Halløjsa!

Så er det tid til det sidste blogindlæg fra Sydkorea!

Torsdag blev dagen, hvor vi med blandede følelser sagde farvel til Jeju-do, fordi det havde været fremragende, og så satte vi kursen mod en genforening med Seoul. Sådan nogle sparsomme typer som os havde valgt at tage flyet allerede kl. 8.30 om morgenen, men så kunne vi glæde os over kun at skulle af med 180 kroner pr. billet for en 1-timers flyvetur på 300-400 kilometer. Tilbage i Seoul kom vi, og det er bestemt heller ikke skidt! Her skete der som noget af det første en meget underlig tilfældighed: På vores nye hostel mødte vi tre piger fra Canada, som vi havde mødt to uger før i Gyeongju. Jeg (Mika) vidste, jeg havde set dem før, men der gik lige et halvt minut, før jeg kunne huske hvorfra. De spurgte os, om vi ville med ud og se baseball senere på dagen, og den tanke var vi helt vilde med. Vi har set en del baseball i fjerneren, som man siger, så det kunne være sjovt at prøve i virkeligheden. Inden turen gik til metrostoppet "Sports Complex", altså stadion, tog vi først ind til centrum af byen for at se Deoksugung, som er et gammelt palads, hvor kejseren flygtede til i 1592 under den japanske besættelse. Paladsets område var ikke kæmpe stort, men meget hyggeligt og flot. Men det fede ved det her sted var, at den koreanske regering har valgt at holde fast i traditionen med, at der skal stå vagter foran paladset (selvom de ikke har nogen funktion i modsætning til de danske gardere). Det var sjovt at se for mig, fordi jeg kunne leve mig ind i deres situation. Lige da vi skulle til at gå, opdagede jeg, at der snart skulle være vagtskifte, så derfor valgte vi at se det med. Showet bød på folk med spraglet, pangfarvet, traditionelt tøj samt musik fra orkesteret. Heriblandt to der spillede på konkylier! Har man nogensinde kendt mage? Selve vagtskiftet var sjovt at se. Man kan til en vis grad godt sammenligne det med det danske på måden, man overdrager vagten. Der er nogle, der leder an, der er musik, og det tager lang tid på grund af ældgamle ritualer. Desværre var de ikke super gode til at gå i takt, men det var jo ikke svært at spotte for mig, da vi skulle være perfektionistiske. Men det generelle billede var godt, så det var sjovt at se!

Bagefter stod den som sagt på baseball i Sports Complex sammen med canadierne, og vi tog derhen i god tid, så vi kunne nå at få billetter til kampen. Det var nemlig to af de største rivaler, der spillede mod hinanden, LG Twins mod Nexen Heroes. LG, som man oftest nøjes med at kalde dem, havde hjemmebane på Sports Complex, så vi ville købe billetter til deres fan-afdeling. Selvom det var en stor og vigtig kamp var det ikke svært at få billetter, og det hænger nok sammen med, at der er kampe hver aften. Men vi havde alligevel troet, der ville være mere rift om dem. Da billetterne var i hus, var der stadig næsten en time, til kampen gik i gang, så vi gik lidt rundt og kiggede. Jeg (Nicolaj) købte blandt andet en Twins-trøje, og vi opdagede desuden, at det Olympiske Stadion lå lige ved siden af baseballstadionet, så det kiggede vi også lidt på. Vi gik videre ind for at finde vores pladser, og på vej ind fik vi udleveret gratis klaprør og energidrik. Der var altså lagt op til masser af hepperi, hvilket lovede godt. Efterhånden som kampen gik i gang, opdagede vi, hvor meget der bliver gjort ud af at gøre det til en god oplevelse for publikum at se en baseballkamp. Nede foran hjemmebanepublikummet var der en lille scene, hvor der stod en mand i en LG-trøje og ledte publikum i slagsangene. Og der blev skrålet igennem og klappet med rørene konstant, især når modstanderne skulle spille. I pauserne var der også gang i den på scenen, hvor cheerleaderne gav den gas. Der var desuden en meget mærkelig konkurrence, hvor nogle fans skulle op på scenen, og så skulle de skiftevis synge den samme tone i mikrofonen, og den, der ramte bedst, fik en præmie. Selvom vi i allerhøjeste grad bakkede hjemmeholdet op, så hjalp det ikke rigtigt. De endte med at tabe 6-2 til et bedre spillende Nexen, men det virkede til, at folk var i godt humør alligevel, da kampen sluttede.

