"Mit navn er Christina citron, jeg er 22år og jeg har lige været ude og rejse som guide"

Det er nu 5måneder siden jeg hørte disse ord. Hun var én blandt, de mange helt fantastiske og dejlige mennesker jeg skulle starte i klasse med i februar. Jeg bemækede pigen bag orden en lyshåret en af slagsen, hun havde klare blå øjne, der strålede næsten ligesom en sol fuld af energi når man kigger ind i dem. Hun smilede imødekommende, og stemmen lød meget glad. Ca. 1½måned senere sidder jeg sammen med hende i en bil på vej hjem fra Nord Djurs, hvor vi netop lige har afsluttet vores første praktik periode. Vi taler om vores fælles interesse "at rejse", og om det der med at været evigt og helt og adeles forelsket i verdenen. Om det der med at have et hjerte, der altid længes efter nye eventyre under fjerne himmelstrøg. Jeg fortæller hende om min plan: At rejse til Philippinerne i 2måneder, for at arbejde som frivillig, og gøre brug af den viden jeg har lært fra studiet. Intet fansy! Helt simple living. Pigen kigger på mig, med store øjne, hvorefter hun udbryder: "Må jeg ikke komme med?". Jeg når ikke at tænke mig om før jeg siger: "Selvfølgelig!". Men sagen er den, jeg kender mange der har sagt dette, hvor det aldrig er blevet til andet end snak - så jeg tog det med et gram salt. 14dage efter kommen pigen hen til mig efter en undervisning. "Jeg har clearet det med min chef, så nu skal vi bare have booket billetter". Hun mente det sku! Billetter, visa og vaciner blev ordnet, og d. 7Juli stod jeg i Kastrup lufthavn. Ved siden af mig står pigen, og hvem er hun så, hende der Christina? Jeg mener, jeg har jo ikke kendt hende i mere end 5måneder. Jeg har veninder jeg har kendt hele mit liv, som jeg aldrig har haft fornøjelsen af at rejse ud med i længere perioder end 14dage. Jeg har på intet tidpunkt været i tvivl om Christinas væsen. I skolen er hun ambitiøs, og fandens dygtig i faget. Hun er engageret, bruger gerne til på at arrangerer sociale-events og get-togethers med vores klasse. Hun er et godt menneske og imødekommende overfor alle hun møder. Hun er typen, der når hun har brugt sidste klip på sit klippekort, og der stadig er tid tilbage til at køre på det, så giver det videre til de mennesker, der stå ved busstopstedet hvor hun står af.
Alligevel er jeg på min rejse med Christina, blevet overrasket over de mange positive sider hun også rummer! Jeg har lært om Christina, at hun er møghamrende god med børn. Når Christina møder børn - som vi har joket lidt med - bliver hendes indre barn lukket ud. Selvom hun ikke taler samme sprog, formår hun at læse og kommunikere med børnene. Hun er professionel og ikke bange for udfordringer, og i pressede situationer holder hun hovedet kold og bevarer et overblik.Dette har betydet at vi alle steder vi har været, har modtaget masser af ros og de varmeste anbefalinger. Hun har faldet helt naturligt ind i livet hernede, og ikke mindst min familie - ja faktisk så meget at de kalder hende for deres "adopterede niece".

Når Christina og jeg har taget vores pauser fra "det hele", har det oftest foregået på Starbucks. Her har vi talt om mange ting. Vi kan være enige om mange ting - og lige så uenige. Vi kan tale i timevis - men også side i fuldkommen stilhed og bare nyde "at være til". Jeg har nydt at vende verdenssituationer med hende, fordi Christina har i den grad udviddet min horisont. Hun tager tid til at tænke over de ting vi taler om, og kan efter en dags tid godt finde på at vende tilbage til et emne vi har talt om og tage det op igen.
På Søndag rejser hun hjem, og jeg må indrømme at jeg kommer til at savne mange ting, som jeg har oplevet i hendes selskab. Jeg kommer til at savne hendes hudløse ærlige kommentare - når noget irriterer hende. Jeg kommer til at mangle hendes indre Starbucks gps ( Christina kan lugte Starbucks fra 10km afstand), jeg kommer til at mangle at kunne kigge ind i hendes øjne og vide at hun tænker præcis det samme som jeg i trælse situationer. Jeg kommer til at savne hendes helt og igennem smukke sang stemme, når hun synger med på Beyonce, Jason Mraz ect ( Christina JEG HAR SAGT TIL DIG AT DEN DER STEMME FORTJENER AT BLIVE HØRT NOGET MERE!!!). Jeg kommer til at savne hendes smittende energi og hendes hjertevarme person.

Du tænker sikkert "what's the point of me telling you all about this person???".
- det skal jeg sige dig! Jeg er måske ikke den rette til at komme med råd (jeg mener - hvad fanden ved jeg om livet??), men jeg vil gerne dele mine oplevelser, og denne er en der fortjener at blive delt. Som semi-voksen har jeg oplevet at det bliver sværere at stifte nye bekendtskaber, fordi man som regel allerede har en etableret vennekreds og hænger ofte i gamle venskaber. Det bliver sværere at være åben, og lukke nye mennesker helt ind. For piger, er det som regel "sex &the city" agtigt, hvor man har et lille lukket kreds. Venskaber med det modsatte køn, er også næsten helt umuligt, og bliver ofte (af den ene eller anden part) mistolket som flirt.
Men hvis man tør "gå udenfor" sin comfortzone, sænke paraderne - kan der engang imellem opstå noget fantastisk og ikke mindst eventyrligt. Det er i hvert fald, det jeg har oplevet med min nye veninde Christina.

Dette indlæg er naturligvis dedikeret til Christina! Tusind tak for du har villet dele denne måned med mig!
"Viva la vida como un aventura buena"

Skrevet af: Samantha Sabado