Phu quoc - Vietnam. Superdejlig tropeø. Først havde vi fået overnatning på et småklamt, intetsigende, lidt tilbagetrukket hotel med elendig morgenmad. Det havde været umuligt bare at komme i kontakt med hotel på øen, igen grundet Tet, men på en lille vandretur hen ad stranden, faldt jeg over en lille perle. Han hed Ali. Sludder. Det var et rigtig frækt, lille spa. Indretningen var lidt japansk Zen. Stedet var også godt booket op og dealen var, at vi kunne bo der, hvis vi gad flytte fra værelse til værelse til værelse. Det gad vi godt. Det første værelse var i særklasse, med udsigt ud over haven og havet. Her boede vi i fire dage, spiste morgenmad i haven, dasede på stranden og spankulerede hen til "vores" lille restaurant, der lå i vandkanten, for at spise fisk og drikke bananshakes. Det var skønne dage. Vi tog også på en dagtur ud til en gruppe mindre øer, der er blevet certificeret som marinbiologisk nationalpark. Her fandt vi smukke, smukke, uberørte koralrev, der startede få meter fra stranden, der var cremefarvet og ligeledes uberørt. Vi fiskede efter vores frokost og Samson fangede to fisk. Pavestolt var vist ordet jeg ledte efter.
Maden om bord blev spædet op med grillede tunkoteletter, blæksprutte, vandspinat og rå, friske søpindsvin, der blev spist direkte af skallen. På vejen hjem tog vi forbi nogle meget smukke, fuldstændig hvide bountystrande. Desværre sås øens udvikling, eller mangel herpå tydeligt. For tolv år siden var her ingen mennesker. Nu er der ti daglige flyafgange fra Saigon og det skrald de efterlader sig, får lov at flyde og skæmme de ellers så smukke strande. De lokale ser det ganske enkelt ikke. Alt bliver kastet og smidt hvor man står, sidder, kører eller sejler. Kun på de strande, hvor vesterlændinge bor, ser man et forsøg på at holde stranden og området rent. Lidt trist og efter vores erfaring, et generelt problem i hele Sydøstasien.
Skraldeproblemet, de elendige, støvede veje og problemerne med overhovedet at nå frem til øen, kan dog ikke fjerne indtrykket af at Pho quoc er smuk og dejlig. SKøn jer at tage dertil, førend den vietnamesiske regering får nosset sig sammen til at gøre alvor af deres intentioner/trusler om at skabe en vietnamesisk pendent til Phuket.
Men selve denne dagstur var alt i alt en super tur. Desværre fik Samson alt for megen sol. Han snorklede i timer, tonsede rundt på strandene og da det blev aften, spiste han ingen ting, ville bare i seng, og så kom feberen. Brandvarm og knastør. Hedeslag kan være en grim ting hernede, med heldigvis lagde feberen sig i løbet af næste dag, der blev tilbragt i aircon og skygge, men vi havde fået en advarsel fra den store, gule skive.
Ellers er vi sluppet fra de store ubehageligheder og er ved godt mod. Især efter jeg forkælede min kære kone med dét man egentlig kom langvejs fra til "Mai Spa" efter; nemlig massagen. Karin fik grød og mudder i sit kønne ansigt og sukkede himmelsk. Kvinder!!?