Tiden render langsomt ud og rejsestressen er saa smaat ved at indfinde sig. Der er stadig saa mange ting der skal naas inden jeg kan rejse hjem - men mon ikke det nok skal lykkedes det hele? Lever jo i african-time.

Naar man er i Lushoto og har tilbragt op mod tre maaneder i byen er det saa godt som obligatorisk at tage paa en heik i omraadet. Saa jo, det skulle Trine og jeg da ogsaa. Vi havde inviteret nogle andre ms-folk med paa turen, saa de samtidig kunne se hvordan vi bor. Loerdag morgen moedtes vi med Joseph, vores guide, som skulle lede os gennem bakkerne. Hernede snakker de meget om vennepriser - „I er mine venner, speciel pris til jer!". Oehhh nej! Vennepriser er her lig med mzungu-pris, altsaa lige det hoejere. Det netyder at hver gang vi skal betale for noget, og dette gaelder isaer en heik som denne, skal der lige saettes tid af til at prutte om prisen. Selv efter haard kamp og staerkt nedsat pris foeler vi os dog stadig lidt snydt. Men altsaa - hakuna matata - det kan ikke undgaas :-) Vi kom afsted og startede den haarde opstigning af foerste bakke. Jeg troede virkelig at to maaneders intens bakke-traening havde gjort sit for at jeg kunne vaere den seje overskudsagtige paa denne heik - nej! Jeg prustede og stoennede praecis ligesaa meget som alle de andre. Det er bare typisk.
Efter at vi have gaaet en times tid opdager vi saa til vores store skuffelse at vi staar praecis samme sted som da vi startede… Det sker bare ikke! Vi havde vadet gennem marker, op ad bakker og havde alle vaade bukser efter alt det krat. Fedt. Forfra igen. Aabenbart en lille ved-I-hvor-I-befinder-jer-test? Og ja, det vidste vi udemaerket godt. Fattede efterhaanden hvorfor denne heik var bestemt til at tage fem timer, selvom jeg uden problemer kunne kigge mod viewpointet, der var maalet. Hmm, vi knokler videre.
Der gik ikke lang tid foer vi alle foelte os ret afrikanske. Vi var syv hvide hoveder mellem alle majs og sukker planterne. Nu modsiger jeg maaske lidt mig selv, for der var dog en vaesentlig forskel fra os og en aegte afrikaner. De hvide hoveder....
I Afrika vil de hellere lyve end at sige at der er noget de ikke ved. Vi fik afvide af Joseph at der ville vaere aber i den regnskov vi skulle igennem op til viewpointet, saa spaendte gik vi videre. Aber - spaendende! Der var saa bare ingen aber, men istaedet en masse kamaelioner som Joseph blev ved med at hive frem i haab om at de skoere turister ville glemme alt om aberne. Det skal saa lige siges at det gjorde vi bestemt ikke, men vi opgav derimod haabet.
Atter efter timers vandren ender vi ved en lerhytte som der var noget bekendt ved. Der blev spillet Michael Jackson for fuld hammer (aner altsaa stadig ikke hvor de faar stroemmen fra ude i ingenting). Hurtigt finder vi dog ud af at vi ogsaa har passeret denne hytte foer paa heiken... De troede nok ikke at vi ville opdage det, naar de anden gang kammoflerede sig med MJ, men nej, saa dumme er vi nu ikke. Det tager ikke mere end tre maaneder at lure en Afrikaner af. Den lektie har vi laert. Vi griner dog bare af det og begiver os videre, det er trods alt en ny sti vi ser anden gang.
Efter middag begiver vi os op mod viewpointet og dette sjovt nok op ad bakke. Puuhh! Undervejs goer vi et hold hvor de fremstiller suckercan-beer. En oel de laver at deres sukkerroer. Det skal dog siges at oellen ikke er saerlig staerk (og bestemt heller ikke saerlig god). Der skal indtages 5 liter oel foer man bliver fuld - og danser rundt som afrikanerne mener man goer naar man er fuld. Jeg troede at denne oel maatte vaere en rigtig toeseoel naar den nu var lavet af sukker. Nej! Den smagte utrolig bittert, saa jeg ikke toer taenke paa hvor laenge den har staaet op gaeret. Fy for den, der er en groen tuborg altsaa meget bedre. Der maate lige nogle oaties til for at redde den daarlige smag.
Vi kommer langt om laenge frem til viewpointet, men uden noget view. Vi sidder bogstavelig talt midt i en sky = ny oplevelse. Det varer dog heldigvis ikke laenge foer solen dukker frem og klarer det hele lidt op. Kort tid efter kunne vi se ud over det utrolig smukke landskab. Den udsigt findes bare ikke mange steder og vi noed den til fulde, glemte alt om oemme foedder, laar og baller. Udsigten blev ogsaa kun smukkere da vi begyndte at gaa ned langs bjerget for at afslutte heiken. Wazunguerne endte med at vaere ganske tilfredse og ganske traette efter en heik i bakkelandskabet.
e`n ting laerte vi paa heiken  der skal dyrkes noget motion naar vi staar pa dansk jord igen ;-)