Så blev det Tet - det kinesiske månenytår, der fejres med stor ståhej på disse kanter. Vi var i Saigon, hvor vi stadig befinder os, og nåede frem til at deltage i et afsindigt kaos af mennesker og motorcykler, der sneglede sig frem mod Saigonfloden, hvor både, proppet med fyrværkeri, stod klar til at oplyse natten ved midnatstid. Det var, som så meget andet i denne by, fuldstændig grotesk overdrevet. Det fik både kulturby 96´ åbningen og kronsprinsbrylluppets fyrværkeri til at fremstå som små, frække drenges uskyldige leg med hjemmelavet krudt fra to overskydende heksehyl.
Saigon er en sindssyg by. Her bor små ni millioner mennesker i en by, der oprindeligt var designet til at huse en million. Her er ikke ret mange biler. Til gengæld er her fire millioner scootere og motorcykler. Her findes ingen færdselsregler (der overholdes) ud over den stærkes ret. Du kan glemme alt om at blive vinket venligt over vejen, hvad enten du er gangbesværet eller har små børn på slæb. Der findes kun én mulighed for at krydse vejen og det er at tage et skridt ud i infernoet og så bare gå, mens cykler, busser, taxier og, selvfølgelig de allestedsnærværende motorcykler, kværner forbi dig med 30 - 50 kilometer i timen. Vi holder Rigtig godt fast i Samson og Anemone. Mange rejsende vælger at følge trenden og lejer en motorcykel, men man kan se på alle forbindingerne, de røde, væskende hudafskrabninger og den humpende gang, at tohjulet kørsel i Saigon kun kan mestres, hvis den kommer ind med modermælken. Måske det er derfor, at babyer og børn, der først lige har lært at gå står foran på motorcyklen som en slags galionsfigur, der skal værne mod ens egen og andres dødsforagtende kørsel.
Som sædvanlig, fristes jeg til at skrive, ender vi med at strande i disse sydøstasiatiske metropoler, mod vores vilje, men vi ender dog også med at få det meste og det bedste ud af situationen. Egentlig ville vi for længst have forladt Saigon for at rejse ned gennem Mekongdeltaet og ud til Phu Quoc, Vietnams største og sydligst beliggende ø. Men. "It´s Tet mr." Dette er svaret man får over alt, når noget er lukket, dyrere end sædvanligt, umuligt at opdrive eller optaget. Vi kunne derfor hverken sejle eller flyve til øen i søen, førend i morgen. Vi har derfor brugt tiden på museer og ture og på at hænge ud i airconditionerede caféer, drikkende friskpressede frugtjuice, spisende glimrende vietnamesiske sandwiches (igen den franske indflydelse) og kager og lyttende til helt igennem elendig vietnamesisk samlebåndspop.
Museet, der oprindeligt hed "Museum for American War Crimes" , men som nu, på et mere, for vestlige, især amerikanske turister, gouterbart sprog, hedder "War Remnants Museum", gjorde et stort indtryk på os alle fire. Vi havde snakket med børnene om, at der kunne være billeder og udstillinger vi på stedet ville forbeholde os retten til at bortcensurere og sådan blev det også. Alle krige er jo grusomme og forfærdelige, men denne krig og dette museum lagde måske færrest fingre imellem. Et billede, der virkelig gjorde et dybt indtryk på mig, var et farvefotografi af en fuldstændig lemlæstet krop. Afrevet ben, maven åbnet op ansigtet deformt. Ét billede blandt tusinde. På den medfølgende tekst stod der, at billedet var taget i 2006. På et farvestrålende tæppe lå endnu et offer, udover de andre 300.000, der siden krigens afslutning i 1975 har mistet livet på grund af ueksploderede bomber. Det rystede mig at finde ud af, at amerikanerne smed mere end dobbelt så mange tons bomber over Vietnam og Laos end der samlet blev smidt under hele Anden Verdenskrig.
Vi har også besøgt Cu Chi tunnellerne ,som var Viet Congs skjulte hovedkvarter mod syd under krigen. Igen en stor oplevelse for ungerne og for historienørden. Her kunne man også få lov at skyde med M16 rifler og AK47, hvis man har den slags lyster. Det var der åbenbart ret mange der havde. Det er fuldstændig sindssygt som sådan et våben larmer!
