Goddaw!

Går'd godt i lille DK? Her går det på de famøse skinner, der er smurt i olie! Billedligt talt. I søndags besluttede vi os for at tage metroen ud til en ø ved navn Yeuoido, der ligger i Han River, som er en stor flod, der driver igennem ikke langt fra Seoul centrum. Det var virkelig hyggeligt at være der, det var nærmest som en strand med græs, hvor folk sad på tæpper eller havde telt med, mens børnene løb rundt og soppede i et menneskeskabt vandløb, der løber langs med floden. Der var ingen, der badede i selve floden, men vi var da lige nede at røre ved vandet naturligvis, for det skal man jo lige! Desuden kunne jeg (Mika) tydeligt se, at dette sted også er blevet brugt til indspilningen af den koreanske film "The Host", som handler om et monster i Han River. Det var meget sjovt at opleve.

Klokken nærmede sig 12.30, og tiden var nået til at besøge Yeuoido Full Gospel Church, der i øvrigt er verdens største kirke, hvis man tæller antallet af medlemmer (de har omkring 800.000 medlemmer), og så er der også intet mindre end 600 pastorer tilknyttet kirken, så det er ret imponerende. Det var da også en rigtig fed oplevelse. Da vi gik ind af en sideindgang, var der en koreaner, der fik øjenkontakt med mig (Mika), og da jeg gik over for at tale med ham, kom der pludselig en anden mand frem fra siden, der havde et gult bånd rundt om skulderen, hvorpå ordene english guide stod skrevet. Ja, det er en ret stor kirke, hvis der er guides! Vi blev i hvert fald ført ud til en propfyldt elevator, kørte op til 4. sal, hvor vi på fineste vis blev gennet hen til vores siddepladser, hvor der var høretelefoner, således man kunne få den koreanske prædiken oversat. Man kunne blandt andet vælge at få tolk på engelsk, japansk, kinesisk, malay, russisk, spansk eller fransk, så der var rig mulighed for at kunne følge med på tværs af nationale tilhørsforhold, selvom der da burde have været dansk tolk også (arh okay). Musikken i kirken var fænomenal og nærmest koncert-agtig! Der var et kæmpe kor samt et helt symfoniorkester, og tænk sig, at man ikke skulle betale noget for at høre det? Stemningen var desuden rigtig god, og folk var meget med i gudstjenesten (man kan i høj grad sammenligne det med en frikirke i Danmark, bare større). Prædikenen var desuden rigtig god og motiverende, og handlede om, at det er vigtigt at have nogle drømme for sit liv, for et menneske uden drømme er nærmest dødt. Essentiel pointe! Efter kirken drønede vi hen på en restaurant og fik en omgang "tonkkasu", der i en eller anden grad er gået hen og blevet min (Mikas) livret. Det er lidt ligesom en paneret skinkeschnitzel og så bare ellers med et væld af tilbehør af salater!

Herefter smuttede vi endnu engang over på militærmuseet, da vi dagen før ikke havde nået at se så meget, og der var jo alligevel gratis adgang. Museet var enormt! Al Koreas udførlige og detaljerede krigshistorie samlet på et sted! Koreakrigen, der varede fra 25. juni 1950 til 1953 havde også en stor afdeling, da den jo i høj grad har haft indflydelse på landet. Der var også store mindetavler med navne på de 37.500 dræbte på sydkoreanernes side heriblandt mange, mange amerikanere, og hvem vidste at Luxembourg mistede 2 mand i den krig? Det er jo halvdelen af deres befolkning nærmest! Pudsigt nok var der også en tak til Danmark, som jo havde udstationeret hospitalsskibet "Jutlandia" under krigen, og af den grund stod der noget på dansk på militærmuseet. Ikke dårligt Danmark, så bliver man da stolt! Efter dette drog vi hjemad til vores hostel, så en film og gik i seng!

Mandag var en transportdag i sandhedens navn! Klokken 13.30 tog vi en ganske luksuriøs bus fra Seoul til Sokcho, som er en nordøstlig koreansk fiskerby med 85.000 indbyggere. Det kostede kun 85 kroner for den 3 timer og 10 minutter lange tur samt 5 kroner for den lokale bus, som gik nærmest til døren. Vores hostel her i Sokcho hedder "The House Hostel", og hvis du nogensinde skulle få lyst til at tage hertil, så er dette hostel ganske anbefalelsesværdigt! Vi giver cirka 75 kroner pr. nat, og det inkluderer gratis morgenmad, gratis vask af tøj, gratis internet, gratis te og kaffe samt gratis leje af cykler! Derudover er stedet bare super hyggeligt, det er rent, og vi har karbad, tv og køleskab på værelset! Ejeren er desuden aldeles flink, snakker godt engelsk og er ivrig efter at hjælpe en, så man kan få det ypperste ud af turen her. Vi brugte desuden mandagen på at gå en tur rundt i denne hyggelige by, som dog stadig er så stor, at mange af butikkerne har døgnåbent, og så er der et kæmpe fiskemarked, så man skulle tro, det var løgn. Der er også disse fiskerestauranter, hvor der er akvarier ude foran, så man kan pege på en levende fisk og sige: "Den vil jeg spise nu", hvorefter den bliver slagtet. Prøv at forestille dig det på McDonald's, hvis man bare gik hen til en ko og sagde: "Den ko vil jeg ha'". Efter dette tog vi os en god nats søvn.

