øvrigt for alle de mange hilsner. Det meste af dagen blev tilbragt her på stranden, men vi havde også bestilt en stor og knap så klam fødselsdagskage på et fransk konditori inde i den gamle bymidte. Anemone fik også gode gaver, der blev pyntet op med balloner og vi fik flaget og sunget, set tegnefilm og spillet spil, alt i alt var den unge dame på nu fem år ikke til at skyde igennem. Og hvem gad i øvrigt også dét? Men lige præcis kagen, at vi vidste vi kunne få en ordentlig kage til Anemones fødselsdag, var faktisk, udover det gode hotel, en medvirkende faktor til at vi er blevet i denne dejlige by. At hotellet så også er hamrebankende billigt, hjælper jo heller ikke med at vi får lettet den kineserne burde have fået lukket og kommer videre.
Til sidst tog vi dog beslutningen om at komme videre. Vi bookede hotel, bus, bla, bla. Så fandt vi altså denne strand. Samson flyver med drage og denne lyserøde ørn mod den blå himmel, Samson i underhylere, de grønne liggestole kokospalmeparasollerne og de lokale fiskere i deres små, cirkelrunde, flettede, jeg så aldrig kun en tåbe frygter ikke havet kampagnen, fiskerbåde. Og så aflyste vi hele lortet og besluttede os for at droppe Hoi Ans finkultur og holde strandferie i dens baghave.
Lidt kulturelle har vi dog været. I går tog vi ud og så Vietnams svar på Angkor Wat i Cambodia, hvilket lidt svarer til at en tysk pølseturist efter endt bestigning af Himmelbjerget stolt fremturer, at han har været på toppen af Danmarks svar på Mount Everest. Stedet lå fantastisk, midt i junglen, men desværre lå der også en vietcong base der for fyrre år siden, hvilket fik amerikanerne til at tæppebombe området. Kraterne og ruinerne af det, der antageligt har været det længst bebyggede tempelområde (fra år 400 e.kr. Til ca. 1300 e.kr.) er der stadig. Antageligt skulle en fransk arkæolog have klaget direkte til Nixon over bombningen af uvurderlig kulturarv, hvilket fik Nixon til at beordre at ruinerne skulle skånes, men at kommunisterne stadig skulle dræbes.
Vi har også været oppe at køre i svævebane. Verdens længste og højeste, faktisk. Vi har jo prøvet ikke så få køretøjer og transportmidler på vores rejse, men Samson havde en ven, der havde prøvet svævebane et sted i Alperne, og dét skulle være SÅ fedt. Vi fik så forklaret ham at sådan noget fandtes ikke her i fattige Sydøstasien, men vi tog altså fejl. Så nyt at end ikke guidebøgerne har det med, faldt vi alligevel over en brochure på vietnamesisk, bookede et hotel på toppen af bjerget og drog af. Hotellet var en regulær katastrofe, men svæveturen hen over trætoppene, vandfaldende og den uberørte jungle, var magisk. Intet mindre. Så lidt kultur har vi fået. Om fire dage begynder Tet. Det eneste jeg vidste om Tet, inden jeg kom hertil for anden gang, er fra den lange liste over vietnamfilm, som jeg har set gennem årene. Nu ved jeg hvorfor amerikanerne blev taget på sengen. Tet er nytår, jul, fødselsdag, valentines dag og alle helgens aften på én gang. Der bliver åbenbart fest i alle byer i alle gader og det har derfor været svært for os at finde et hotel i disse dage. Vi har derfor omrokeret vores rejseplaner gang på gang, men er nu endt med at købe billet til Saigon den 13/2, dagen før dagen. Herefter bevæger vi os ned gennem Mekongdeltaget, mod Phu Quoc, en skøn tropeø med grotesk lækker mad. Grillet Peperkrabbe i fiskesauce bare for at nævne en legende. Herfra tilbage til fastlandet for at sejle op ad Mekong og ind i Cambodia. Karins lektie i den forbindelse, er en tvangsindlæggelse til at se "Apocalypse Now".
Ellers er der ikke så meget på programmet. Karin tager sig en lur, mens solen så småt er ved at forsvinde. Ungerne prøver at forhindre det. Den. Luren.
Vinden er taget til i styrke, så vi er rykket permanent op i "La Plage" (hvor er der meget der bliver bare lidt mere eksklusivt (og bøsset) når man siger det på fransk). Men hvorom alting er (hommage til min kære broder for dén sætning) så kalder bølgerne på mig og jeg skal tisse, så hvorfor ikke kombinere disse to forehavener og lade mit vand i havet. Det føles ikke så forkert, når vi taler om en del af Stillehavet og her er jo ingen menneske