Profile
Blog
Photos
Videos
Igen i dag har vejret været dejligt i Sydney. Fra nu af holder jeg helt op med at stole på vejrudsigten, for den kan man slet ikke regne med. Den er mere utilregnelig her end derhjemme.
Jeg startede dagen på Rocks Market. Det er et noget mere eksklusivt marked end Paddy's og de andre markeder, jeg indtil nu har besøgt. Her sælger folk mærkevarertøj, eksklusive malerier, delikatesser inden for madvarer og dyre souvenirs. Jeg kunne ikke helt lade være med at grine af de souvenirbikse, der vil have 30 dollars for en boomerang, når man kan få 2 for 20 på de andre markeder - den kan det samme, uanset hvor man køber den! En dame forsøgte at sælge mig en poncho, som ganske rigtigt var rigtig dejlig og rigtig flot, og den ville faktisk passe til rigtig meget af mit tøj derhjemme, men ikke om jeg vil give 1950 kr. for den.
Til gengæld sad der en mand og malede sin kunst, så alle kunne kigge med under processen. Han var enormt dygtig, og man kunne selvfølgelig købe alt, hvad han lavede. Jeg forelskede mig i et billede af solnedgang over Uluru (Ayres Rock) med kænguruer hoppende foran. Det var virkelig smukt. Mens jeg stod længe - rigtig længe - og overvejede om jeg skulle købe det, holdt kunstneren pause og kom hen og talte med mig. Han viste mig et andet billede med præcis samme motiv, men med små variationer fra det andet. Han rådede mig til at købe det i stedet for det andet, fordi han havde kælet mere for detaljerne på dette billede. Og det kunne jeg egentlig godt se, da han stillede dem ved siden af hinanden. Blandt andet er der malet 7 hvide fugle, der umiddelbart bare flyver hen over himlen, men hvis man kigger efter danner de The Southern Cross - de 7 stjerner i Australiens flag der repræsenterer hver en stat. Jeg besluttede mig for at købe det billede, kunstneren havde hentet frem, og det blev pænt pakket ind i en rulle, som nu bliver en anelse bøvlet at slæbe rundt på. Mon ikke det kan opbevares i skuret hos Emil i Melbourne, indtil jeg skal hjem??? Billedet kostede 250 kr. som måske egentlig ikke er så galt, når det kommer direkte fra kunstneren selv og tog ham 3 dage at færdiggøre, hvor de billeder han sidder og laver på markedet tager i gennemsnit 10 minutter. Det skal i hvert fald i en flot ramme og op at hænge, når jeg kommer hjem.
Markedet sluttede lige under Harbour Bridge, og i dag var vejret så godt, at jeg besluttede at gå turen hen over broen og tage nogle billeder af byen og Operahuset oppefra. Hvis jeg selv skal sige det, har jeg fået nogle enormt gode billeder ud af det, og jeg havde meget svært ved at vælge dagens billede. Jeg har også taget over 100 billeder på turen henover broen, men det hele er bare så flot at se på, at jeg ikke kunne lade være med at tage billeder hele vejen henover broen. Jeg besluttede på min tur, at Operahuset må være på min top 3 liste over de mest enestående, smukke og ekstraordinære bygninger, jeg har set . På samme liste er selvfølgelig Twin Towers i New York, som jeg desværre aldrig kommer til at besøge igen. Operahuset er bare enormt stort og enorm smukt, fordi det har den specielle form, som ingen andre bygninger i verden har. Det er virkelig vidunderligt! Det kommer jeg virkelig til at savne, når jeg rejser herfra. Indtil nu har jeg været en tur nede forbi hver dag - bare for lige at se det.
Da jeg kom tilbage over broen valgte jeg at tage bussen hjem med mit billede. Det var både lidt bøvlet at gå rundt med, men jeg ville heller ikke risikere, at der skulle ske noget med det. Bagefter spiste jeg frokost i Hyde Park og nød vejret og alle menneskerne på søndagsudflugt.
Jeg havde aftalt at mødes med Stacy og Donald - mine skotske venner og redningsmænd til en kop kaffe eller en øl, så vi mødtes efter frokost, hvor de havde taget en gut med, som de har mødt i bussen nedad kysten op til flere gange. Han er dansker og hedder Stefan, og det var faktisk rart at tale lidt dansk igen. Vi fandt en bar med gratis pool og drak et par øl og havde en rigtig god eftermiddag sammen. Stacy og Donald har fundet en lejlighed her i Sydney, hvor de skal bo de næste 6 måneder. Nu mangler de bare jobs også. Stefan er i Sydney i 3 uger, inden han skal videre til Melbourne og hjem til Koldning efterfølgende.
Her til aften er jeg igen træt og brugt. Endnu en lang, men skøn dag i Sydney er ovre. Jeg har allerede været her i 5 dage. Tiden i storbyen går alt for hurtigt! Men nu har jeg besluttet at rejse herfra efter to uger, ellers har jeg nemlig ikke tid til både at komme til Adelaide, Kangaroo Island og Uluru og tilbage til Melbourne igen. Men to uger er nu også fint. Det kommer nok til at passe med alt det, jeg gerne vil her. I morgen vil jeg i Sydney Acquarium og måske på Australian Museum. Og resten af ugen skal nok blive booket op med en hel masse.
Jeg håber Emil modtager visakortet i morgen, så det kan komme til Sydney hurtigst muligt! Jeg vil nemlig gerne snart have booket mine sidste ture og få dem på plads, inden jeg rejser til Melbourne.
Nu vil jeg i seng, så jeg kan blive klar til endnu en skøn dag i morgen. Kan I have det godt så længe!
Mette
- comments
Farmor Endnu en god dag for dig. Dejligt , at du træffer nogle ind imellem, du kan få en snak med. Ja, vi håber også, du får en skøn dag i morgen. Mange kram og knus fra os herfra.
Trine T Ja Sydney Acquarium - det SKAL du gøre søde... det er det hele værd.. Hyg dig søde... savner dig... knus
Mor Hej Mettchen, Dejligt at høre, at du har haft endnu en god dag i Sydney, og sjovt at du var samme med skotterne og Stefan, som er fra Kolding. Dejlig by, det er der, det sner! (hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg glæder mig til at høre mere, og lad os så håbe, at dit kort snart kommer frem. Knus fra Mums.
mor Mor igen, Virkelig flot billede
Din far Glæder mig til at se billedet og ønsker dig godt vejr.
Tanten Søde Mette Kan godt forstå du er faldet for Operahuset. Det er et fantastisk syn og man bliver helt betaget af den. Godt at alting går bedre nu. Vi kan vist godt slå fast at du ikke skal bo i en lille landsby :-) Skulle hilse dig mange gange fra Peter og pigerne. De nyder også at læse om alle dine oplevelser. Knus Tanten