Annyong Haseyo!

Så skal jeg da ellers love for, at vi er drønet en tur over havet til det elskværdige land Uzbekistan. Nej vent, Sydkorea hedder det (yx)vidst. Vi ankom klokken 12 lokal tid efter en ganske behagelig flyvetur med for en gangs skyld okay benplads. Helt rart at blive menneskeligt behandlet i transport-lignende situationer (metroen er vanvittig til tider)! Da vi havde aftalt først at mødes med vores vært Paul kl. 17, havde vi altså en del ventetid i Seoul Gimpo lufthavn. Den tid brugte vi blandt andet på at gå på deres gratis wifi netværk, spise en kyllinge- skinkeburger samt at gense Manchester Uniteds vanvittige 8-2 sejr over Arsenal, som de viste på et koreansk produceret Samsung-fladskærms-tv. De var især vilde med at vise Park Ji-Sungs mål. Gad vide hvorfor!??!? Ja, det er korrekt, han er fra Sydkorea!

Nu kom tiden hvor vi så skulle springe ud i et nyt metro-system for første gang. Man er ret lost til at starte med, men allerede nu dagen efter virker det langt mere overskueligt, bare man er god til at huske stationer udenad! Men destinationen var Cheolsan station, linje 7 og mødestedet var exit 2, tidspunktet klokken 17. Paul ankom heldigvis til tiden (hvor er det rart, vi ikke blev snydt), og han viste vejen til hans lejlighed. Det tog kun 2 minutter fra stationen, så vi åndede lettet op, da vi havde så meget bagage at slæbe rundt på i 35 graders varme. Nu bor vi så hos ham på 14. sal med en fantastisk udsigt ud over Seoul. Vi bor lidt i udkanten, men det er ikke noget problem, for det tager 0 sekunder at komme ind til centrum, og desuden er der skyskrabere, butikker og restauranter over det hele, så det føles stadig som centrum! Lejligheden er ikke kæmpe stor, men der er plads til os, så vi er bare taknemmelige over Pauls gæstfrihed.

Efter at vi havde fået nøglen til lejligheden tog vi ned på gaden for at få noget at spise. Vil vi prøve noget koreansk mad? Ja, hvorfor ikke? Det gjorde vi så. Menuen stod på kylling, okay, det får man da også i Danmark, men nok ikke på helt samme måde. Det har jeg (Mika) i hvert fald aldrig prøvet. Det foregik således, at der på midten af bordet er en bred keramisk skål på måske 50 centimeter i diameter, hvorunder der er et gasblus, som man ikke kan se. Skålen bliver opvarmet og ned i kommer kyllingen samt riskager og sovs. Herefter bliver der tilsat ost, ligesom man gør med pizza og også lidt hvidløg, hvis man er til det. Ved siden af den store skål har man så noget fint hakket salat med dressing, syltet kinakål, en rød sovs og sidst men ikke mindst to store forskellige slags salatblade. Det er ret fancy! Hvis ikke Paul havde været der til at fortælle os, hvordan man spiser det, så havde vi nok aldrig regnet den ud. Man tager nemlig først et stykke kød fra den store skål med sine metal-spisepinde, dypper kødet i sovsen, lægger det over i det store salatblad, hvorefter man tilsætter det fine salat samt kinakålen. Det folder man så sammen og bruger hænderne til at føre det ind i munden med. Det smagte faktisk helt enormt godt, og var ret billigt, så det er ikke sidste gang, vi gør det. Desuden smagte vi også på soju, som er en slags traditionel koreansk vodka, dog ikke lige så bitter heldigvis, og når man skal skænke op til en person er det høfligt at bruge den hånd, man ikke har flasken i til at pege ind og røre midt på den nederste del af den arm, man har flasken i. Det samme gælder for modtageren, bare med hånden med glasset i stedet for. Spørg mig ikke hvorfor det er høfligt, men håber det giver mening alligevel.

Efter en god omgang mad forlod vi restauranten med en gratis kop kaffe og satte næsen hen imod et sted, hvor man kunne skyde med softguns mod forskellige mål. Ham der ejede stedet var en ven af Paul. Han var tidligere soldat og ranger i 26 måneder, hvilket var den normale værnepligt dengang. Han er måske 35 nu. Han var super flink, hvilket har vist sig at være gældende for stort set samtlige koreaner. Da jeg (Mika) som det første i landet spurgte, om jeg kunne købe noget vand, så kom der en rar dame og gav mig en kop, hvorefter hun hældte op og sagde "free". Det var meget venligt, synes jeg. Ellers tog vi hen og spillede billiard en time, hvorefter vi tog tilbage til lejligheden og så en new zealandsk splatter-komedie (som jeg, Mika, jo elsker) ved navn Black Sheep. Efter dette gik vi i seng. Godt bombet og klar til en god nats søvn.