Herefter tog vi til Itaewon, som er et det internationale sted i Seoul, hvor alle udlændingene mødes for at gå i byen eller for at få deres hjemlands mad. Vi gik alle fem ind på en bar, hvor der var live musik. Bandet bestod af fire mandlige medlemmer, to amerikanere og to sydkoreanere, men det skal dog pointeres, at trommeslagerens køn var svært at definere, men mit (Mika) bedste bud er en mand. Desuden spillede vi pool og snakkede med canadierne. De stammer fra den samme by, Guelf (staves det vist), som ligger nær Toronto. Carolyne og Christina Longfield er søskende, mens Becca er en god ven, og de er lige startet på deres 1-års rejse. Jeg (Mika) snakkede en del med Becca, efter jeg fandt ud af, at hun har været med til at lave en lille film kaldet "AVATAR" eller den biografaktuelle "De Tre Musketeer" og andre fede storfilm. Hendes job består i at koordinere folk, der laver visual effects, så det var rigtigt spændende og motiverende at høre om, da jeg jo godt kunne tænke mig en fod inden for den branche. Bagefter vendte vi næsen hjemad for at nå at få så meget søvn som muligt. Næste dag skulle vi nemlig på DMZ tidligt om morgenen. Vi nåede dog lige at smugle en gang nudler ned i maven, før vi lagde os til at sove.

Fredag morgen ringede vækkeuret kl. 6, og vi gjorde stille og roligt klar til at tage hen til USO. USO er en organisation under det amerikanske militær, og her havde vi booket en tur til Demilitarized Zone, også kendt som DMZ. Vi havde tidligere på turen set en del af DMZ, som er et 4 km bredt og 241 km langt ingenmandsland på grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Denne gang skulle vi dog hen til den mest kendte del, nemlig JSA. Dette står for Joint Security Area, og disse ord dækker over det mest ekstreme og seriøse sted i hele verden - muligvis. Det er nemlig et område i DMZ, hvor nord og syd mødes, og der er nogle karakteristiske blå konferencerum lige midt på grænsen. Begge sider er bevogtet døgnet rundt af soldater, der bogstaveligt talt står ansigt til ansigt med fjenden. Den mindste fejl her kan få krig til at bryde ud, så det var med et sus i maven, at vi trådte ind i de blå huse, og vi blev også guidet af amerikanske soldater, der samtidig stod for vores sikkerhed, hvilket fik det til at føles endnu vildere. Det er længe siden, der sidst er sket en militær hændelse i JSA, men især Nordkorea har før forsøgt at fremprovokere krig ved at angribe. De har blandt andet krydset grænsen for at skyde en person, der prøvede at flygte ind i Sydkorea, og senest i 1976 angreb de nogle amerikanske soldater, der ville fælde et træ på grænsen. Dette kaldes "Axe Murder Incident", da de nordkoreanske soldater valgte at slagte de sydlige soldater med de økser, de havde medbragt til at fælde træet med. Der er dog også gode historier fra JSA. Der har nemlig tidligere foregået hemmelige brevvekslinger mellem soldaterne i nord og syd, så de har faktisk haft en slags venskab, selvom de hver dag står over for hinanden og skal være klar til at skyde og dræbe.

Vi så herefter nogle andre steder i området, blandt andet den særdeles korte bro "The Bridge of No Return", som krigsfangerne fra koreakrigen fik chancen for krydse, da krigen var færdig, men de måtte aldrig vende tilbage. Det må man kalde for en vigtig beslutning! Hvis man ser på forholdene i Nordkorea for tiden, må der næsten være nogle, der fortryder den dag i dag, for der er enorm fattigdom og sult i Nordkorea. Ud over det, kan man blive anholdt eller smidt i arbejdslejre for ingenting - for eksempel hvis man udviser det mindste tegn på glæde på mindedagen for den tidligere diktator Kim Il-Sungs dødsdag.

Ud over dette så vi verdens højeste flagstang, som ligger i en Nordkoreansk propagandaby ved grænsen. At det er en propagandaby betyder, at den skal give indtrykket af, at det er dejligt at bo i Nordkorea, så der er store og flotte, men tomme bygninger, og nogle af den er ikke engang bygget færdigt. Ud over dette er der som sagt en enorm flagstang, eller rettere flagtårn på 160 med et kæmpe nordkoreansk flag i toppen. På den sydkoreanske side ligger der også en by, men her bor der rent faktisk mennesker, der arbejder i ris- og ginsengmarker i grænselandet. Det er dog et ret farligt arbejde, for de risikerer hver dag at træde på landminer, hvilket sidst skete for en kvinde et halvt års tid siden. Desuden risikerer de kidnapning og skal være inden døre inden mørkets frembrud. Til gengæld behøver de ikke betale skat, og de får muligheden for at studere i udlandet på statens regning. Det er ikke alle, der får lov til at bo i byen. Kun hvis man er født der, kan man bo der, eller hvis man er kvinde, så kan man blive gift ind i byen, men det kan mænd ikke. Man kan dog altid vælge at flytte derfra, hvis man ønsker det. I byen har de også et tårn med det sydkoreanske flag i toppen, og da det blev bygget, svarede Nordkorea igen med at bygge det nuværende tårn, da de ville vise, at de var størst og bedst. Sydkorea har ikke svaret igen... Endnu. De er nok lidt ligeglade.

