Chiang Mai.
Det var vist de der hæsblæsende eventyr vi kom fra. Vi tog i går ud i Nordthailands jungle for at svæve gennem og over den. Op, op gik det, gennem snoede bjergveje med hårnålesving, bjergkamme, klipper, grøn firsergelé i klemmetube med krog og venlige frisører. Nogle helt igennem skøre mennesker har valgt at skrue en forretning sammen omkring konceptet "svævebaner". Det er jo noget vi alle kender lidt til fra dengang i halvfjerdserne, hvor en legeplads stadig godt måtte være bare lidt farlig. Det kan man på en måde også godt sige at disse svævebaner var. Der var 23 af dem. Den længste var 300 meter lang og platformene vi svævede fra og til lå fra 5 til 40 meters højde. Vi svævede hen over slugter med fald på over 60 meter og blev "absailet" eller firet ned fra højder op til 40 meter. Alt dette foregik i seler med karabinhager og nogle rulleanordninger man klipsede på stålwirer, der så var spændt ud mellem skovens kæmpetræer, hvoraf nogle af dem var omkring 80 meter høje. Nu er jeg måske lidt nøgtern i min beskrivelse af hele seancen, så tillad mig kort at omformulere mig: DET VAR SÅ FULDSTÆNDIG SINDSYGT VILDT! Jeg var egentlig forberedt på, at turen godt kunne gå hen og blive en dyr og kort fornøjelse, når Samson, Anemone og Karin totalpanikkede og skulle bæres tilbage i sikkerhed, men ungerne blev spændt sammen, så de vejede lidt mere, og så blev de ellers smidt ud over kanten, hvor de svævede mellem trækronerne, grinende og hvinende. Det var på samme tid en både rædselsvækkende og smuk, smuk oplevelse. Og vi måtte som forældre blot give slip og stole på at drengene, der stod for at guide os gennem skoven, kunne deres kram. Det kunne de. Vi er her alle endnu. En stor, stor oplevelse rigere. Der blev gennemgående kastet stor street, eller rettere junglerespect i retning af Samson og Anemone, der fra tid til anden blev kaldt de modigste unger i hele Verden. Karin, der ellers påstås at lide af højdeskræk, er enten en notorisk, løgnhals af en hystade, eller også blev hun spontant og mirakuløst kureret for sin fobi, ved hjælp af den teknik, der i fagsprog kaldes for "flooding". - her udsættes patienten for en så overvældende mængde af det fænomen, der fremprovokerer angsten, at man ganske enkelt glemmer at være bange. En helt speciel oplevelse var, når en af guiderne spændte sig fast bagved og holdt fast i dine fødder. PÅ denne måde kunne man så bare sprede armene og med hovedet først, som en anden Peter Pan, flyve klukleende gennem skoven. Jeg kan ikke anbefale denne oplevelse nok. De unge fyre havde så meget tjek på sikkerheden, at de var i stand til at tage tykt pis på den. De fik selvfølgelig hurtigt øje på Karin som et potentielt yndlingsoffer, hvorfor hun blandt andet blev skubbet ud over kanten uden forudgående varsel. Eller, når hun blev firet ned fra 20 meters højde og der bare blev givet slip, for så, lige inden hun ramte afsatsen, blev strammet til, så hun blot hang og dinglede og til sin store frustration ikke havde undgået et angstskrig under vejs.
Sikke en dag!
Tak for tippet Christian og Ymme!
De næste par dage har vi tænkt os at fortsætte med at tage på nogle éndagsture. Blandt andet har vi tænkt os at tage en tur, som især Samson ser frem til med angst, bæven, tårevædede øjne og spinkel, pibende stemme; Lektielæsning!!! Det kommer til at blive hårdt, udfordrende, til tider decideret ubehageligt, men jeg tror Samson vil komme ud på den anden side, én erfaring rigere. Bliver dette eventyr bare en spinkel succes, er det ikke utænkeligt, at vi fortsætter med en elefanttur og i aften benytter vi os af endnu et tip fra Christian og Ymme; 3D biograf! Vi skal ind og se en dokumentarfilm om Uffe Ellemanns kone.
Vi glæder os i denne tid.
Skrives.
Steven