Tirsdag valgte vi at stå senere op end normalt for at få en rolig start på løjerne. Vi tog metroen til Myeong Dong, som ligger centralt og byder på gågader, markeder, butikker og restauranter. Jeg (Mika) var positivt overrasket over, hvor hyggeligt stedet var, hvor flinke koreanerne generelt er, og hvor dejligt det er, at de forstår en del mere engelsk end kineserne (der skal heller ikke så meget til). Jeg (Mika) fik blandt andet købt et par lækre shorts og 3 film, som er med i bogen "1001 film du skal se før du dør". Vi fik set en katolsk domkirke fra slutningen af 1800-tallet, vi fik en god omgang mad med ris i karry tilsat oksekød samt paneret svinekød aka skinkeschnitzel, hvilket lige er noget for mig. Vi nød en omgang kaffe på starbucks inden turen gik til Lotte Cinema (Lotte er et kæmpe firma her i Sydkorea. Hehe), hvor vi så den nye amerikanske film "Rise of the Planet of the Apes", hvilket var en god oplevelse. Da vi kom hjem til lejligheden snakkede vi med Paul, så en af hans yndlingsfilm "Marley and me", som handler om en hund. Paul er vild med dyr, da han er vokset op på landet i New Zealand, især heste! Og så fik vi begge snakket med vores respektive kærester over skype, hvoraf den ene, Laura, Nicolajs kæreste, nu er i Thailand, og hvor Mikas kæreste, Annette, pt er i fuld gang med at pakke til hendes rejse til USA på torsdag den 1. september, så det bliver ikke meget mere internationalt!

Onsdag vågnede vi lidt tidligere end dagen før til en ekstrem hede. Jeg (Nicolaj) lå lige ved siden af vinduet, og solen var godt i gang med at bage min krop gennem ruden. Situationen blev ikke bedre af, at airconditioningen var blevet slået fra af Paul, der tidligere var vågnet og havde sagt: "It's cold!", hvorefter han var faldt i søvn igen. Efter et bad og lidt mad var vi dog klar til tage hul på dagen. Dagens program var en tur til det gamle kongepalads Changdeokgung og den tilhørende Secret Garden. Vi tog som sædvanligt metroen derhen, og vi fandt nemt fra stationen hen til selve paladset. Når man besøger denne seværdighed, kan man besøge paladset på sædvanlig vis, hvor man køber en billet og derefter går på opdagelse på egen hånd. Den anden del, Secret Garden, kan man dog kun se, hvis man køber billet til en guidet tur. Da vi ankom til stedet, var der ca. halvanden time til den næste tur på engelsk, så vi købte billet til paladset, som vi ville udforske, indtil den guidede tur begyndte. Der gik dog lige lidt tid, før vi kunne komme ind, for først kom der tre piger, der havde set Mika stå og tage nogle billeder udefra, om han ikke ville tage et billede af dem med deres kamera. Det var han selvfølgelig klar på. Derefter var der et par, der også gerne ville have taget et billede og derefter endnu et par. Men så var vi også ved at være klar.

Selve paladset bestod af en del gårde med en tilhørende bygning. Nogle af bygningerne var store tronsale, andre var mødelokaler, men størstedelen af bygningerne var boliger med store vinduer, der kunne lukkes til med noget tyndt stof, der var monteret på trærammer. Her boede konge, dronning, konkubiner og tjenere. Bygningerne mindede meget om det, vi havde set i bl.a. den forbudte by, og nogle steder var der rent faktisk dekoreret med kinesisk kalligrafi, men sidstnævnte skyldtes blot kongens smag for fremmede kulturer. Paladset bar præg af, at det var bygget efter nogle bestemte principper, man havde i Korea førhen, hvor alting skulle være i overensstemmelse med naturen på en helt speciel måde. Derfor var det ikke stort og pompøst som i f.eks. Den Forbudte By, men mere hyggeligt og ydmygt sammenlignet med.

