Universidad de Philippinas Dilimann Okay, hold nu godt fast! Samantha og jeg har fået lov til at besøge det største i Manila - hvem får lige lov til sådan noget, når man rejser ud? Og så med lokal rundvisning! Awesome! Vi tog en taxa ud til universitetet og da vi var kommet ind på campus kørte vi så rundt i godt og vel et kvarter, for at finde frem til hallen, hvor vi skulle mødes. Vi spurgte om vej rigtig mange gange; "I skal bare ligeud, så til venstre, så til højre". Nå ja, men det skal vi da nok klare! De studerende var mildest talt ikke gode til at give vejvisninger, men vi endte da det rette sted. Det var en ret stor hal, som var delt op. Det betød at den ene store del blev brugt at skolens volleyball teams, henholdsvis drengene og pigerne, mens den anden del blev brugt af softballholdet - pigerne, som vi skulle møde. Vi fik det sidste af deres træning med og fik herefter mulighed for at møde en flok smilende og energiske piger, som stort set alle sammen har valgt at klippe sig korthåret, som en holdting. De har et godt sammenhold, det var tydeligt at mærke og så er de ret seje til det softball. Sidste år var de blevet nummer 3 eller 4 og de har tidligere vundet mesterskabet for universiteterne. En af pigerne, Sophie, havde i dagens anledning fået lov til at låne hendes forældres store bil og hun tog os med på rundvisning på det store campus. Campus er åbent i 1908 og er med sine 493 hektar det største universitet i Manila. Det er fyldt med grønne områder, bl.a. et område, som hvert år synker med ca. 1 centimeter. I løbet af regnperioden er det ret sumpet og derfor ikke meget værd, men ellers bliver det brugt til bl.a. fodbold. På campus kan man også finde et kæmpe bibliotek, en biograf, tennisbaner, en madgade, et museum, udstilling med universitets vækst og selvfølgelig de mange og store universitetsbygninger. Vi så hovedbygningen hvor de har deres egen statue. En nøgen mand, der rækker hænderne ud til siderne - den skulle eftersigende symboliserer noget med, at han giver sig selv. Til universitet og sit land - altså skal de helst blive i landet, yde for landet, når de er færdige, fortalte de med et smil på læben. Vi fik taget et lille mindefoto her og efter det, fortalte de, at myter siger, at de som tager et billede her ikke kommer til at klare sig igennem universitetsuddannelsen og ikke består… godt vi studerer i Aarhus! Efter at have været rundt på området og været forbi udstillingen med universitetet gennem tiden, endte vi i madgaden, hvor de sultne piger fik en frugtshake. Samantha og jeg fik en forfriskende jordbær/mango shake inden vi takkede af for en fed rundtur og tog med Tita Beni tilbage mod Pasig. Tilbage sidder jeg så med en WOW følelse. Det universitet er bare gigantisk og jeg fatter ikke, at det blot er et af mange i Manila. Det er altså noget anderledes her! Mange unge tager fra landet og til Manila for at studere. For de der kommer langvejs fra kan man få billigt boende på campus områderne, mens de der kommer fra provinsen ofte må benytte sig af den kollektive trafik. Netop det med at folk kommer så langt væk fra gør så, at man har noget mere en bare et universitet. Modsat derhjemme hvor en by kan være universitetsby med fakulteter og uddannelser spredt ud rundt omkring, er det her samlet, som en lille by og der er mange små "campus-byer". Lige ved siden af UP ligger nemlig et af de andre store universiteter, nemlig Ateneo, hvor præsidenten bl.a. er uddannet. Oveni det, er der et stort sammenhold bl.a. de studerende. Der er konkurrencer mellem universiteterne i Basketball, Volleyball, softball og meget mere, men de tre er de væsentlige, og det giver et kæmpe sammenhold - en university spirit! Så det der med de eget amerikanske film, hvor en hel skole er ude og se en kamp og bakke hinanden op - jeg har altid tænkt det som urealistisk, men det findes! Og jeg er ked af at sige det, men Danmark er for lille til at kunne klare sådan noget. Så kan jeg jo bare prise mig lykkelig for at studere i Aarhus og kunne heppe på VIA university college campus nord når der er kapsejlads