Velkommen til konstrasternes land...

"It's all about living the good life..."


Du ved du er i Asien når...
1) Du spiser sushi til morgenmad
2) Der er ris til ALLE måltider
3) Toiletpapir er erstattet af en spand med vand

For første gang i rigtig langtid er det faktisk lykkedes mig at sove til kl 11, det skyldtes i høj grad at jeg stadig er lidt jetlagged. Dagen startede vi med sushi og efterfulgt af en gåtur i lokalområdet. For lige at orienterer os om det lokale supermarked, og se de forskellige t-shirt fabrikker. Sidst nævnte er der rigtig mange af, faktisk er faderen hos familien vi bor hos også t-shirt mager. Efter vores gåtur i lokalområdet tog vi sammen med mine 2 tanter og kusine, to tricycles ( motorcykel taxa), ind til Rizal Highschool. Rizal Highschool er et af asiens største highschools, og er opkaldt efter José Rizal, Phillippinernes "local hero". Under spaniens kolonisering af Phillippinerne kæmpede han for lige rettigheder for phillippinerne, således at de kunne blive anset ligeværdige som spanierne. På vejen ud til highschoolen kørte vi igennem de lidt dårligere stillede lokal område, igennem små gader der var fyldt med legende børn og gadekøkkener og små kiosker. Menneskene på gaderne talte sammen, og smilte, og jeg fornemmede en dejllig varm folkelig stemning i området. Da vi ankom til highschoolen, blev vi modtaget af et security-tjek. Alle børnene bar skole uniformer, pigernes bestående af en rødternet nederdel medtilhørerende hvid skjorte, og drengene sorte bukser med tilhørende skjorte. Det masser af opmærksomhed, at der kom to blege danske piger gående. Heldigvis for mig, var det Christina der er "hårdest" ramt. Skolen var velholdt, selvfølgelig ville den efter dansk standard sikkert allerede være lukket og være blevet kaldt for sundhedsskadelig. Men børnene her benytter sig glædeligt af den. Ved en kort rundvisning på skolen, bemærkede jeg at de mange steder havde opstillet disse "altre/helligsteder" til ære for helgene, når eleverne gik forbi her- lavede de korset fra pandeben til bryst og skulder til skulder. Vores rundvisning sluttede på sportspladsen, hvor softball holdet var igang med at varme op. Atletikbanen bar præg af slidtage og masse af buler/huller på løbestrækningen.
Børnene var ivrige efter at tale med os, og forsøgte på deres bedste engelsk, at føre en samtale med os.
Efter en rundvisning på skolen gik turen videre ud for at besøge tita Beni's storesøster tita Jenni. Vi tog en af de lokale jeepnys ( en slags lille lastbil, hvor der bag føren er to rækker på langs og uden vinduer, betalingen foregår ved at man giver pengene fra hånd-til-hånd op til føreren, og "stop" foregår ved at man råber "phara"). Undervejs blev de fattige omgivelser skiftet ud med høje monderne bygninger med store upersonlige glasfacader. Vi ankom til BMW's hovedkvarter i Manilla, i det fine kvarter kaldet "eastwood". Da vi ankom til bygningen blev vi modtaget af dørmænd i jakkesæt, der bød os velkommen med "Velcome mam" og bukkede ærebødigt. Ud af kontoret kom en lille fin dame, med stiletter, pressefoldsbukser, strøget skjorte, LV-taske og nylagt rød læbestift. Hendes gang var meget bestemt og autoritær, dette var tita Jenny. Tita Jenny er en forretningskvinde, og quit a woman. Hun har arbejdet hårdt for sine topstillinger, og prioriteret karriere frem for kærlighed, hvilket har betydet at hun først i en alder af 45år blev gift (dette er MEGET usædvanligt for phillippinere). Nu sidder hun på en top post hos BMW. Tita Jenny ville meget gerne inviterer os ud af spise. Da vi forlod kontoret var det med privat-chauffør, og vi kørte hele 900meter, for at komme hen til en koloenorm høj bygning. I bygningens korridor, blev vi igen modtaget af dørmænd og . Der var høj til loft, marmor gulve og guld belagte håndtag. Vi tog elevatoren op til hendes penthouse lejlighed (som selvfølgeligt er betalt af firmaet) på 36.sal. Ind kom vi til en overdålig lejlighed med udsig over hele Manilla. Tita Jenny's mand, hilste os velkommen, en flink flink mand!! Efter vi havde set hendes lejlighed, tog vi ned i Eastwood for at spise. Det ene sted mere prangende end det andede. MAC, Marks&spencer, Lacoste, og jeg kunne blive ved. Menneskene her var optaget af deres iphones og ipads, de kiggede sjældent op idet man passerede dem, og når det endeligt skete, var der ikke meget smil over det. Menneskene på gaderne her, gik ofte to-og-to, eller enkeltvis. Jeg er enormt overrasket over hvor meget Manilla har forandret sig siden 2009, hvor jeg sidste gang var her. Stedet her mindede i højere grad om Dubai end Phillippinerne. Vi fandt et koreansk spise hus, hvor vi fik en rigtig lækker middag, bestående af 10 forskellige retter. Under middagen spurgte de meget indtil Christina og jeg. Alt fra hvad vi spiste, hvorfor vi ikke har nogen kærester, om vi har bil. De undrede sig over, hvorfor vi ikke kørte i bil. Jeg forsøgte at forklare, at det i Aarhus er lettere/hurtigere at komme omkring med cykel. Det var tydeligt for mig, at vi havde forskellige opfattelser af hvad der er nødvendigt at have, taget i betragtning at vi lige var kørt 900m med en kæmpe SUV og personlig driver. Men bedst som jeg skulle til at "sætte en fordom på tita Jenny" lærte jeg at hun faktisk betaler for alle hendes niecers og nerrvøers uddannelse. Efter middagen tog vi hjem til tita Beni's hus igen. Her fik vi det første bad siden søndag- TILTRÆNGT. Om aftenen sad Christina og jeg og talte om den store konstrast vi havde oplevet idag, og ikke mindst hvor meget vi allerede har oplevet - overvej lige at vi tog afsted i søndag, og allerede har oplevet så meget.. HVOR ER VI BARE TAKNEMMELIGE OG PRIVILLIGEREDE!

Oplevelsesfaktor: 8

Håber at i alle har det godt!

Skrevet af: Samantha Sabado