Det næste, vi så på turen, var én af de fire opdagede tunneler, som Nordkorea har bygget for at lave overraskelsesangreb mod Sydkorea. Den er bygget vha. dynamit, og da den ligger under et ret stille område, var de nødt til at anlægge en kunstig sø på landjorden, så det virkede som om, at larmen kom fra det byggeri. Meget snedigt, men de nåede aldrig at angribe gennem tunnelerne, hvilket man er glad for i Sydkorea. Faktisk var det en Nordkoreansk flygtning, der afslørede hemmeligheden og på den måde fik afværget en hel krig!

Det sidste, vi så på turen var Dorasan station, som er en togstation, der går helt op til grænsen. Stationen er lavet med henblik på at kunne få togtrafik op igennem Nordkorea på et tidspunkt. Vores guide fortalte, at Kim Jong-Il for en måned siden besøgte Rusland, hvor et af de store emner var, om der skulle åbnes op for togtrafikken igennem Nordkorea. Sydkorea er villig til at bygge og betale alt, mens Nordkorea bare kan læne sig tilbage. Grunden til det er blandt andet Sydkoreas store ønske om en genforening, men også fordi at Sydkorea nærmest fungerer som en isoleret ø, da den nordlige grænse er lukket, og de ønsker selvfølgelig bedre muligheder for handel.

Vi vendte tilbage til vores hostel omkring kl. 16, og vi var i den grad mættede med oplevelser, så vi lavede ikke det store, men om aftenen tog vi på koreansk restaurant og fik koreansk barbecue med canadierne, og det var rigtig hyggeligt.

Lørdag sov vi dejligt længe, for efter at have stået tidligt op torsdag og fredag havde vi brug for lidt ekstra søvn. Derfor var vi meget friske og klar, da vi tog hen til et palads, der hedder Gyeongbokgung. Det var det palads, hvor kejseren oprindeligt boede, men under den japanske invasion blev det ødelagt, og det blev aldrig til kejserpalads igen, da andre paladser blev genopbygget hurtigere. Gyeongbokgung blev faktisk også genopbygget på en helt andet måde, end det oprindeligt havde været, men så blev det meste endnu engang smadret af japanerne i starten af 1900-tallet, og det er senere blevet bygget om, så det står som det oprindeligt gjorde, da det var hjemsted for kejseren før 1592. Det var det største palads, vi havde set i Seoul, og det var også rigtig flot. Der var udsigt til nogle bjerge i baggrunden, og der var flere søer inden for paladsets område. Vi gik bagefter hen for at se et museum, der lå lige ved siden af paladset, men på vej ind blev vi stoppet af en koreansk kvinde. Hun spurgte os på meget godt engelsk (uden asiatisk accent! Endelig!), om vi kunne tænke os at blive interviewet til en koreansk tv-station, og det var vi helt sikkert med på. Det var en universitetskanal, der ville lave nogle indslag med interviews af forskellige engelsktalende personer. Det var mere for at høre engelsk end for at få en masse ud af interviewet, så vi fik en hel masse spørgsmål om vores biblioteksvaner. Det var ret sjovt at være med til, selvom det var nogle ret basale spørgsmål. Da det var færdigt fik vi en internetadresse, vi kan gå ind på, så vi kan se det, når det engang er blevet lagt ud på siden til november.

