Profile
Blog
Photos
Videos
Vi fandt snildt Surfers Paradise. Smuttede forbi Pacific Fair hvor jeg lige samlede de sidste par shoppe sager sammen. Vejret var fantastisk så inden længe lå vi alle 4 på stranden for sidste gang i Australien. Var i bølgerne, også for sidste gang… Snøft! Nød solens stråler i et par timer, så begyndte skyskraberne at skabe problemer og vi lå i skyggen! Fandt noget mad og drog mod Brisbane.
I Brisbane blev vi modtaget af hele familien. Smadder hyggeligt at være hjemme igen. Vi havde nu kun to hele dage tilbage i Australien. Den ene dag brugte vi i city og på Southbanks hvor vi slikkede sol og badede. Jeg er stadig mere brun end Nicklas og Mor, så jeg klager ikke. Det kunne ellers lige ligne dem at tage hele vejen om på den anden side af jorden for at stjæle solen fra mig. Far prøver desperat at få lidt kulør, men det virker som om at den eneste farve der vil sidde fast på ham er rød!
Om aftenen spiste vi sammen med familien MacCulloch, Chloé (Ramsays veninde) & hendes mor Narelle. Fik T-bone steaks, lige noget som brormand havde sukket efter.
Næste morgen var det desværre pakke tid. Rendte rundt med konstant kvalme. Jeg vil ikke hjem! Jeg er slet ikke klar endnu… L
Fik fordelt alle mine ting og sager i far og Nicklas' kufferter og det endte med at vi alle havde hver vores kuffert på 20 kg. Perfekt!
Vi kørte med Desley og børnene op til Mt Coot-cha. Her er der en super smuk udsigt over Brisbane, perfekt sted at tilbringe sin sidste dag. Vejret viste sig fra sin bedste side, solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var kogende varmt, lige som jeg allerbedst kan lide det
Kørte en tur over Story Bridge hen til Kangaroo Point alt imens vi hørte en Aussie kids CD. Sange om Waltzing Matilda, Skippy & Gumtrees. Herligt soundtrack til turen.
På min tur rundt i Australien de sidste 3 mdr. har jeg flere gange stødt på dansk musik. Medina, Nephew, Private, Camille Jones, Bryan Rice, Isam B, Cartoons & Michael Learns to Rock
Hver gang har jeg lige stoppet op og tænkt "Hey, der er sgu noget der ikke stemmer her" efterfulgt af et "Hey, herre sejt mand"!
Vi skulle være i lufthavnen kl. 22.00 så vi havde hele aftenen hos MacCullochs. Igen i aften var der helt fest stemning. Chloé & Narelle var her og hjalp til med at lave endnu et skønt måltid. Det sidste i Australien… L
Jeg gik en tur alene for lige at prøve at ryste kvalmen af mig og vende mig til tanken om at jeg rent faktisk var på vej hjem. Det er en meget mærkelig fornemmelse at skulle forlade dette land endnu en gang, jeg føler mig så hjemme når jeg er her. Det er lige før at afskeden, med landet og alle de fantastiske mennesker jeg kender her, bliver ligeså dramatisk som da Skatter og jeg forlod vores babyer på TLC i Sydafrika. Der har dog ikke været lige så mange tårer i Australien som i Sydafrika, men der er jo også en mulighed for at der ikke er flere tilbage efter mit farvel til Kim og Hayden. Det vil nok altid være den værste afsked nogensinde!
Nå, men mens jeg gik rundt der og nød freden så trådte jeg sgu på en lille bitte Yissie Gecko! Tænk engang, der var jeg ved at tude… Den løb lidt videre og sad så helt stille med dens halv lamme arm. Stakkels lille fyr, vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Så skyndte mig hjem igen iført mit tudefjæs!
Tid til at sige farvel, ih det var hårdt. Gad vide hvornår jeg ser dem alle igen. Nåede aldrig at se Hayden, så det må blive når jeg returnerer en skønne dag. Krammede og krammede og hoppede ind i taxaen og drønede mod lufthavnen. Det var ikke rart.
Gad vide hvornår jeg igen skal:
Dufte til en Frangipani blomst?
Drikke en "Lady Luck" mens solen går ned?
Holde øje med en sulten gecko på mit vindue?
Høre papegøjerne skrige som sindssyge mens de ræser forbi mig?
Se aftenhimlen blive fyldt med kæmpe flagermus?
Spise en frisk kokosnød?
Lytte til en stor grinende kookuburra?
Nyde en Baskin Robbins eller en frozen Tim Tam?
Desperat lede efter Southern Cross på stjernehimlen?
Jeg kunne forsætte i evigheder, det er virkelig en krise at jeg allerede skal hjem! Ak, men sådan er livet jo så uretfærdigt…
- comments