Tirsdag havde vi planlagt en tur til nationalparken Seoraksan, der er fyldt med flotte bjerge, og vores mål var at nå toppen af bjerget Ulsanbawi. Vi ville stå op i ordentlig tid, så vi kunne få noget af det morgenmad, som er inkluderet i prisen på vores hostel. Vi endte dog med at komme lidt for sent op alligevel, da vækkeuret stadig stod på kinesisk tid. Vi drog derfor af sted på tom mave hen imod det nærmeste busstoppested. Der er nemlig et rigtig velfungerende bussystem her i byen, så vi kunne tage bussen fra stoppestedet tæt på vores hostel hen til nationalparken for kun 5 kr, og de kører hvert kvarter. Da vi sad og ventede på bussen skete der pludselig noget vildt i den ellers så fredelige by. Lige foran os kørte to biler ind i hinanden på den mærkeligste måde. Med forholdsvis lav fart kørte de sammen, da bilen i højre kørebane ville til venstre, og bilen i venstre kørebane ville til højre. I stedet for at bremse kørte de hånd i hånd op på fortovet og ind i en cementpille, som bremsede dem fra at køre ind i en butik. Føreren af den venstre bil, som var en dame, sprang ud og begyndte nærmest at hoppe og danse, mens hun prøvede at komme med en forklaring på, hvad der var sket. Føreren af den anden bil, der ligeledes var en dame, blev siddende i chok i bilen, og det gjorde hun stadig, da vi omkring ti minutter senere steg ombord i bussen mod Seoraksan-Dong. Jeg (Nicolaj) er glad for, at vi ikke var på den modsatte side af vejen, da det skete, for så kunne vi godt være blevet ramt. Uheldet skete nemlig lige på den anden side af vejen. Det skulle senere vise sig, at det ikke ville være det eneste uheld, der skulle ske i vores tilstedeværelse den dag.

Da vi stod af bussen ved indgangen til parken, var vi ved at være godt sultne. Vi havde som sagt ikke fået spist morgenmad, og klokken var ved at snige sig op omkring 12.30. Derfor fandt vi en restaurant, hvor vi bestilte noget bibimbap. Derefter købte vi lidt proviant og begyndte vores tur op af bjerget. Pludselig hørte vi en høj knagende lyd bag os, hvorefter et stort træ væltede ned på stien. En uopmærksom mand var få centimeter fra at få det lige i hovedet, men han slap heldigvis uden at der skete noget. Vi blev herefter enige om, at vi tiltrak uheld den dag, så det var lige før, at vi lod være med at gå videre, for vi skulle jo nødigt have, at folk begyndte at falde ned fra klipperne eller noget andet vildt! Vi fortsatte dog alligevel hen af stien, som lige så stille begyndte at blive stejlere. Efterhånden blev stien til trapper, og til sidst gik vi direkte på rå klippe. Da vi næsten havde nået toppen, mødte vi en koreansk familie, der bød os på en speciel drik. Vi ville ikke være uhøflige, så vi tog imod tilbuddet, men det var ikke lige det bedste, vi havde smagt. Det lugtede meget af gær og smagte af eddike med lidt alkohol, så vi nippede lidt til det og gik videre. Da vi var uden for deres synsvidde, gav vi det videre til en plante. Herefter manglede vi kun de sidste skridt, før vi var på toppen, og her blev vi mødt af et fantastisk syn. Selve toppen var en meget rå, sandfarvet klippe, der hævede sig over trægrænsen i livlige former. Desuden var der udsigt over det meste af parken, og vi kunne se hen til Sokcho og langt ud på havet bagved byen. Vi sad på toppen i et stykke tid sammen med en fem-seks andre personer, der havde nået toppen. Vi snakkede lidt med nogle koreanere, og de gav os en rejesnack, som jeg (Nicolaj) tog mig af, da Mika ikke er særligt vild med smagen af reje. Generelt var de folk, vi mødte på bjerget meget gavmilde og snakkesaglige. Vi fik blandt andet også en high-five af en midaldrende mand på vej op, og vi blev også tilbudt at spise med hos en familie, der havde en piknik.

Da vi kom tilbage fra Seoraksan nationalpark, var vi smadrede, så vi blev på hostel'et resten af dagen, bortset fra en lille tur på restaurant, hvor vi fik Mikas livret igen, nemlig tonkkansu aka paneret schnitzel. Vi snakkede lidt med vores kærester på Skype, så "The Office" på computeren, og så gik vi ellers i seng.