Efterhånden som vi havde været gennem det hele, var tiden oprundet til rundvisningen i Secret Garden med en engelsktalende guide. Der var en del andre turister, der også tog del i denne rundvisning, så vi var en halvstor flok, der skulle følge med i fortællingerne. Derfor gjaldt det om at holde sig tæt på guiden, når hun fortalte, så man kunne følge ordentligt med. Selve haven bestod af en skov med forskellige lysninger, hvor der var tilhørende bygninger til at tage hvil og nyde naturen. Efterhånden som vi kom videre, blev vi også præsenteret for det sted, hvor man før i tiden havde holdt kongelige banketter i skoven. Stedet var delt op, så mænd og kvinder befandt sig adskilt. Dog var de to sider forbundet i en stor bygning i midten, hvor man kunne mødes. På kvindernes side var der køkken og et sted, hvor børnene kunne opholde sig, og på mændenes side var der bibliotek, møderum og en speciel skammel til at stige op på sin hest (forklaringen for denne var, at de ikke var så høje dengang). Dermed var det tydeligt at se forskellen på de to køns roller på den tid. Ifølge vores guide (kvinde) er rollerne dog byttet i dag, hvilket er en yderst tvivlsom påstand, men nok om det. Et af de sidste steder, vi så, var et sted, som skulle stimulere én til at se ting fra nye perspektiver. Derfor var der forskellige ting gemt på bygninger osv., som kun kunne observeres fra nogle sider. Da vi kom til dette sted, spurgte guiden, om vi kunne se det trekantede mønster på taget af den bygning, der var ved siden af os. Gruppen begyndte at mumle i kor, og der kom enkelte udbrud som "no" og "I can't really see it". Folk blev ved med at lede, hvorefter guiden spurgte efter et klart svar, et ja eller nej. Folk svarede nærmest nej i kor, og det var nemlig det rigtige svar, for man kunne nemlig ikke se det, og det var netop det, hun ville have os til at indse. Derefter gik vi over på den anden side, og pludselig kom det trekantede mønster til syne. Det samme var tilfældet med et en sø, der lå lidt fra bygningen. Fra vores udgangsposition lignede det bare en almindelig sø uden nogen speciel form, men hvis man gik ned til det helt rigtige sted, kunne man se, at den var formet præcis som den koreanske halvø.

Da vi var færdige med rundvisningen, tog vi hen i et hyggeligt kvarter i nærheden af paladset. Kvarteret lå på nogle bakker, og her lå en masse gamle boliger tæt op af hinanden med smalle stier imellem. Vi gik langsomt op mellem de små huse, og da vi nåede toppen, havde vi en fin udsigt over de mange tagtoppe. Pludselig kom en mand gående som gentog noget i retningen af "karrymakrel, karrymakrel". Mika stod og filmede lidt med sit kamera, og pegede det kort hen imod manden. Af én eller anden mærkelig grund blev han meget sur over dette, og han gik hen imod Mika, mens han sagde en masse på koreansk i et dybt toneleje. Mika sagde mange gange undskyld til manden, dog uvidende af, hvad han havde gjort forkert, hvorefter vi begyndte at gå væk derfra. Manden løb efter Mika og tog en brosten op i hånden, som han truede med, og han prøvede at smadre kameraet. Det var Mika ikke umiddelbart interesseret i, så han skyndte sig væk, fordi der ingen grund var til at modsætte sig, det er bare at gå væk, for manden var mildt sagt ikke helt normal oven i hovedet. Imens dette skete, gik jeg hen imod manden, mens jeg overvejede, om jeg skulle forsøge at stoppe ham. Jeg ville dog også helst undgå stridigheder med ham, så jeg fulgte bare efter Mika, men for at kunne dette, skulle jeg først forbi manden. Heldigvis skete der ikke mere, men på vejen ned fra kvarteret fik vi et undskyld med på vejen af nogle andre lokale, der åbenbart havde overværet mandens udbrud og var flove over, at han gik sådan amok på os uskadelige besøgende. Det generelle indtryk af koreanerne har dog også været ekstremt positivt, så det var meget overraskende lige pludselig at opleve en sur mand, der ligefrem var efter os, det har vi heldigvis ikke oplevet særlig tit. Heldigvis hørte vi ikke mere til ham, og vi fortsatte hen på en lille gågade, der var fyldt med boder, og der var desuden en del kunstudstillinger i husene omkring gaden. Vi købte en koreansk specialitet, der minder lidt om candyfloss som bolsje med choko-nøddefyld, og det smagte udmærket.

Klokken nærmede sig efterhånden 18, og vi tog hjemad med metroen. Her oplevede vi myldretiden i Seoul for første gang, og det var en klemt oplevelse. Da vi nåede vores endestation, Cheolsan, tog vi et smut forbi supermarkedet Kims Club for at købe lidt nudler til aftensmad og brød til i morgen tidlig. Ellers stod den på film med Paul, lidt kontakt med omverdenen og nudler til aften. Godnat herfra. Må Harzens tinder forgylde menneskeheden!

/Mika og Nicolaj