"Each friend represents a world in us, a world not born until they arrive, and it is only by this meeting that a new world is born."

Det der med at komme til et fremmed land og skulle møde en anden kultur, en ny type mennesker, en ny tradition. Det er med en vist ærefrygt man bevæger sig af sted, på vej imod point of no return. Det var egentlig ikke fordi jeg frygtede de mennesker jeg skulle møde. Alt hvad jeg havde hørt om dem var lutter positive ting - de har inviteret os til at bo hos dem, leve i blandt dem, arrangeret arbejde og husly for os hele vejen igennem.
Så står man der. Samantha og jeg var kommet igennem hele den lange flyrejse, lufthavnens immigration og med mega kriller i maven gik vi de sidste skridt ud fra lufthavnen. Verdens største smil mødte os, fra en lille hjertevarm philippinsk kvinde. Vi fik et varmt knus og alt føltes bare helt normalt.
Det skulle vise sig, at min ide om deres åbenhed var vand ved siden af, hvor gavmilde hele familien er!
Vi kørte til Pasig, hvor deres hjem er og blev vist op til et lille fint værelse, hvor vi får lov til at bo. Vi fik ikke lov til at slæbe på vores kufferter og fik straks serveret vand og blev vist rundt. Et ægte philippinsk hjem! Det er i tre etager. Nederst finder vi titos værksted, hvor han laver t-shirts, han putter print på og hvilken teknik! Han har forklaret os en masse om det, da vi nysgerrigt spurgte ind til det.
På førstesal findes stuen og køkkenet, familiens samlingspunkt. Der er altid nogen hernede og der hersker en kærlig og varm stemning her - der er plads til alle. Det er også på denne etage Tita Bennis far bor. Han er hele tiden bekymret for os. Han insisterede nærmest på at vi skulle sove i hans rum i stedet for, fordi der er aircondition derinde, men vi fik ham vist overbevist om, at det var helt fint På anden sal er der soveværelser. Vi har lånt familiens søns rum, ikke at man kan se at det er et lille herreværelse, for tita Benni har peppet det lidt op med et par bamser.
Alle tager hånd om os her og jeg føler mig utrolig velkommen og helt enormt privilegeret - jeg har fået lov til at besøge disse fantastiske mennesker. De har inviteret mig ind i deres liv og fortæller mig glædeligt om deres tilværelse, om historien og samfundet - alt hvad jeg kan finde på at spørge ind til, svarer de på.
Og det bedste af det hele - de smiler dagen lang! Derfor har Samantha flere gange taget mig i at sidde betaget og smile… men jeg kan ikke andet, når jeg omgiver mig med disse dejlige mennesker.





Skrevet af: Christina Rohde Richter