Hanoi

Med Onkel Kenned godt på vej hjemover, tog vi selv videre fra Khao Lak. Vores Thailanske visa var ved at løbe ud, og vi havde længe tøvet med at vælge næste destination. Både Karin og jeg havde og har en stor drøm om at besøge Myanmar, men ved at snakke med Burmesere, der arbejdede i Thailand, måtte vi bare konstatere, at tidspunktet var dårligt valgt. Temperaturen lå dagligt på op til 42 grader celsius og ventede vi lidt, så kom regnen og, dermed, malariaen, der virkelig har sit tag i Myanmar. Laos og Cambodia var også oppe at vende, men til sidst blev det Vietnam og Hanoi, der løb af med sejren. Vi fløj lørdag d. 29. april over Bangkok, og landede sent i Hanoi i tid til at fejre 42 års dagen for afslutningen på Vietnamkrigen, 30/4 75.

Der var ingen militærparader og folk virkede bare glade for at kunne holde fri nogel dage, for 1. maj var også en fridag. Der var derfor helt utroligt mange mennesker på gader og stræder, og i Hanoi er det ikke usædvanligt, at der til hverdag, sammenlignet med København, eller for dens sags skyld en hvilken som helst anden storby (og her ved jeg egentlig godt at good old Kbh. ikke rigtig hører med) er helt utroligt mange mennesker på gaden, så når jeg skriver, at der var helt utroligt mange mennesker på gaden, så har på en eller anden måde fat i en god gammeldags jydsk underdrivelse. Scooterne har, som i Saigon, for længst gjort deres indtog, og har forskubbet cyklerne til at blive en del af den masse, bestående af kød og metal, man med en fællesnævner kan kalde trafik. Trafik kommer af traffico, som er italiensk og betegner færdsel af mennesker eller dyr fra ét sted til et andets. Vi talte seks mennesker på en scooter, men vi så også en mand komme kørende med et klædeskab med to låger, en ung fyr, med adskillige bure med høns osv. Ines har mistet begge sine solhatte. Lige netop dét, at Ines færdes i solen, ubeskyttet (udover sin østerbrogodkendte faktor 50+ solcreme, uden parabener, fremstillet af handlingslammede, post og teletraumatiserede bingospillere fra Ølgod spejderlaug, og hvor overskuddet fra salget af ovennævnte creme selvfølgelig går til indkøb af økoflæsk fra den lokale slagter, til brug som præmie ved rækken fuld) er noget vietnameserne gerne løfter en pegefinger omkring, hvorefter de sætter deres barn forrest på scooteren, mellem faderens ben. Konen sidder gerne bag på, med de(t) mellemste ba/ørn mellem sig og manden, og så kaster familien sig ellers ud i menneskehavet, med barnet som en lykkebringende galeonsfigur, og den eneste, der har en plastikhjelm på hovedet, er faderen. Den var nok ikke helt gået på østerbronx. I hvert fald ikke uden et par løftede pegefingre.

Men vi nød sgu Hanois små gader i det støvede, larmende old quarter. Maden i Vietnam er helt fantastisk, og der er noget over at sidde og spise Pho Hanoi - en nudelret med oksekød, bønnespirer og urter, man spiser til morgenmad, sammen med en cahfe Siu da. Vietnamesisk drypkaffe med is og kondenseret mælk. Mmmh.

Jeg prøvede også den specielle Hanoiudgave af kaffe, som er varm kaffe med æggesnaps. Ret lækker, men man skal være en pervers stodder for at bestille nummer to, for den er godt nok tung, sådan én. Efter at have afbestilt min tredje æggekaffe, nød jeg i stedet en kold beer hanoi fra en restaurant med altanterrasse, hvor vi havde udsigt ud over Hanois gamle, franske Katedral.

Disse dage var sgu ret magiske. Vi ville gerne have set Ha Long Bay, men Ines om bord på en lille plimsoller a en båd i to dage, det var sgu opskriften på mavesår, og vandreturen i Sapa - Nordvietnams berømte højland, må også vente indtil vi bliver ældre og børnene lige så.

Til gengæld skulle vi se en helvedes masse museer, nu hvor den første del af rejsen stort set kun har budt på strand mig i røven og total aftapning.

Vi så et fængsel, der havde huset adskillige store, revolutionære lederskikkelser, men også John McCain.

Vi tog på det etniske museum og så hvorledes Vietnams etniske minoriteter byggede og boede, levede og døde. Alt sammen virkeligt spændende. At restauranten, hvis medarbejdere var gadebørn og forældreløse under uddannelse til tjenere, kokke mm. så også serverede ekstremt velsmagende citrontærter, og kokosnøddeis, gjorde ikke oplevelsen ringere.

Dét, der til gengæld gav hele oplevelsen en ret sur eftersmag, skyldtes ham taxisjufen, der kørte os tilbage til det gamle kvartér, for han kørte fra os, inden vi havde tømt bilen, og selvom Anemone, Samson og jeg sprang efter ham, stoppede han ikke. Det kostede os så en laaang dag hos Hanois politi, hvor vi, forgæves forsøgte at identificere forskellige taxiselskaber, og i dén grad følte os mistænkeliggjort, alt sammen forgæves.

Alt det her satte os godt tilbage på spillebrættet, men ikke så langt, at vi ikke nåede at besøge onkel Ho. Vi stod op før djævlen fik sko på, stod i kø i morgenheden, og defilerede så forbi den evigt sovende gigant (han døde i 1969, inden den anden store onkel Kenned kom til Verden)

Alt i alt var Hanoi en stor oplevelse, både hvad angår kulturelle g kulinariske indtryk. Den Vietnamesiske udgave af Baguette jambon beurre - Banh Mi - overgår i dén grad originalen. I det hele taget har det bare været skønt at mærke skiftet fra det mere tunge, olierede thaikøkken, til det lettere vietnamesiske, med masser af urter og råmarinering. Forårsrullerne er her en decideret oplevelse, hvor den i Thailand har været ok, men noget jeg også har fået lige så godt i Danmark. Alting har en ende, undtagen onkel Ho´s evige søvn, og vi forlod derfor hovedstaden for at flyve ned til det centrale Vietnam og et gensyn med en højt skattet by, vi har haft i vore hjerter, lige siden vi sidst forlod den i februar 2010. Hoi An.