April 2011

Saa er jeg blevet et aar aeldre siden sidst og befinder mig nu i en 21 aarigs krop. Ikke gammel og graa, men overhovedet ikke gammel og brun. Dette paa trods af at weekenden blev tilbragt i Tanga (igen!) med hoej sol og lummer varme. Har svedt saa meget at man skulle tro jeg var i overgangsalderen (undskyld hvis jeg stoeder nogen ;-) ).
Fredag morgen – foedsdagsmorgenen, vaagnede jeg til dejlig musik fra Trines spilledaase og nogle dejlig haese morgentoner. Der var pyntet paent op med flag, danske vel at maerke, saa foelte mig naesten hjemme. Lidt efter da jeg var kommet i toejet og gik og overvejede om familien overhovedet kunne huske dagen, kom de ind og sang foedselsdagssang ogsaa. Jeg blev ifoert en kanga, oereringe og en afrikansk krans man faar paa naar man fylder aar. Ud over det fik jeg ogsaa en flot flot plastikblomst der kan lyse i hele fire forskellige farver – og blinke! Afrikanere har bare en svaghed for plastik ting, men koent er det altsaa ikke. Pole sana.
Efter at have arbejdet (eller hvad man kalder det, da vi kun lige skulle bage) tog Trine og jeg en pikipiki til busstationen saa vi kunne komme mod Tanga. Her i Tanzania er det utrolig nemt at finde ud af det med offentlig transport. Der er ikke noget med at man skal finde den rigtige perron og skaerme der ikke dur, eller styrte rundt paa en rutebilsstation for at finde den korrekte bus. Man stiller jeg bare midt i det hele og straks staar der ti afrikanere omkring dig og naermest hiver dig ind i den rigtige bus. Og endnu bedre – der er ikke noget der hedder faste DSB-priser, vi kan forhandle om prisen. Fedt! Men tiden er noget andet, som naevnt tidligere. Det tager bare frygtelig lang tid at komme frem hernede, saa vi var undervejs i fem timer.
Da vi ankom til Tanga kom jeg endelig i kontakt med Tyskerne (som ogsaa har rigtige navne, Lukas og Jonas) som vi skulle sove hos, da de har deres ejet sted. Jory, canadieren, kom senere paa aftenen da de sammen har en ugentlig mad-dag (den eneste dag de ikke spiser ude) hvor vi var inviteret. Det var derfor fyrene i koekkenet, mens vi bare kunne laene os tilbage og slappe af – saadan burde det vaere noget oftere. Og mad det kunne de da lave, det var en virkelig godt foedselsdagsmenu de fik bikset sammen. Aftenen brugte vi derfor bare paa at spise og slappe af.
Loerdag morgen, efter at Trine og jeg havde vaeret paa posthuset, moedtes vi med Julie og Frederikke. Vi startede med at tage paa toejmarked, hvor jeg dog kun osede. Det er meget i perioder om de gode ting er at finde i bunkerne. Da vi var blevet traet at afrikanske saelgere tog vi paa stranden hvor den bare stod paa solbadning og plasken i vand. Vandet var den helt perfekte temperatur, ikke for varmt som i Dar og ikke for koldt som i Danmark, saa Frederikke og jeg brugte det meste af eftermiddagen paa at svoemme rundt i vandet. Det var virkelig skoent og lige hvad Trine og jeg havde brug for. Vand nedefra og ikke ovenfra. Derefter tog os piger hen paa en fiskerestaurant, med den ene halvdel af Tyskerne, for at faa fisk og rejer. Rygterne sagde at det skulle vaere virkelig laekkert – og det holdt da saa sandelig ogsaa vand. Maden var utrolig laekkert, saa det gjorde intet at vi ventede paa den i to timer ;-)
Om aftenen skulle der fejres foedselsdag (jeg var saa heldig at faa lov til at have foedselsdag hele weekenden). Vi var os fire piger, Tyskerne, Jory og Nukta (musikeren vi indspillede musikvideo med) kom senere. Jeg fik her kage med lys i, foedselsdagssang og flere gaver – en konyagi og billeder af os alle sammen. Hvor heldig har man lige lov at vaere! Foedselsdage kan fejres med stil i det afrikanske og jeg er vild med det! Aftenen stod paa konkurrencer der indbefattede glas, bolde og afrikanske oel – mere siger jeg ikke. Der skulle jo noedigt vaere nogle der bliver bekymrede for at vi ikke passer paa os selv  Saa det er nok bedre at lade det staa i det uvisse. Natten brugte vi i det tanzanianske natteliv – Clubben! En fed fed foedselsdag og mzungu-aften.
Soendag vaagnede jeg op rimelig groggy og paent traet. Det er haardt at vaere blevet et aar aeldre, isaer naar kroppen bestemmer. Det var foerst hen over middag at Trine og jeg fik snoevlet os sammen og begav os mod busstationen for at drage mod Lushoto igen. Jeg havde i tankerne at det nok skulle gaa hen og blive en stille og rolig bustur hjem, hvor jeg forhaabentlig kunne faa mig en powernap eller to. Men nej; utroligt nok har jeg stadig ikke laert at Afrika er utilregnelig. Man kan roligt sige at det var bumlebussen vi havde valgt og faar at det ikke skulle vaere loegn – den langsomme bumlebus. Jeg fik da hvertfald rystet alle evt skaevtsiddende knogler paa plads i loebet af de fire timer og toemmermaendene blev sat paa proeve. Da vi naade frem til Mombo skulle vi saa skifte bus, da vi aabenbart var for faa i bussen til at de ville transportere den op ad bjerget. Det resulterede saa i at vi blev klemt ind i en anden bus hvor jeg bare trak vinderkortet! Jeg blev klemt ned ved siden af en kvinde der tydeligvis havde faaet en slurk konyagi eller to for meget. Hun var lallende fuld kl fem soendag eftermiddag. Tror nu ikke det er saa normalt at holde sin egen fest i Afrika soendag eftermiddag, men man kan jo aldrig vide sig sikker. Men det var altsaa en fest jeg ikke havde lyst til at vaere en del af – fik jeg dog lov til ganske ufrivilligt. Kaos startede dog foerst da hun ikke ville betale for billetten. Fulde mennesker altsaa ;-). Men vi kom sikkert, men meget traette hjem og der gik derfor ikke laenge foer jeg havde kastet mig ned i dynerne.
Det er til tider haardt at leve i mit afrikanske eventyr ;-) Men for fedt!