Hej alle!

Onsdag den 21. september 2011 skulle vise sig at blive en helt fantastisk oplevelsesrig dag! Så er linjen ellers lagt, hva'? Ved 10-tiden checkede vi ud af vores hostel og sagde farvel (måske for altid?) til den sydlige del af Jeju-do. Det er vemodigt, hver gang vi rejser fra et godt sted, men vi er jo ikke mandfolk for sjov, så vi holder tårerne inde. Vi tog bus nummer 516 til Jeju-si, som er øens største by, og som er på størrelse med Århus. Her blev der pænt taget imod os på vores nye hostel, som er ren luksus, og minsandten om vi ikke blev budt på toastbrød med smør, marmelade, banan samt juice som noget af det første! Det sagde vi ikke nej til!

Så kom tiden til at tage ud på eventyr. Vi skulle endnu engang nå, hvad vi havde af planer. Efter 50 minutters kørsel ankom vi til den busstationen, vi skulle af på. Herfra gik vi i 2,5 km til Manjanggul. Hvad er dog det? Det er simpelthen intet mindre end jordens største lavarør! Hulen var over 7 km lang (kun 1 km var åben for offentligheden), og den målte op til 23 meter i højden og endnu længere i bredden på de største steder. Med andre ord var det en kæmpemæssig underjordisk gang. Man kunne tydeligt se stregerne på væggene, hvor lavaen havde nået til. Sorte drypsten var der også nok af, og ved endestationen stod en 7 meter høj drypsten og "spillede med musklerne". Selvom det kun var 10 grader varmt, brugte vi omhyggeligt meget tid i Manjanggul (omkring 40 minutter), fordi det var en anderledes oplevelse, som man ikke just er vant til fra Danmark. Hvor mange danskere har mon været der før os? Højst minus 30, som man siger!

Jeju-do og Sydkorea er et meget overset land for danske turister, men det er særdeles ubegrundet, kan jeg (Mika) sige helt objektivt. Turen har overrasket positivt, især på den naturmæssige front. Jeg vidste slet ikke, hvor flot det her land er. Tilbage til lavahulen: Dyster, mørk og rå var lavagangen. Jeg ved godt, at det ikke er et ondt sted, men det ligner det virkeligt! Jeju-do er faktisk meget dualistisk, altså der er to modstridende sider af den. På den ene side er den ond: Der er en mægtig vulkan i midten af øen, som har skabt grundlaget for øen og nærmest styrer den med sin hårde hånd. Lige meget hvor man er på øen, så kan Mt. Halla ses i horisonten. Desuden er der ofte en meget kraftig vind, og vulkanen er ofte dækket af ondskabsfulde skyer, hvilket er et mysterium i sig selv. På den anden side er vejret nede ved stranden eksemplarisk, og de lækre sandstrande og palmer har gjort, at øen er enormt turistet og bliver især brugt af nygifte på bryllupsrejse. Kort sagt er Jeju-do lidt en eventyrs-ø, der er nok for enhver smag! Jeg vil gerne smage det hele!

Vi vender endnu engang tilbage til dagens oplevelser. Da vi kom op fra dybet igen, blev jeg (Nicolaj) overvældet af en dejlig duft. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad det var, der duftede så godt af, men til sidst gik det op for mig, at det bare var duften af at være tilbage på jordens overflade. Det var lugten af træer og buske, som jeg rent faktisk havde nået at glemme, mens vi var nede i den golde tunnel. Sådan er det tit med gode ting - man kan først rigtigt nyde dem, hvis man har prøvet at mangle dem. Og når de bare er der, de gode ting, så bliver de almindelige og kedelige. På vejen tilbage fra Manjanggul kom vi forbi en have med en kæmpe labyrint, som kunne få lov til at prøve kræfter med for et par håndører. Vi tog selvfølgelig imod udfordringen, og vi blev ekstra opsatte på at klare det, da vi hørte at 40 procent af alle, der prøver at komme igennem, må give op. For sjov prøvede vi først at komme igennem uden at bruge vejledningen, så vi gik bare den vej, der først faldt os ind. De høje hække omsluttede os og lod kun himlen være synlig for os. Der var utallige veje og muligheder at vælge imellem, men vi valgte åbenbart rigtigt hver gang, for da vi kiggede på vejledningen for at se, hvor slemt det stod til, fandt vi ud af, at vi nærmest allerede var nået i mål. Vi gik det sidste lille stykke og nåede den trappe, der førte os op til et tårn, hvorfra man kunne se, hvordan hækkene formede sig i livlige mønstre. Vi ringede med sejrens klokke i tårnet og gik hen over broen, der førte os ud igen. Vi havde brugt under 10 minutter på at komme igennem en labyrint, de fleste farer vild i! Derfor måtte vi konstatere, at det var kedeligt at være så god til at finde vej, men det er der jo også nogle, der skal være gode til.

En halv time senere sad vi i bussen igen, og næsen pegede denne gang imod Seongsan Ilchulbong. Stedet med dette livlige navn var en vulkan, der ragede op i horisonten som en kæmpemæssigt fort i havet, dog forbundet med øen. Præcis som Hallasan er det en udslukt vulkan, der sidst var i udbrud for omkring 1000 år siden. Vi begyndte vores opstigning på den lille sti, der var brolagt med lavasten, og efterhånden som vi bevægede os opad, begyndte en fantastisk udsigt at åbne sig for vores blikke. Solen stod lavt og lavede et dansende ildhav på vandet, og den hyggelige lille by, der ligger for vulkanens fod blev oplyst af de gyldne stråler, der nåede igennem de mægtige hvide skyer. Et fantastisk syn, som kan vises med billeder og beskrives med ord, men skal opleves for at kunne forstås fuldt ud. Stien førte os op til kanten af et enormt krater, der er sporadisk bevokset med træer og buske. I midten af krateret var der en lille fordybning (dog flere meter bred), som ifølge legenden er et fodspor sat af en forhistorisk beskytter af byen. Ud over at kunne nyde synet af krateret, havde vi til den anden side den nævnte udsigt, så det var en fantastisk sted at stå! Udsigten afslørede også et helt specielt sted, som vi havde hørt om, så det var vores næste mål. Vi gik ned af bjergsiden igen og stod til sidst i en lagune ved bjergets fod med den skønneste strand fyldt med lækkert sort sand. Sort? Ja netop, sort sand. Stedet er nemlig kendt for sine sorte strande, hvor sandet består af små lavasten. Det er en underlig, men fantastisk oplevelse at stå på en sort strand. Så uvirkeligt, men alligevel så naturligt, for det er jo bare en strand, men farven var helt forkert, syntes man. I hvert fald var det fedt at opleve, og omgivelserne var med til at løfte det hele op på et højere niveau. Ved siden af stranden rejste vulkanen sig op, resten af den var halvt omringet af skrænter, der illustrerede de mange lavalag, der har dannet grundlaget for hele øen, og ud over det brusende hav hang skyerne og rødmede i solnedgangens skær. Vi sluttede vores eventyrlige rejse af med en omgang instant noodles, og så tog vi ellers "hjem" til Jeju-Si.

/Mika og Nicolaj