Forleden tog vi ned til Mekongdeltaet for at besøge mangrovesumpene dernede. Området blev fuldstændigt lagt øde under vietnamkrigen, grundet brugen af det defolierende kemikalie - Agent Orange, men er nu reetableret og beskyttet under UNESCO. Området er også hjemsted for en meget stor gruppe af aber og en mindre gruppe saltvandskrokodiller. Dem besøgte vi også, men det er sgu lidt rystende, eller nedslående, at se forvaltningen af et naturområde, hvor aberne for lov at rode rundt i affald og at alle, trods skiltet forbud, fodrer aberne på livet løs, så de fuldstændig mister lysten til at skaffe føden selv og ender med at ligne og opføre sig som forvoksede rotter. Krokodillerne fik, sjovt nok, lov at passe sig selv, lige bortset fra den ene uheldige, der blev hevet frem til et freakshow, der bestod i at en eller anden fyr tæskede og tirrede dyret, indtil det blev vækket af sin middagslur og hvæsede. Manden slugte så lidt ild, Leif Sylvester style, og stak sin hånd ind i gabet på den søvnige stakkel.
Turen med båd ud i mangrovesumpen var til gengæld fantastisk. Man kan ikke påstå, at sådan en sump er smuk. Frygtindgydende er nok det ord, der først falder mig ind. Området er fuldstændig ufremkommeligt til fods. Også herinde skjulte Viet Cong sig for en overlegen fjende og fremstillede hjemmelavede bomber af de ueksploderede femhundredekilos bomber, som til tider blev droppet fra for lav højde. Bomberne svømmede de så, ofte over afstande af hundrede kilometer, ud af Mekongdeltaet for at detonere dem og sig selv mod amerikanske skibe. Vi så kæmpemyrer, smukke, smukke fugle, mærkelige fisk, der kan ånde oven vande og krabber i tusindvis. Super spændende, men igen - det turen egentlig bliver solgt på - aberne og så videre, ender ikke med at være det, der gør turen mindeværdig. I stedet var det i mødet med stille og rolige mennesker, der var venlige, smilende og gæstfrie og befriende ukorrumperede af turisternes fristende dollar. Vi drak en superlækker sukkerrørsjuice, hvor en ældre dame stod og kørte helt friskskrællede sukkerrør gennem en valse. Saften løb så ned i et glas fyldt med is. Lækkert. Hvis hun blev inviteret ind på et diskodasko i Kbh. Og der så lige blev hældt lidt havanarom og en dusk frisk mynte i, så ville der ikke være et øje, eller for den sags skyld en gane tør i miles omkreds. Nu sidder vi så på ABC bakery. Her er aircondition. Nævnte jeg, at der er 36 grader uden for? Samson laver lektier, hvilket, traditionen tro, foregår helt uden begejstring og virkelyst. Anemone tegner med farveblyanter og Karin er ikke mere stram og overlæreragtig, end at hun tager sig tid til at bryde Samsons elendige koncentration med en regn af nakkekys.
I morgen forlader vi storbyen, motorcyklerne og forureningen, luderne, narkohandlerne, de skøre, de ligeglade og de elendige, til fordel for hvide sandstrande og svajende palmer.
Resten af turen er blevet skemalagt via denne skønne computer (tak igen, Morten primtal), på afkølede caféer med wifi. Her kommer resultatet af karins slid på diverse fly og hotelhjemmesider:
Vi er på Phu quoc i fem dage, sejler så tilbage til fastlandet, tager en bus til Can Thao, sejler op ad Mekongfloden og ind i Cambodia, til Phnom Penh og vider til Siem Riep og Angkor What templet. Herfra tager vi tilbage til Saigon og flyver til Phuket i Thailand den anden marts. Vi kunne ikke få overnatning på Koh Phi phi, så i stedet tager vi vider til Koh Lanta, eller Cola Fanta, som vi har døbt den. Vi rejser så rundt og besøger øerne i det andamanske øhav. Den femtende marts flyver vi så atter til Chiang Mai i Nordthailand og besøger Mae Hong Son og nogle af de andre steder vi ikke nåede. Den toogtyvende flyver vi til Bangkok og tilbringer de sidste dage af vores rejse hér, inden vi flyver tilbage til Danmark den femogtyvende marts.
Vi er stadig meget glade for at rejse. Vi nyder tiden vi har sammen. Hygger, spiller spil, snakker og forklarer. Vi er alle raske. Selv maverne har det fint. Myggestik kommer og går og i Mekongdeltaet og Cambodia, står den på Malariapiller.
Vi snakker også meget om alt det derhjemme, om alt det gode, alt det vi tager for givet og alt det mad vi skal lave og spise, når vi atter selv kan få lov at svinge kødgryderne. Og vi snakker om alle jer vi savner. Det er SÅ dejligt, når I skriver til os - tak for det! - og bliv endelig ved.
Vi skrives...