Næste stop var Seoul World Cup Stadium, hvor finalen blev spillet under VM i fodbold i 2002. Det var spændende nok at se stedet, men det var mere for noget andet, vi kom. Vi havde nemlig bestilt billetter til en kamp med FC Seoul, der har hjemmebane her. De havde et specielt tilbud til udlændinge, så for under 50 kroner fik vi billet til kampen med hotdog og øl inkluderet, så det var slet ikke så galt! Og kampen fejlede heller ikke noget. Niveauet var okay højt, og der skete hele tiden noget i begge ender. Desuden var der rigtig god stemning på stadion, og bag det ene mål stod fanklubben med omkring 5000 mennesker i rødt og sort. Vi sad på en lidt mere rolig afdeling, men alligevel blev der gået til den. Der var nemlig en lille scene nede foran publikum, ligesom ved baseball, hvor der var cheerleadere og en fyr, der ledte folk i slagsange. I pausen var der en konkurrence, hvor én af tilskuerne kom på storskærmen og fik chancen for at vinde fodboldtrøjer eller gavekort på op til 500 kroner. Vi var klar på at vinde noget, men vi fik desværre ikke muligheden. På banen var der også et show i pausen, hvor nogle meget talentfulde boldkunstnere lavede de vildeste tricks med fodbolde. De kunne jonglere med bolden, mens de kravlede mellem benene på hinanden og mange andre ting. I det hele taget var der lagt op til en rigtig god dag på stadion, lige meget om holdet vandt eller ej. Det blev så godt nok til en sejr på 4-1 til FC Seoul, så der var glæde i luften både på stadion, men også hele vejen ned i metroen. Derudover kan det jo lige nævnes at Mika vandt på det koreanske oddset. Det var ikke en formue, men lidt er bedre end intet, som man siger. Endnu en oplevelsesrig dag veloverstået!

Søndag blev vores sidste hele dag i Seoul og Sydkorea. Vi glædede os specielt meget til i dag, fordi vi skulle i en forlystelsespark i dag kaldet Lotte World. Det kan lyde sjovt, det gjorde det i vores ører, og vi blev bestemt heller ikke skuffede! Det Disneyland-lignende Lotte World har verdens største indendørs forlystelsespark. Her er pladsen i sandhed godt udnyttet! Så godt, at de har lavet flere rutsjebaner under jorden med fremragende succes, og så har de lavet en rutsjebane, der kører lige over hovedet på en på en ellers lille vej. Det er svært at forklare, men der kommer et billede ind snart! Faktisk tilbragte vi det meste af dagen uden for i det gode vejr på øen "Magic Island", som ligger i en flod lige ved siden af. På vores engelske folder stod der et afsnit med de vildeste forlystelser, og der var cirka 9-10 stykker i alt. At prøve dem alle sammen var vores mål, og det gjorde vi så! Blandt de aller fedeste og mest skrækindjagende forlystelser var Gyro Drop, som er en ekstrem version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Først bliver man hejst 70 meter op (!!!!!!), alt imens man snurrer rundt. Når de 70 meter så er nået stopper man lige så langsomt med at køre rundt, og så ved man godt, hvad klokken har slået. Booom! Med 100 km/t i frit fald smadrer man mod jorden, og forlystelsen stopper kun lige før, man rammer jordens overflade. En anden vanvittig forlystelse var Gyro Swing. Et kæmpemæssigt pendul med en slags hånd, hvor man kunne sidde. Vi svingede OVER 90 grader, og når man nåede toppen af kurven og skulle på vej ned, så havde man ansigtet nedad mod jorden, som man kun netop lige undgik at ramme. Der var også de fedeste rollercoasters, hvor man virkelig mærkede g-kraften presse en i sædet, og jeg (Mika) kan sjældent huske, hvornår jeg sidst har haft så meget adrenalin i kroppen. Efter 5 timers sjov blev vi helt trætte, fordi man bruger så meget energi, så vi tog ind til et fedt shoppe-sted kaldet Myeong Dong, hvor jeg (Mika) blandt andet fik købt en "afskeds-t-shirt". Vi har for resten opfundet et ordsprog, mens vi har været i Seoul. Det går således: "Er du sulten i Seoul, så bør du gå under". Umiddelbart lyder det pessimistisk, men det er bare et godt råd! Der er nemlig en gigantisk by under Seoul! Man forstå slet ikke, hvor stort arealet under Seoul er! Og i undergrunden er der ofte restauranter eller butikker, hvor man kan købe mad. Så ved i det!

Nu er det for alvor ved at være slut her i Sydkorea. Jeg (Mika) har haft det super fedt her, og jeg håber meget på at komme tilbage engang. Jeg kommer til at savne de flinke mennesker, den fede tøjstil, chokolade-baren Lotte Ghana, Chilsung Cider, drinken soju, de 24 timers åbne kiosker GS25 og Family Mart, den smukke natur, sproget og egentligt bare det hele, men så er det jo kærkomment, at jeg skal til Japan i morgen! Hehe. Jeg kan sige på begges vegne, at vi glæder os utroligt meget til at give os i kast med et nyt land og dets kultur! Vi lander i Tokyo i morgen 10.45 lokal tid, hvor vi først skal være fire dage. Herefter tager vi en uge på farten i det sydlige Japan, og så står den ellers på Formel 1 :-D Det er en god fremtidsudsigt! Håber i har det godt derjemme!

/Mika og Nicolaj