"Bayanihan" er det filipinske ord for "samarbejde for fællesskabet" - ordet beskriver i høj grad vores oplevelse efter et besøg på børnehjemmet "Tahanan ng pag mahal" (Home for love). Hjemme har i alt 15 piger og 11drenge, dog er piger og drenge adskilt, og bor i hver deres hjem. Da vi træder ind i hjemmet, bliver vi mødt med utallige nysgerrige øjne. Pigerne er ikke længe om at flokkes omkring os, og spørger ivrigt til vores navne, alder, Christina's lyse hud og mine lange øjenvipper. Jeg tror ikke der går mere end 5min før vi hver har en hænderne fulde, med små hænder der er ivrige efter at holde i hånd, hvilket vi glædeligt gør. Christina med Bea og jeg med Rodelyn og Annaliza.
Pigerne der bor på hjemmet er enten sendt her til fordi deres familier har været for fattige til at tage sig af dem, deres familier har forladt dem, enlige mødre der ikke har kunnet tage sig af dem, er blevet seksualt misbrugt af deres egne familier - og jeg kunne bliver ved. Hovedsagen er dog at de nu er på "Tahanan ng pag mahal", hvor de har det rigtig godt.
Vi starter med at lege en leg der minder lidt om legen "frugtsalat", herefter fortæller en af husets "mami's" at de hver måned fokuserer på et emne, og at det i denne måned handler om "selvværd". Så derfor leger vi atter en leg, hvor der bliver sagt et udsagn, som eks. "jeg er god til matematik", hvorefter man skal rejse sig hvis man er det - Nok den børnevenlige udgave af "jeg-har-aldrig"-legen og uden alkohol selvfølgelig! Til slut får børnene udleveret et lille hæfte, hvori de skal skrive et brev til Jesus ( hjemmet bliver støttet af en størrer katolsk organisation, deraf det religiøs islæt). Pigerne tager sig alle god til til at skrive deres breve, det virker som om de har meget på hjertet. Efter dette bliver der serveret en eftermiddagssnack. Christina og jeg kigger lidt sketisk på hinanden, da vi ser den er lilla. Suppen består af kokosmælk, banan, sød kartoffel, most ris og nogle sjove bær - opkogt og serveret. Vi smagte på det - og så behøver jeg vidst ikke tilføje yderligere. Efter snacken læste pigerne deres "letter to jesus" højt. Jeg må indrømme at jeg blev enormt rørt, ingen af brevene indholdte noget som helst negativt om deres situation eller overfor deres forældre der har forladt dem, tvært imod faktisk.
Rodelyn på 10år skrev: " Kære jesus, jeg takker dig for de daglige glæder du giver mig. Jeg håber at du altid vil beskytte min familie, og jeg håber jeg får lov til at se dem igen".
Annaliza på 12år skrev: " Kære jesus, jeg takker dig for at passe på mig, og jeg takker dig for mine medsøstre".
Jeg blev dybt rørt over, hvor uselviske for deres alder er. På hjemmet fornemmede jeg virkeligt en hjertevarme, umiddelbare glæde og et sammenhold blandt pigerne. Da jeg spurgte en Ronda (den ældste pige i huset om hvordan de var at bo der, fortalte hun at alle pigerne var hendes mindre søskende, hun følte at hun havde fået en "extended -family". Pigernes skolegang er finansieret af den katolske gruppe, og de må bo i huset indtil de har færdiggjort college, eller får en "foster" family. Da vi spurgte hvad de ville være når de blev store var det alt fra sygeplejerske, sangerinde, artist, lærer,socialrådgiver, journalist og en ville bare gerne have en familie. Jeg fik også lejlligheden til at tale med Flora (en af mami'esne) i en alder af 24år, har hun valgt at dedikerer hendes liv på at hjælp disse børn. Som "mami" er det hendes opgave, hver dag at vække pigerne, bade dem, give morgenmad, gøre klar til skole, efter skole skal der laves lektier, leges og spises aftensmad. Dette er kun få af de mange opgaver hun tager sig af! Hun har 1 ugentligt fridag, som hun bruger på at besøge hendes søster i Quezon. Udover Flora er der 2 andre mami'es.
Til slut skal der danses, og hvilken bedre dans end Psy's "Gentleman" (man er vel i Asien!), vi slutter dagen af med denne fantastiske sang:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=qFy54NmYPyc#at=72

Det var virkeligt hårdt at sige farvel til pigerne, vi fik masser af kram og kys. Det var et sandt privilegier at få lov til at opleve disse livsglade og kærlige piger - det er bestemt ikke sidste gang jeg har besøgt dette sted.

Skrevet af: Samantha Sabado