Heya!

Som overskriften siger, er Bornholm et dejligt sted, men der findes mindst én ø, der er lidt mere dejlig, nemlig Jeju-do. Vi stod op allerede kl. 5.50 i dag og forlod vores hotel. Destinationen var Gimhae International Airport, hvor et fly stod klar til os med henblik på at lette kl. 8.10. Da vi skulle tjekke ind, fik vi til vores store overraskelse at vide, at vores bagage ikke vejede for meget, hvilket vi ellers havde regnet med, så der sparede vi lige et par håndører på ikke at skulle betale for overvægt. Da vi bagefter tog os en sandwich, kom en dame fra lufthavnspersonalet løbende hen imod os. "You check-in before?", spurgte hun. Det kunne vi ikke benægte, og vi blev bedt om at følge med ind i et rum, der var markeret Bagage Inspection. Skiltet vækkede da en smule uro i mig (Nicolaj), men så vidt jeg vidste, havde vi ikke noget forbudt med. Da vi trådte ind af døren, blev vi mødt af tre sikkerhedsvagter i uniformer. I rummet kunne man se, hvordan bagagebåndet fra check-in kørte direkte ind igennem en kæmpemæssig scanner, der kunne afsløre alle hemmeligheder i éns taske. Desuden var der et inspektionsbord, og ved siden af dette kunne jeg se min taske ligge klar til inspektion. En mand med hvide fløjlshandsker og et alvorligt udtryk i ansigtet bad mig om at tage min taske op på bordet og åbne den. Jeg fik bragt tasken op på inspektionsbordet og begyndte at finde nøglen frem til mit backpacker-omslag. Da jeg havde fået hængelåsen af, spurgte jeg, om det var noget bestemt, de var ude efter, så jeg kunne finde det frem i stedet for, at de skulle til at rode rundt i det hele. Det viste sig dog, at det bare var vores fodbold, som jeg havde lagt løst i mit omslag, der var problemet. Vi havde ikke lige overvejet, at bolden under flyturen ville blive udsat for et meget højt tryk, så den var bare blevet pakket ned, uden at vi havde taget luften ud af den. Så det var faktisk mest for min egen skyld, at de havde taget min taske til side, for hvis ikke de havde gjort det, ville bolden have sprunget på turen, og det ville have ødelagt mine ting. Manden med de hvide fløjlshandsker tog en lille metalting frem, og vi fik taget luften ud af bolden i fællesskab. Da vi forlod inspektionsrummet opstod der en hel ceremoni af "tak" og "det var så lidt" (på koreansk: kamsa hamnida = tak og ye = det var så lidt). Herefter kunne vi stille og roligt fortsætte til vores gate, som var intet mindre end gate 13 og så på en søndag!

Efter en times behagelig flyvetur inkluderet et glas frisk morgenjuice og omringet af glade mennesker landede vi i Jeju-do's eneste lufthavn på den nordlige side af øen. Mit (Mika) første indtryk af øen var ikke så god. Der var fuldstændig skyet, og vi havde jo været vant til fantastisk vejr, men da vi så ankom til vores "final destination" som damestemmen i bussen så fint formulerede det, var vejret i topform! 30-35 grader og skyfri himmel med palmetræer og smukt hav i horisonten! Welcome to paradise! Vores hostel Jeju Hiking Inn, der ligger i byen Seogwipo, er udmærket, men lidt besynderligt er det, at når man bestiller et 2-mandsværelse med 2 senge, så får man et 3-mandsværelse uden senge, men til samme pris! Vi har fået et rum ondol-style, som er tradtionelt koreansk, hvor man har et halvblødt underlag, man sover på, og så tager man skoene af i den lille entre, inden man går ind i soveværelset. Fair nok, så får man også prøvet det!

Heldigvis ankom vi tidligt til vores hostel, så vi havde god tid til at se os omkring, og det skal jeg da love for, at vi fik gjort! Det hele foregik på gåben (ret sjovt ord egentlig) og vores første stop på turen var Jeongbang Pokpo, som er det eneste vandfald i hele Asien, der lander direkte ud i havet, hvilket er meget specielt og atypisk, men det er jo netop grunden til, at man gerne vil se det.

