Sidste blog indlæg, here goes:
Turen hjem var lang, men de første to fly forløb helt uden problemer. Flyet fra Brisbane til Hong Kong tog ca. 8 timer. Jeg fik sovet ca. 5 af timerne og de resterende 3 brugte jeg på at se tv.
Jeg forstår ikke at nogle folk synes det er frygteligt at skulle sidde i et fly så lang tid. Det er da genialt! Man bliver sat på et sæde og så skal man ikke bekymre sig om andet end hvilken film man har lyst til at se. Inden man ved at man er blevet sulten (igen) kommer der en flink stewardesse og spørger om man vil have det ene det andet eller det tredje at spise. Her efter får man serveret et udmærket måltid, som man kan hygge sig med. Hvis du bliver tørstig trykker du på en knap og så får du lige hvad du vil have! Når du er færdig med at spise og drikke er der rigeligt af underholdning. I løbet af turen hjem fik jeg set: The Blind Side, It's Complicated, The Invention of Lying, Topmodel, Project Runway, Top of The Pops, Desperate Housewives, Sex & the City og en helvedes masse Venner!
Efter en sidste portion mad nåede vi Hong Kong. Her havde vi ca. 2 timer før vores næste fly fløj mod London. Opdagede at jeg ikke længere skulle sidde sammen med de gamle. Jeg fik en plads forrest i flyet og de gamle sad længere tilbage. Det gjorde egentligt ikke så meget, jeg kunne jeg bare gå en tur ned og sige hej til dem i ny og næ. Når jeg ikke længere gad at snakke med dem, ja så kunne jeg vandre tilbage til mit eget sæde. Ved siden af mig sad en halv gammel engelsk kvinde. Hun havde forstået det der koncept der hedder "Jeg trykker på knappen og får gratis alkohol"! Hun hældte det ene glas vin ned efter det andet, mens jeg sad med min cola og festede med Vennerne.
Flyet fra Kong Kong til London ville tage ca. 12 timer. En lang tur hvis ens krop ikke samarbejder og falder i søvn. Min krop havde ikke lyst til at sove. Til trods for dette synes jeg vi nåede London forholdsvis hurtigt. Jeg fandt de gamle og steg ud i Heathrow. Her ventede der mig et par chok. Først kulden. Lige gyldigt hvor meget man prøver at forstå at det er koldt når an kommer hjem fra et land som Australien, ja så forstår man det ikke før man står i det. Det var så koldt at jeg overvejede at jeg ikke ville nå hjem til Danmark, måske jeg ville fryse til is lige midt i Heathrow. Føj siger jeg bare. Overlevede, men b****ede højlydt og savnede Australien endnu mere.
Næste chok tror jeg faktisk var værre. Da vi nåede til security checket blev vi mødt af det ene sure ansigt efter det andet. Ingen sagde noget til os eller smilede bare det mindste. I Australien vender man sig hurtigt til at folk hilser pænt på dig og spørger hvordan du har det. Det er sjældent at du møder en ansat i en butik eller f.eks. i lufthavnen der ikke siger pænt hej når du nærmer dig. Hvis de ikke siger hej, så smiler de i det mindste til dig. I Heathrow blev man lige mindet om hvordan det var når man nåede om på den anden side af jorden. Dette gav mig en endnu større krise og jeg overvejede hvordan jeg mon kunne forsvinde tilbage med det næste fly. Familien holdt øje med mig og jeg fik aldrig muligheden for at stikke af…
Sidste fly var hvad der skulle have været den nemmeste/korteste tur. Yeah right! Vi kom ombord, igen sad jeg for mig selv. Men denne gang tæt på de gamle. Vi kørte ud på start banen og her vendte vi rundt og kørte tilbage til samme sted vi var steget på.
Der var tekniske problemer med den venstre vinge. Er ret sikker på at det igen var den fandens Filange der manglede… Vi blev forsinket 20 minutter. Efter de 20 minutter sagde de at der ville gå yderligere 20 minutter. Efter de 40 minutter sagde de at der ville gå yderligere 20 minutter. Vi skulle have fløjet kl. 19 og pludselig var kl. 22. Hvordan det blev så sent er mig en gåde, jeg må ha fået mig et blackout i mellemtiden…
Jeg nåede at læse en halv bog før vi endelig blev flyttet over på et andet fly. Kort tid efter hang vi i luften over Kastrup og landede sikkert. Jeg steg af flyet og var igen ved at gå til af kulde. Oven i det var jeg så udmattet at jeg var svimmel, havde hovedpine, ondt i maven og var overbevist om at jeg til hver en tid kunne kaste op. Vi havde forladt Australien lørdag aften og nu var det mandag morgen inde i mit hoved. Det er lang tid at være mere eller mindre vågen og jeg kunne ikke holde til det længere.
