Hoi An

Vi ankom til byen relativt sent, torsdag d. 4. maj. Ines skulle sove, Karin tog tjansen, og Samson var heller ikke mange Harry Kane Potter pis værd, så Anemone, Buster og jeg gik en stille tur fra vores lille, hyggelige hotel, over broen, gennem markedet, og ind til byens stille centrum, hvor alt har fået lov at stå stille, siden hvad ved jeg. Her bestilte vi skøn aftensmad, jeg fik min første, og ikke sidste, længe savnede Bier Larue, og en ret med store, smukke kammuslinger, snasket ind i urter, chili, hvidløg og med skøn dipsauce til. Buster faldt lige så stille i søvn, inden hans mad ankom, men Anemone og jeg glædedes over gensynet med de allestedsnærværende kulørte lamper, der lyste aftenhimlen op rundt omkring os. Stedet havde et langt kort med forskellige variationer over Mojitos, og både den med citrongræs og den med chili var ret så gode, og jeg må hjem og eksperimentere noget mere på altanen, har jeg lovet mig selv. Vi spiste op, rub og stub, fordi den gamle skraldespand stadig er i sit es, og så tog vi lige en detour ned til den japanske bro med en sovende Buster i armene, og så fik vi jo øje på good, not so old, Cargo Club, hvor Anemone fejrede sin fem års fødselsdag for alt for lang tid siden. Vi bestilte en Banh Mi med svineboller, sovs. Mmmmh… Svineboller… med sovs. Og absurde mængder frisk koriander til Karin. Vi kunne dog heller ikke dy os for lige at købe et par syndigt lækre kager med hjem, bare lige til at smage på. Én med passionsfrugtmousse, en med jordbær og lychefromage og så bare en motherf***er med tung chokoladetrøffel. Det var sgu en helt utrolig dejlig start på ni dage i hvad der igen er kommet til at stå som et højdepunkt på vores rejse.

Der er uden tvivl lidt den Gamle By over Hoi An, men dét, der redder byen fra en hensygnende museumsstemning, er selvfølgelig, at folk lever og bor her. At man så for en stor dels vedkommende lever af turisme, får ikke glæden ved at vende tilbage til at svinde. Det her er ikke en hill tribe village i højlandet, hvor folk lever uforstyrret, men hvem kan også ærligt påstå dette, når de lokale konstant forstyrres af udefrakommende, der insisterer på autenticitet? I Hoi An skal man lede efter det virkelige Vietnam i de tidlige morgentimer, på madmarkedet, hvor frisk fisk, kyllinger, svin og okse, og ufattelige mængder urter, grønt, frugt og blomster skifter hænder i et hæsblæsende tempo, for så at lukke ned (for slagterne og fiskehandlerne that is) når middagsheden kommer snigende). Vi fandt også hverdagens Vietnam, da Samson, Buster og jeg lejede scootere og drog ud gennem rismarker, og på støvede landeveje. Vi gjorde stop midt i ingenting, bestilte friskpresset sukkerrørsjuice og spiste nogle Kokoskiks, mens tre lokale brugte os som et realityprogram. I al sin enkelthed var det et magisk øjeblik. Der var køer på marken, vandbøfler i grøften, og bag ved denne lille, interimistiske landhandel, der solgte skovlhoveder, øl og elektriske vindfaner, blev halmen lagt til tørring i store stakke, og var Morten Korch dukket op og havde bedt os tygge lidt i et græsstrå, mens han korrigerde lyssætningen, så havde vi ikke løftet øjenbrynene af den grund. Vi kom også ud at padle en lille tur i Hoi Ans kokosskove, hvor vi med en lokal fisker som guide blev padlet rundt i en kuglerund sivbåd, der efter sigende skulle være endda særdeles sødygtig. Her fangede vi lilla krabber med en lille fiskestang og holdt ud i heden, iført den lokale, spidse flethat som enhver kender af vietnamkrigsfilm kan genskabe for sit indre øje. Ingen tvivl om at Samson kedede sig bravt lige netop dér, men med Busterspørgejørgen og kristianforklarerøv om bord, så går tiden alligevel ganske hurtigt, selv for en hard core teenager, uden internetadgang. Og her er vel et kerneeksempel på de udfordringer vi lidt kæmper med på denne rejse (og med udfordringer og kamp, så ved jeg jo godt, at der er mennesker der dør under store lidelser i denne vores latterligt uretfærdige Verden) men det her er altså alt hvad en overprivilegeret familiefar formår at presse ind af konflikter, for at maskere familieferien som en form for dannelsesrejse; at vi skal forsøge at tilgodese de store, såvel som de små børns interesser. SÅ nu lejer vi fanme den f***ing scooter du har plaget om siden Koh Mook, og så tager vi ud og ser på landskabet. Buster stiller spørgsmål fra start til slut, selvom vinder blæser al lyd væk og jeg råber af mine lungers fulde krav, at jeg ikke kan høre noget, og Buster råber HVAAAD!? Og spørger videre, og så kom jeg til at tænke på hedengangne gramsespektrum og måtte holde ind til siden for at grine og fortælle spørgejørgen, der selvfølgelig spurgte utålmodigt, hvorfor jeg grinte, om drengen der havde en tidmaskine, og rejste til det vilde vesten og en galakse, langt, langt væk herfra. Pointen (hvis en sådan på nogen måde kan udledes heraf) er, at når Buster spørger for meget eller jeg ikke kan høre hvad han siger, så råber jeg, at jeg har en tidsmaskine, og så savler Buster af grin. Og så savler jeg også lidt.