Vi har i lang tid gået og snakket om at prøve at spille baseball og har set det mange aftener på sportskanalen her i Sydkorea, det er nemlig nationalsporten, så da vi havde set, man kunne prøve det for 2,5 krone slog vi lige et smut ind forbi stedet. I starten var jeg (Mika) på herrens mark, men jo flere bolde (18 bolde pr. gang), der kom imod mig, jo flere ramte jeg, og jeg er sikker på, at hvis jeg var blevet ved, så havde jeg lavet homerun hver gang. Vi prøvede det alt i alt 2 gange hver.

Hold nu godt fast: Cheonjiyeon Pokpo var næste vandfald på programmet. Det var ret svært at finde, men til sidst lykkedes det os at beskue det langt væk fra. Dette vandfald var ligesom det andet over 20 meter højt og dejligt storslået. Folk kunne godt have bildt mig ind, at det var ungdommens kilde.

Oedolgae klippe var næste punkt på programmet. Legenden går på, at klippen i gamle dage lignede en kæmpemæssig kriger, som gjorde, at man kunne holde mongolerne ude. Til en vis grad i hvert fald for ifølge historien blev Jeju-do faktisk invaderet af mongolerne, hvilket er grunden til, at deres koreansk er meget anderledes i forhold til resten af fastlandets. Faktisk så meget at de har svært ved at forstå hinanden. Med andre ord: Værre dialekt end bornholmsk og sønderjysk tilsammen! Det på trods af at øen kun ligger 85 km syd for Sydkorea. Klippen var ganske enestående, meget smal og høj, og så står den helt alene i havet lige ud for kysten. Mange mennesker tog forbi her, så det var en populær turistattraktion, fandt vi ud af.

På vejen tilbage til byen gik vi ad en såkaldt Jeju Olle, som er en speciel vandrevej konstrueret af en tidligere journalist og indfødt. Vi sad i en halv time og kiggede ud over havet, hvorefter vi krydsede en flot designet hvid bro over til øen Saesom. Saesom er en lille ø, hvis sydlige del udelukkende består af lavasten. Det var utvisteligt som at gå på månen med dette rå landskab og de mange sorte lavasten. Klippen former sig meget unikt og strækker sig langt og højt op over det brusende hav. Det var da i hvert fald noget, jeg (Mika) aldrig har prøvet før!

Alt stod klar og pakket til bjergvandringen, da vi stod op klokken 7 om morgenen, men et kig ud af vinduet på det overskyede vejr gjorde, at vi ændrede vores planer. I stedet tog vi en stille og rolig start på mandagen og først hen på middagen tog vi ud til et busstop, der skulle føre os til Jungmun Resort, der er et udpræget turiststed med kæmpemæssige luksushoteller og lækre strande og palmer. Vores timing er af en eller anden grund altid god, så vi skulle kun vente to minutter før bussen samlede os op. 25 minutter senere og 1.500 won fattigere (7,5kr) ankom vi til destinationen. Da vi af gode grunde ikke kendte stedet drog vi bare sydpå ned mod stranden, for det vil man jo altid gerne se på, og vejret var blevet meget bedre sammenlignet med morgenstunden. Det er lidt underligt, for der er fantastisk vejr syd for vulkanen, men 10 km længere nordpå ved vulkanen er der meget koldere og permanent tåget, mens vi har været her. Vi fandt en Jeju Olle, som førte os ned på stranden, hvor det viste sig at være blæsevejr med ret store bølge til følge. Det betød, at man ikke måtte bade der, hvilket var forståeligt nok, for den understrøm, der kom når bølgerne trak sig tilbage var direkte livsfarlig, så vi nøjedes med at soppe og beholde livet. Bølgerne skyllede omkring 10 meter op på kysten, så de var ret voldsomme.

Efter en omgang genopladning af batterierne tog vi turen væk fra stranden og op i byen, spiste en omgang nudler og tog tilbage til vores hostel. På mellemvejen så vi udefra Jeju-do World Cup Stadium, der blev brugt til vm i fodbold i 2002. Meget sjovt sted at lægge det stadion, men okay! Ellers brugte vi dagen på at slappe af, nyde livet og ellers planlægge de næste par dage.