Onsdag stod vi op i lidt bedre tid, så vi kunne nå ned til morgenmad, hvilket var lidt af en forløsning. Vi kunne nemlig for første gang i en måned nyde smagen af cornflakes med mælk, og der blev taget flere gange. Dagen stod i Nordkoreas tegn, hvilket vil sige, at vi skulle besøge en lille by ved navn Hwajinpo, hvor Nordkoreas første og forhenværende diktator Kim Il-Sung plejede at bo om sommeren sammen med sin søn, den nuværende diktator Kim Jong-Il. Vi tog den offentlige bus nær vores hostel, hostede op med cirka 23 kroner, og det tog cirka en time, før vi ankom til den ønskede destination. Turen derop var rigtig smuk med strand på den ene side og bjerge på den anden, men byen Hwajinpo var da noget helt i særklasse smukkeste og hyggeligste, jeg (Mika) nogensinde har oplevet. Fra busstoppestedet gik vi ind imod den lille by, og på vejen dukkede en stor saltvandssø op, der var omkranset af bjerge. Det betød en omgang sopning for alle pengene, og så observerede vi for resten også en stork. Hvem havde dog regnet med at skulle se en stork i Sydkorea? Desuden så vi også en slange på 30 centimeter, som krøb sig af sted i vejkanten. Vi gik videre ned mod kysten og opdagede, at den store sø og havet hang sammen. Stranden var helt hvid, og den lokkede os ned til sig. Ro og skønhed er nok de to bedste ord at beskrive stedet med. Vi tog skoene af, gik ned og soppede i havet, og traskede stille og roligt langs stranden hen mod Kim Il-Sungs gamle sommerresidens, som vi kunne se hele vejen. Huset, der egentligt ikke var specielt stort, men derimod luksuriøst, havde en fantastisk udsigt ud over det nordlige Sydkorea (ja, der findes et nordligt Sydkorea). Ikke et under at den mand har fået storhedsvanvid sagt på en ironisk måde, men det var virkelig en lækker udsigt. Og derudover var det en højst speciel oplevelse, som på en eller anden måde var lidt svær at kapere. Fordi her står man så i et hus, hvor Kim Jong-Il har gået rundt som barn og leget med sommerfugle og pjakset i vand, hvor han nu 60 år senere måske er verdens mest frygtsomme mand. Det er historisk bevægende, men det, der gjorde oplevelsen så specielt var, at denne historie ikke er slut endnu. Den er i fuld gang med at blive skrevet! Og det gør da det hele lidt mere interessant!

Herefter tog vi op på en bakke i en skov for lige at sondere terrænet. Vi stødte på en enlig grav deroppe, nærmest helt afskåret fra omverdenen. Aner ikke hvad det var for noget, og så så vi et spindelvæv på størrelse med Eiffeltårnet, men der var ikke nogen edderkop at spotte, så vi gik bare lige så stille og roligt ned igen. Vi fik lyst til at tage op til grænsen mellem Syd- og Nordkorea, så vi tog bussen nogle kilometer længere nordpå. Ved endestationen steg vi så af til lyden af maskingeværer og fly, ja, der var gang i nogle militærøvelser, bare rolig! Vi tog ind på "den lokale" og fik os endnu engang en omgang bibimbab, hvorefter vi satte kursen nordpå! For at kunne komme op til "Goseong Unification Observatory" skulle man have sin egen bil, men det havde vi jo ikke lige, så vi fik en taxa til at tage os derop, og han agerede så også guide på samme tid, skønt han ikke snakkede engelsk. Men han syntes da, at det var noget så skægt, når man sagde Kim Jong-Il og pegede nordpå! Ganske sjov mand! Fra observatoriet, der i øvrigt er det nordligste punkt for offentligheden i Sydkorea, kunne man se over til Nordkorea og ikke mindst DMZ (De-Militarized Zone/ingemandsland), som er et 4 km bredt ingenmandsland mellem Nord og Sydkorea. Denne 4km brede grænse kan man dele op i 3 grænser. Hvis man starter sydfra og bevæger sig nordpå, så er der den første grænse, der markerer Sydkoreas stop, samt starten på DMZ. 2 km nordpå er der endnu grænse, som markerer midtpunktet i ingenmandsland, og 2 km endnu længere nordpå er der en grænse, der markerer Nordkoreas start. Alt dette var visuelt for os, og vi lånte også en kikkert, så vi kunne kigge over til "de andre", men desværre spottede vi ikke Kim Jong-Il.

Klokken nærmede sig nu 17, og vi var godt trætte af alt den friske vind og det varme vejr, så vi valgte at tage bussen hjem til vores hostel her i Sokcho, hvor vi nu sidder og skriver for at mindes dagens oplevelser og ikke mindst for at dele dem med dig, som er specielt udvalgt og skæbnesbestemt til at skulle læse dette fremragende blogindlæg!

PS: hvis du stemmer på os til folketingsvalget, så lover vi, at Harzen bliver en del af Danmark.

/Mika og Nicolaj