Hoi An har god mad. Det er jo fedt for os alle, for jeg må stolt konstatere, at jeg ikke er den eneste madglade person i familien. Men Hoi An er også skræddernes by. Jeg gik egentlig og troede, at Karin havde lært lektien fra sidst, hvor et billede af en pivfræk, topmoderne læderstøvle blev forvandlet til en steampunkversion af Pippi Langstrømpes ditto, men jeg tog fejl. Verden har, siden sidst, set fødslen af menigmands michelin guide: Tripadvisor… jeg fik for alvor øjnene op for siden, under nogle fejlslagne forsøg med LSD, men det er en anden historie. Karin havde spottet de bedste skræddere længe inden ankomsten, og kommer nu hjem med en ny garderobe. Hun ser sgu dejlig ud i tøjet, men det gør hun jo sådan set også uden, så om det er kejserens nye klæder hun har investeret i, må I andre være med til at afgøre.

Selvfølgelig ændrer ting sig. Det er tydeligt at se, at udviklingen går utroligt stærkt i Vietnam. Den strand Anh Bang beach, som vi lovpriste for syv år siden, fordi den strand - Cua Dai - som alle tog til, og som var proppet med sælgere og hustlere var overrendt og beskidt, var nu overrendt og beskidt, og fyldt med hustlere og sælgere. Vores gamle stamsted lå der skam endnu, men Sam var smuttet tilbage til USA, og hendes franske eksmand havde overtaget stedet. "La Plage" ligger nu presset inde blandt mange nyere strandbarer, der tilbyder stort set det samme, men vi hyggede os, spiste udmærket mad, selvom burgerne ikke nåede Sams til sokkeholderne, og så fløj vi med drage i det mest perfekte dragevejr. Vandet var svalende, vinden afkølende, og det var, Hustlere og deslige til trods, et perfekt sted at tilbringe dagen i middagsheden, hvor temperaturen nemt har sneget sig op over 36 grader. Ines tog sig en lur i stedets hængekøje, og vi spillede UNO. Buster er også ved at få øjnene op for kortspillet Kasino, hvor han plusser på livet løs for at kunne bygge tolv og fjorten og seksten osv. Det er fedt at have hans videbegærlighed og lærelyst, når nu de to ældste har hørt alle røverhistorierne. Egentlig gjorde vi jo ikke det store ud af arrangerede ture og seværdigheder i Hoi An. Det har vi egentlig ikke benyttet os så meget af på rejsen overhovedet. Karin påstår det skyldes mit jyske nærigmåsgen, men jeg har dybdeanalyseret mig selv og er kommet frem til at, at jeg har det utroligt svært med at blive trukket rundt af andre, der gerne vil fortælle mig hvor jeg skal hen og hvad jeg skal se, hvor længe og hvornår. Hvis jeg kan se på en brochure, at vi skal dit og dat på den ø eller den cooking class, som ikke har en skid med at snorkeldykke eller madlavning at gøre, så snører mit røvhul sig virkelig til, hvilket sjældent hænger godt sammen med min følsomme tarmflora. Jeg sidder vist og forsøger at undskylde vores manglende ture og udflugter. De har været der, men det har nok mere været slentreture, hvor vi har gjort holdt for at skifte en ble eller drikke en frugtshake, eller den højt værdsatte Café Siu Da og spise en velsmagende kage. Eller bare en slentretur ned til poolen for at spille kort eller slikke sol.

Fjorten dage var alt for lidt i Vietnam. Ét er, at vores budget har umådeligt godt af de langt billigere priser, på mad og hotel, men maden og de mange mennesker, hvoraf kun taxasjufferne og en enkelt politikommissær meldte sig ind i den verdensomspændende klub af assbananas, gør, at vi allerede har været inde at se på hvad seks billetter til Da Nang koster i december. Alting får dog en ende, selvom det her skal nævnes, at førnævnte taxasjuffer og politikommisærer fra tid til anden er udstyret med to- ikke fra naturens side, men grundet forhold man skal være inde i sagerne for at forstå. Vietnam skulle forlades, og Thailand gensynes, og vi forlod med vemod Hoi An for, via Da Nang, Saigon og Bangkok at rejse til Chiang Rai i Nordthailand… Men, som Arnold Schwarzenegger proklamerede, da han fortalte verdenspressen om sin nye rolle som klavervirtuos: I´ll be Bach