Profile
Blog
Photos
Videos
Hmm. Vores fly blev aflyst i dag. Der er for mange skovbrande til at flyene kan lande. Så vi kommer ikke til Mae Hong Son i denne omgang. Lidt ærgerligt, men vi har brugt dagen på at dase og tjekke ind på ny på vores lille, hyggelige hotel her i Chiang Mai. Vi har også booket et par hæsblæsende eventyr, så vi ikke kommer til at kede os den sidste uges tid, men mere om det hen ad vejen. Ellers var det selvfølgelig lidt et antiklimaks at stå med alle vores rygsække i lufthavnen og se på et cancelled oppe på skærmen. Måske det er forklaringen på at vi endte med at trøstespise på burgerking. Ungerne blev i hvert fald trøstet. På hotellet prøvede jeg at finde en fodboldkamp i fjerneren, men Anemone blev sur og sagde "ej far, så skider jeg i sengen" hvis altså jeg ikke øjeblikkeligt slog over på en børnekanal, så derfor blev den plan hurtigt droppet. I stedet tog vi ud for at shoppe. Karin er jo den type, der drager ud på eventyr med fire par sko, hvoraf ingen af dem under nogen omstændigheder kan beskrives som praktiske. Vi tog derfor ud for at købe et eller andet der kunne snøres omkring hendes pusselanker. Det blev til et par højhælede sko, et par romersandaler i læder, og så et par gule lærredssko til 25 dask. Jeg ved simpelthen ikke hvordan fanden hun slipper af sted med det!? Det skal dog siges til den unge dames forsvar, at hun slap med 150 kroner for sit lille shoppingeventyr, så et eller andet sted er hun tilgivet. Vihar også købt Birkenstock til hele familien. 80 kroner blev det. for dem alle sammen vel at mærke. Og hvorfor så denne, pludselige Imelda Marcosagtige skofetisch? Jo, lige pludselig stod jeg, inden for femten minutter uden sko. Det skete på Koh Lanta. Min ene sko mistede jeg på færgen, hvorefter min anden sandal gik i stykker. Jeg vandrede derfor rundt på øen i søen som en anden tømrersøn i ti dage, indtil vi atter kom i nærheden af noget civilisation. Samson lagde både sandaler og svømmefødder i strandkanten natten over og lod timevandet klare resten. Så vi har haft behov for en sandalsindsprøjtning.
Her til aften har vi spist på en korean bodega. Shabu shabu, tilsat thaipop så flødesød, sunget af en mandsling så uskadelig, at selv en hærdet potpongprinsesse vil kunne genfinde troen på at kærligheden findes et sted derude. Topsyret. Vi håber blot på at vores kulinariske mod ikke koster os en omgang millionbæ i den store porcelænssalatskål. Samson og Anemone sover nu. Karin læser. Hun drømmer stadig om et comeback i yatzy - en umulig drøm jeg ikke føler jeg kan fornægte hende. Jeg vil derfor slutte for nu og varme op til aftenens dyst på terninger ved at jinxe min elskede modstanders yatzyskema.
- comments