Tirsdag blev dagen, hvor der blev gjort alvor af vores plan om at bestige Mt .Halla, der er en udslukt vulkan og desuden Sydkoreas højeste punkt med sine 1950 højdemeter. Vulkanen, der i øvrigt er en del af World Heritage, har ikke været i udbrud siden år 1007, og det blev heldigvis heller ikke i dag, at det skete, men alligevel var turen ret ekstrem. Ikke fordi den var svær at bestige, men en tur på 9,6 km, som stiger cirka 1200 højdemeter er ikke at undervurdere. Vi satte et rigtigt højt tempo og brugte en del under 3 timer på at nå toppen, hvilket normalt tager 4 timer. I 3/4 af tiden gik vi igennem en sky. Sigtbarheden var ufattelig dårlig og ødelagde den ellers gode udsigt, så det var en skam, men alligevel også meget fedt, fordi det var anderledes. Og så fik vi i den grad frisk luft! De sidste 250 meter til toppen var i modsætning til det første stykke ikke igennem en skov, så der var frit udspil til den halve pelikan, der i den grad legede med musklerne. På toppen var der stød af orkanstyrke, og man kunne kun se fem meter frem, det var virkelig fedt og sjovt at få sig en udfordring. Heldigvis havde vi taget jakker med hjemmefra, for på chill factor-skalaen kunne det føles helt ned til måske lidt over frysepunktet. Mit (Mikas) og Nicolajs hår, øjenvipper, hår på benene etcetera blev gennemblødte, ikke af regn, men af fugten fra skyen, og det var meget specielt. På toppen nød vi en omgang ananas-kiks, vi havde købt hos den lokale købmand dagen før samt en omgang Jeju-do-vand tappet fra... ja, undergrunden under Mt. Halla!

På nedturen satte vi et lidt mere moderat tempo af hensyn til at komme helskindede ned, da lavastenene var ret så glatte. Undervejs holdt vi ind på vejens eneste hus, hvor vi nød en omgang nudler og en velfortjent chokoladebar til ganske rimelige priser. Efter mage timers nedstigning igennem en eventyragtig skov med snoede træer og indviklede rødder nåede vi bunden! Vi klarede det!

Vi havde kalkuleret med, at turen ville tage det meste af dagen, men på grund af vores gode tempo havde vi masser af tid til at lave andre spændende ting resten af dagen. Vi tog hen for at vente på bussen ned til byen, og ved stoppestedet sad der to sydkoreanske kvinder, der ligesom os var vendt tilbage fra bjergtoppen. Mens vi sad og ventede på bussen kom der en taxi, som holdt ind ved busstoppestedet. Han havde tilsyneladende for lidt at lave, for han begyndte at tilbyde sig til damerne. Da vi ikke kan koreansk flydende endnu, fik vi ikke fat i hele samtalen, men der blev helt sikkert pruttet om priser. Efter lidt tids forhandling, fik de aftalt en pris på 3000 won pr. person (ca. 15 kr.). Vi så vores snit til at komme lidt hurtigere hjem, så vi spurgte, om vi skulle dele taxaen, og den var de med på. Vi vidste nemlig ikke helt, hvor lang tid, der ville gå, før bussen kom, og cocktailen af taxafyrens manglende kunder og kvindernes eminente prutteevne havde gjort, at det ikke var så meget dyrere end at tage bussen. Og så var det også mere lækkert at sidde i de bløde sæder i bilen frem for at stå op i en overfyldt bus - med buschauffører, der altid prøver på at slå deres personlige tidsrekord. Da vi nåede til Seogwipo, hvor vi bor for tiden, var ret udmattede, især af den kraftige vind, vi havde kæmpet med på det sidste hundreder meter, så vi trillede lige så stille ind på en restaurant for at få lidt at spise. Bagefter tog vi hen på vores hostel, hvor Mika nappede sig en lille lur og jeg (Nicolaj) tog mig et bad. Herefter blev det ikke til så mange spændende eventyr. Resten af dagen brugte vi nemlig bare på at lægge lidt planer samt lade op til næste dag, hvor turen går til Jeju-si, som er den største by på øen.

Til sidst kan jeg lige komme med en gåde: Hvis det tager 10 høns 15 dage at lægge 20 æg, hvor lang tid tager det så Villy Søvndal at lære engelsk? "se eis is smelding on se påuls. Sis is Syriah!". Den første, der løser gåden, vinder et bjerg i Harzen! Bare rolig, vi mener intet ondt om manden, det er bare lidt en gåde.

/Akim og Laks