Profile
Blog
Photos
Videos
Af sted mod Surfers Paradise
Mit ur ringede kl. 5.30. Havde besluttet mig for at gå en rask morgen tur til Australiens mest østlige punkt. Efter sigende skulle solopgangen være helt fantastisk her og mindes at jeg aldrig fik gjort det sidst jeg var i Byron Bay (men dengang var man jo os i voksealderen og havde brug for sin søvn).
Mine hænder er blevet mærkelige på deres gamle dage, de falder i søvn på de mest upraktiske tidspunkter og denne gang skulle det så ske mens jeg desperat forsøgte at slukke mit vækkeur. Det er lidt et problem når man sover på værelse med 5 andre piger, der højst sandsynligt ikke har den store trang til at vågne på dette umenneskelige tidspunkt.
Stod op og gik ud i mørket, det var altså lidt uhyggeligt (men det skal i ikke sige til min mor). Jeg gik og jeg gik og jeg gik og gik og gik. Det føltes som evigheder før jeg overhovedet nåede til det kæmpe bjerg jeg skulle bestige for at nå mit mål. Det blev mere og mere lyst og da jeg nåede toppen, kiggede solen frem. Fik set solopgangen og inden længe var jeg igen på vej mod Holiday Village.
Jeg har købt en busbillet fra Byron Bay til Cairns hos OzExperince. Det er et selskab som bliver anbefalet til folk der rejser alene da man her ikke blot får transport men også en turguide og div. aktiviteter/underholdning med i prisen.
Det tegnede til at blive godt. Hoppede på bussen kl. 9.00 men var ude igen inden kl. slog 9.10. Der var simpelthen ikke mere batteri på denne tingest! Chaufføren ringede til Mojo Surf for at få dem og deres bus til at komme forbi og gi en hånd. Mojo kom os til undsætning og vi fik lidt strøm så vi igen kunne komme på farten. Thank you Mojo Surf!
Ind i bussen igen og af sted… Men men men bussen ville ikke køre hurtigere end 20 km i timen og chaufføren mente ikke at det ville være helt optimalt på motorvejen! Så vi blev endnu engang smidt af, denne gang ved stranden. Bussen kørte mod mekaniker og vi ventede spændt i 3 timer. Mødte et par som endte med at sætte mig op med en "food scientist" i Brisbane. De havde åbenbart en ven der var perfekt for mig og boede lige ved Clayfield. Meget mærkelig oplevelse midt i min Subway sandwich! Vidste dog ikke helt hvad jeg skulle tænke om situationen…
Mødte også to unge danske piger som jeg snakkede med mens vi ventede på vores bus skulle returnere.
Langt om længe kom bussen og vi var af sted mod Surfers Paradise. Blev smidt af ved Transit centre og skulle herfra tage en bus til Australia Fair og derefter ville jeg blive samlet op af Andrew som jeg skulle couchsurfe hos. Til alles store overraskelse endte Rikke selvfølgelig ikke i Australia Fair men i Pacific Fair (navnene var os lidt tricky og bussemanden får alt skylden). Herfra fangede jeg en anden bus tilbage til Surfers og derfra til Australia Fair. På vejen så jeg igen OzExperince bussen være i problemer, gad vide hvornår de stakkels backpackere nåede Brisbane og Rainbow Beach.
Blev mødt af Andrew ved bus stop stedet. Andrew er oprindeligt fra New Zealand og derfor hvad vi kalder en Kiwi. Han virkede til en være en flink fyr og allerede på førstedagen foreslog han at jeg blev til lørdag i stedet for torsdag.
Southport central var hvor jeg skulle tilbringe de næste par nætter. En fantastisk fed lejlighed på 10 etage med en herlig udsigt. Mit eget værelse med stort Ikea skab og en køjeseng bar for at komme endnu højere op. Lå hver aften og morgen og nød udsigten fra min seng. Det var ligesom at være på Hotel. Der var 2 udendørs pools, 1 indendørs (opvarmet) pool. 1 indendørs spa og 1 udendørs spa. Sauna og dampbad. Nå ja og så var der også lige et par trænings centre med tilhørende massage stole!
Det tegnede til at blive et par gode dage.
Dagene i Surfers Paradise startede med regn og med endte med herligt tropisk sommervejr. Jeg tilbragte tiden i byen og på stranden. Men er dog ikke den store fan af solcreme og sand!
Lå og holdt øje med en flok begynder surfere. Surfers Paradise var stedet hvor jeg i sin tid havde min første Surf lesson. Nu hvor jeg igen er her, er jeg egentlig ikke overrasket over at jeg aldrig kom op og stå. Bølgerne i Surfers Paradise er vanvittige! Navnet Surfers Paradise er ret misvisende da det slet ikke er et paradis for surfere. Navnet stammer til gengæld fra en gammel pub af samme navn…
Hos Andrew kørte tv'et for det meste med Basketball, Ultimate Fighting og andre sportsgrene. Kom selvfølgelig til at snakke om basket og inden længe var vi midt i en hård 1on1. Selvfølgelig tæskede jeg ham, hvilket han vist ikke fandt ligeså underholdende som jeg.
Vi var også på Pubcrawl, 40 dollars og derefter gratis indgang og en gratis drink alle 5 steder vi besøgte. Vi var på et sted der hed "Bedroom" super fedt, ligesom "Bed" i Sex & the City. Det var en sjov aften, men det er ikke nemt at møde andre mennesker når man er sammen med en fyr. Mødte dog en frisk ung fyr fra Horsens, men så var det også at Andrew synes vi skulle hjem.
Lørdag ventede jeg i 40 minutter før OzExperience kom og samlede mig op. Bliver efterhånden lidt nervøs for hvordan det dog skal gå resten af turen med OzEx. Især efter at receptionisten ved pick-up stedet udtalte: "Yeah OzExperience sucks".
Men jeg nåede Brisbane og kom sikkert hjem til Clayfield. Home sweet home!
- comments