Vi fik langt om længe vores bagage og så var det for første gang virkelig ud i kulden. Der stod jeg og rystede af kulde i ført mine gamacher, hættetrøje og ballerina futter. Efter hvad der føltes som en evighed kom der en stor taxa og vi hoppede ombord. Chafføren var en typisk dansk taxa chauffør fra Pakistan. Han snakkede og snakkede og det var så mærkeligt. Men det var så sjovt at høre ham tale. Til trods for at han fortalte han havde boet i Danmark i 25 år (hvilket ca. også havde været hans alder), talte han vildt dårligt dansk. Dette var mit første møde med en dansker efter min ankomst og jeg var helt smadret af grin hver gang han åbnede munden. Vi kørte i højre side af vejen hvilket var en skræmmende oplevelse… Jeg ville helst over i venstre side. Men er bange for at det ville ha endt med at blive endnu mere skræmmende!
Kom hjem til Rosenhøj hvor jeg ville tilbringe første nat på mor og fars sofa. Klokken var nu 2 om natten og jeg lagde mig ned og sov fortrinligt. Vågnede allerede kl. 8. Fandens jetlag, var stadig helt rundt på gulvet.
Ugen gik med en masse gensyn. Der var så mange skønne mennesker, små som store, jeg havde savnet. Jeg har nydt at være hjemme, det er kommet ret meget bag på mig hvor herligt jeg egentligt synes det er. Min hud synes til gengæld det er frygteligt, jeg har fået fiske hud (dog stadig nougat brun) og ekstremt tørre læber. Min personlige teori er at jeg simpelthen ikke er skabt til dette klima!
En anden ting der har været lidt hårdt er at vende dig til at køre med bus på dansk. Den første chauffør jeg kørte med gjorde dog det hele meget nemmere. Han sagde pænt hej til mig og vi snakkede lidt. På hele turen sagde han hvilke stop vi nu var nået til og hvilke busser man kunne tage derfra.
Straks værre var det sidst jeg skulle med bussen. Jeg skulle hjem fra Tanja og ville tage 2a ind til byen. På busstopstedet stod der at bussen kørte mod Kastrup. Da den så endelig kom stod der Lergravsparken på den, tænkte for mig selv at det nok vare den rigtige alligevel men er så meget i træning til at snakke med bussemænd at jeg for en sikkerheds skyld spurgte chaufføren. Havde svarede tilbage med et "jeg kører derhen hvor der står udenpå bussen". Så kan man ligesom lære at lade ham være i fred. Havde jeg ikke været i tvivl hvad jeg nok ikke spurgt. Jeg synes det er sørgeligt at jeg har kørt i bus i 3 mdr. i Australien og blevet behandlet så pænt hver eneste gang. Nu har jeg været hjemme i en uge og har allerede mødt den første klaphat af en chauffør at være.
For det meste har jeg dog cyklet rundt. Jeg er kommet tilbage som vikar i min gamle børnehave og så har jeg fået et køkken vikariat i Tinsoldaten i Avedøre. Så her cykler jeg frem og tilbage. Største udfordring er at huske hvilken side man skal kigge til når man krydser en vej! Det er altså ikke helt nemt at vende sin hjerne om igen…
Efterhånden er jeg dog ved at være kommet mig over min fantastiske rejse, tilbage sidder jeg med herlige minder, et par surf skader og en omgang myggestik! Det har været en udsøgt fornøjelse at på 3 måneder gøre mig selv til Hvidovres største fattigrøv og underholde jer på vejen dertil. Håber i har nydt mine vise ord… Jeg har i hvert fald nydt at skrive dem.
Ude godt, men hjemme bedst. xXx Rikke

P.S. Jeg ville elske at få noget feedback. Et "like/synes om" eller en kommentar. Helst på Facebook, da jeg aldrig helt har luret hvordan denne side fungerer og derfor tvivler på at jeg ville finde ud af det nu…